Annedammen

Sunday morning ceasars

2011-11-21T04:02:00.004+01:00

It has been a rough couple of days. When I haven't been working, I've been out in bars with friends and coworkers. An expensive week! Philippe will be home on wednesday which probably will slow down my beer consumption. We'll be busy packing our apartment - we're moving out a week from tomorrow - and seeing our friends. He'll be leaving again monday evening just as we've set me up in my new home, Francisco's house, where I'll be staying until I leave Canada as well. Maybe it's my hangover that makes me feel slightly jittery by the thought of leaving Calgary, but it really will be a new beginning for us, and for me the next couple of months will be an adventure into the unknown for me in particular. I'll have to pick up the Swiss German dialect, get a job, get accepted into my Masters and find new friends. Luckily all the Swiss people I know here in Calgary are great, so I have faith that I'll feel at home. I continually hear great things about Berne as well, and am truly looking forward to exploring my new city when I get there. Winter is here for real now - we've had a couple of days with -20 which means a lot of cabbing it everywhere. Yesterday I was at Jeremie's homecoming party at Chad & Rea's - I spent the better part of an hour getting a cab there, but it was for sure a great evening. I've never had the pleasure of meeting Jeremie before as he's been travelling from Sweden to Pakistan by bike over the course of the last year and a half. Philippe, Chad and Jeremie are ex-roommates so I've heard plenty about him and it was kinda funny to finally meet him and hear about his adventures. We had some drinks at the house and went to the Ship & Anchor where we stayed until close. At 2.30 Sanjay, Elke, Erin, Jeremie, Lisa and I went back to Chad and Rea's - locked up - house. Here we are, freezing in the cold and unable to wake up anyone on the inside. Who has the code to the door? A moment of silence and Erin goes "Arj will know the answer". A quick phone call and it turns out that Arj actually does, and before we know it we're inside, ordering pizzas at 3 in the morning. We hang out and eat until 5am where we decide to fall asleep all over the house. I wake up on the couch to the sound of Chad singing 'Sanjay wake up'. We all have coffee and go for breakfast and ceasars after discovering that we only have 3 eggs. Ceasars are the world's best recovery drink and has nothing to do with the salad. I'll be forced to switch to bloody mary's when we move back to Europe.

Vinter kommer

2011-11-14T03:47:00.008+01:00

Nu er det for alvor ved at ske. Man kan ikke længere overskue at vente på C-train i -10 grader, vintertøjet er fundet frem, de første dage med sne har været her, Halloween er overstået - det er vinter. Folk snakker om hvordan det skulle siges at blive den hårdeste vinter i mange år her i Vest Canada, og det siger ikke så lidt eftersom gennemsnitstemperaturen i vintermånederne er -15 grader celsius og det ikke er sjældent at man fanger en uge med -30. Jeg kan ånde lettet op, for jeg takker af før det virkelig bliver slemt. Jeg ville nu ikke have noget imod at blive. Jeg kan roligt sige at Canada og Calgary har vundet indpas i mit hjerte, og som jeg sidder her i lejligheden en søndag aften er det svært at forestille sig at det nogensinde skal være anderledes.

Men det skal det - jeg forsøger at tænke på det som en rejse der fortsætter. I det perspektiv var Calgary bare en mellemlanding der tog 7 måneder. Om ikke lang tid bor jeg i Bern, på Schlossstrasse (har aldrig haft en adresse med så mange s'er) og skal til at gå på Uni Bern. Vi har simpelthen fået os en lejlighed! Det er virkelig dejligt, og jeg ser frem til at flytte ind i den imellem jul og nytår. Det helt vilde er at vi har et kontor/gæsteværelse i vores nye bolig, som i mit hoved er koloenorm med sine 75m2. Det er de altså ikke imponerede af herovre. Taget Canadas størrelse i betragtning i forhold til det beskedne indbyggertal er plads ikke ligefrem noget man mangler. Det bliver helt nyt at kunne få besøg af venner og familie og jeg glæder mig meget.
(Kommende, Schweizisk stue!)
(Kommende, Schweizisk køkken!)
Det er underligt at sidde her i Canada og vide at man fra 1 december har en lejlighed i Bern. Det er langt væk, både fysisk og mentalt. Philippe er på ferie med nogle kammerater i Bali lige nu og når han kommer hjem d. 23 november skal vi have pakket vores lejlighed her sammen - lejemålet ophører d. 30 november, og d. 28 flyver han til Schweiz for derefter at flyve til Norge for at arbejde i to uger. Det gode er at vi har en weekend sammen i København i midten af december og jeg glæder mig så meget til at vise ham et lille stykke af Danmark, gå en tur i Tivoli og spise smørrebrød. Det er på en måde sært at vi kender hinanden så godt men aldrig har set hinandens hjemlande endnu, men det kan man jo roligt sige der snart bliver lavet om på. Især for mit vedkommende. Jeg har modtaget mit eksamensbevis fra SDU og er dermed klar til at søge ind på min Master. Det er uhyre spændende altsammen.

Det sidste stykke tid inden Philippe tog på ferie var hektisk. Han afsluttede sit arbejde, det var Halloween (vi var i Banff), vi holdt en afskeds/fødselsdagsfest, nåede lige at klemme en hockey-kamp ind, og til sidst min fødselsdag. Jeg føler således at der er kommet lidt ro på siden han drog afsted, og jeg får tiden til at gå med at arbejde, gå i byen, pigefrokoster, filmaftener og hvad man ellers kan komme på. Og ja, så har jeg jo en kærkommen chance til at få updatet min blog en smule, så det gør jeg nu. Jeg vil prøve at smide en stak billeder ud - vi er ikke så gode til at tage dem, men der er et par fra sommerens højdepunkter som endnu ikke har set dagens lys grundet min tidsmangel. Stampede, roadtrip til Vancouver og sådan noget.

UPDATE!

2011-10-16T03:16:00.001+02:00

(Stampede!)
Okay, det er virkelig - virkelig - længe siden jeg sidst har blogget. Undskyld, blog! Der er sket en hel del; jeg har været hjemme i Danmark på visit, jeg har været en tur tværs over British Columbia og tilbage, jeg har fået job, jeg er blevet færdig med BA studiet, ja, jeg ved slet ikke om en enkelt blogopdatering kan gøre det, men nu prøver jeg.

Det er blevet efterår. Det er der ikke noget unaturligt i, men da jeg på grund af et behageligt ophold i Honolulu venligt men bestemt ignorerede vinteren sidste år, er dette altså en næsten halvandet år lang sommersæson der her slutter. Heldigvis ignorerer jeg den Canadiske vinters værste sider der først sætter ind efter jeg er smuttet i midten af december; den slags vinter hvor det er så koldt at bilen ikke vil starte om morgenen og de små hår i ens næse fryser sammen fordi der er -35 grader. Jeg fik over en måned af den slags vinter med sidste år og antager at det må være tilstrækkeligt. Jeg er begyndt at se frem til at fejre jul i Danmark i år og glæder mig helt-ind-i-hjertet-vildt til at spise varm leverpostej, gravad laks, rugbrød og drikke snaps og øl. Jeg ser dog virkelig ikke frem til at flytte fra Calgary. Det er lidt en undervurderet by; den er meget ny, drevet af en olieindustri som i princippet ikke er specielt charmerende, og mangler generelt lidt kultur og historie. Men her er virkelig, virkelig rart, og ind imellem spørger jeg Philippe hvorfor han dog ikke har lyst til at blive her og læse en Phd, for det ville sgu egentlig være helt fint. Det er sjovt som jeg slet ikke rigtig savner Hawaii, men ved jeg kommer til at savne Canada helt åndssvagt. Canadierne er helt vanvittigt søde, og det er betryggende at bo i et samfund der på ingen måde er mærket af krisen. Her er vitterligt et job til enhver der vil arbejde. Men man skal jo også videre, og jeg forsøger ikke at bilde mig ind at jeg ville have råd til at læse en kandidat her. Philippe har desuden fået et job - i august var han i Norge til samtale hos en mindre virksomhed der fremstiller ting til MRI scannere. (Hør bare, hvor meget jeg ved om det.) Jobbet er i Fribourg, tæt på Bern, så nu leder vi efter en lejlighed i Bern, hvor jeg med al sandsynlighed skal begynde på min MA i februar. Det tør siges at tilværelsen har flasket sig for os, og det er skønt.

Det er iøvrigt Thanksgiving weekend lige nu, og som tilflytter er det ikke umiddelbart noget man tænker på før man skal i Safeway for at købe ind søndag aften og bemærker at man er den eneste kunde i butikken. (Bemærk lige at butikken altså stadig er åben. I love it.) Vi fejrede dog højtiden i gode venners lag i aftes. Vi var 6 par om at sætte en 5 kg tung kalkun til livs med tilhørende stuffing, cranberry sauce, gravy samt et par grøntsager hist og pist. Samt slå en trifli, en græskartærte samt en cheesecake ihjel til dessert. Thanksgiving smager godt! Det var en traditionel Thanksgiving med tilhørende selskabslege samt den åbenbart obligatoriske runde hvor man skiftes til at sige hvad man er taknemlig for. Var egentlig mest bare taknemlig for at Arj, den absolutte mad-bøsse som laver fantastisk mad, havde tilberedt middagen, for hold op det var utroligt. Den næste højtid er Halloween, som ligesom i USA er en rigtig stor begivenhed her i Canada. Altså, stor begivenhed i den forstand at folk går A-mok. I selskab med samme flok som i går skal vi til Banff hvor der er lejet to Chalet'er hvor vi ellers skal feste og drikke os fulde i et boblebad - som jeg hører er stort nok til at rumme 25 mennesker (hvilket jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til). Og før jeg ved af det har jeg igen fødselsdag, for 24. gang.

Inden da skal vi lige have klemt en fest ind næste weekend - Philippe forsvarer på tirsdag sit speciale og på lørdag skal vi så fejre det med hans kolleger fra forskningsgruppen samt et par af hans nære kammerater hjemme hos hans specialevejleder skråstreg chef. Han er selv udkørt efter at have produceret selvsamme speciale, og ser vist ikke endnu hvor tæt han er på at være færdig, men jeg synes det er ret godt gået og glæder mig til at fejre ham.

Vi er langsomt begyndt at lede efter en lejlighed i Bern fra medio-december. Philippe har bestemt at vi skal have en 3-værelses (sådan nogle færdiguddannede mennesker får åbenbart hurtigt smag for luksus) så jeg ser frem til at kunne huse gæster, som nu heller ikke behøver rejse i 26 timer for at se mig. Der er frist for ansøgningen til Bern's universitet d. 15 december, så jeg er ved at få styr på alle papirerne, selvom SDU tager deres tid om at behandle meritoverførslen af mine credits fra HPU samt bedømme mit BA-projekt som er det sidste der mangler inden jeg rammer de famøse 180 ECTS. Jeg er ikke så bekymret for selve ansøgningen da det er rimeligt straight-forward; Jeg har med min BA i Dansk litteratur og sprog direkte adgang til uddannelsen jeg gerne vil læse, en MA i World Literature der primært undervises på engelsk. Jeg er totalt spændt på at søge ind, blive optaget (7-9-13) og begynde. Universitetet i Bern tilbyder gratis sprogundervisning i tysk på flere niveauer, og undervisningsafgiften er af symbolsk størrelse. Og så ligger universitetet smack in the middle a Bern's ældste bydel. Så det er med enorm optimisme og glæde at jeg langsomt men sikkert får sammensat min ansøgning. It's all looking good.

Jeg har faktisk også været syg, sådan rigtig syg (altså, ikke rigtig-rigtig syg, bare sådan syg-syg) og blev i den forbindelse pludselig slemt dehydreret. Grunden til at jeg fortæller det er at jeg er fascineret af, at jeg ikke betaler skat i Canada (jeg er en hårdtarbejdende waitress som kun får 9 dollars i timen hvilket er for lidt til at det kan blive beskattet og naturligvis heller ikke betaler skat af de drikkepenge der udgører 70% af min løn) men stadig kan få primo health care hvis jeg bliver syg. Jeg har således været ved lægen 3 gange under min sygdom (man skal jo have lægeerklæringer til sin arbejdsplads herovre) samt på skadestuen en enkelt aften. Den var sgu ikke gået i USA! Hvis man bor i Alberta i mere end 6 mdr har man ret til at få health care, og det er genialt. Nå, men jeg vågnede en fredag aften ved at Philippe rystede i mig, og jeg må da indrømme at jeg dårligt husker meget af det. Da jeg ikke var i stand til at tale sammenhængende men derimod i stand til at kaste op i vores badekar, mente han at det var på tide at tage affære og før jeg vidste af det lå jeg med et drop i armen på Foothills Medical Centre hvor jeg tilbragte 10 behagelige timer inden jeg kom hjem igen. Kan hilse og sige at sådan noget IV-væske rykker for vildt. Jeg blev testet på kryds og tværs og til sidst sendt hjem.

Små savn...

2011-06-06T18:47:00.002+02:00

(På vej ned ad Lady McDonald)
Har fået min mor til at sende Daim, Matadormix og skumbananer. Og jeg ville gå i graven for en rugbrødsmad med leverpostej og syltede agurker. Og måske et Eurowoman på siden. Eller en kold Carlsberg. Har snart været væk fra fædrelandet i 10 måneder og efter flytningen fra Hawaii og min DK roomie Camilla som jeg dagligt slog mine folder med (det var vilde ting og sager, havregrød fra morgenstunden, gamle Souvenirs hits om aftenen) er jeg begyndt at bevæge mig ind i en fase med savn til de små detaljer. Jeg stortrives i Calgary, men er træt af min eksamensskrivning som lidt har hindret mig i at få et fuldtidsjob. Jeg har søgt et par, været til en samtale, men har nok ikke udstrålt den store passion for arbejdsmarkedet da jeg samtidig har hovedet fyldt med digital literacy, fænomenologi og medieglobalisering og de dertil hørende 10 bøger der ligger derhjemme. Har efterhånden fundet mig til rette med at det er OK at være fuldtidsstuderende en ti dage endnu. Ud over det er det fantastisk at være her. Jeg stornyder lejligheden og Philippe, og det er en lettelse for os begge at vi ikke længere er afhængige af Skype eller United Airlines. Når man er sammen glemmer man helt at der også har været afstande og afsavn, men på samme tid lærer man at afstand er en naturlig del af alle livets forhold - også selvom man bor sammen. Det er nu meget fedt det hele, og jeg synes oveni købet at mine opgaver bliver gode. Så dermed er jeg forhåbentlig snart bachelor.

I dag var jeg på uni (University of Calgary) for at aflevere et par vandrestøvler, som rev mine fødder i stykker i går, tilbage til outdoor rental, og der var Graduation ceremony! Det var vildt fedt at se på, jeg var nødt til at stoppe op. Her var en hel sal proppet med caps and gowns og stolte forældre. Blev helt opstemt af det og kom til at ærge mig over at jeg ikke selv kunne se frem til sådan en mærkedag, mest af alt fordi jeg elsker at fejre. På den lyse side kan det være at Philippe når at få sit speciale godkendt til efterårs Graduation i midt november, det kan vel i første omgang blive afløb for mit behov for at fejre.
(Lady McDonald)
(Canmore set fra Lady McDonald, smuk sommerdag!)
Ja, fødderne var helt ødelagte i går. Og stadig i dag. Havde en ellers fed tur til Rocky Mountains (en begyndende søndagstradition) hvor vi ville hike Lady McDonald. Det gik lige i fødderne! Men flot udsigt selvom vi ikke nåede toppen. (Løbesko og mountain hiking er dårlig kombi!) Hjemme fik vi afprøvet vores "nye" grill, endnu en af arvestykkerne som Yves og Irene venligst har efterladt os i lejligheden.(Grill indvielsen på altanen som jeg i min Hawaii forvirrelse bliver ved med at kalde lanai) Sidste weekend var vi også i Rocky Mountains søndag sammen med Christian og hans nye tyske roomie, Hemming, som tilmed har en søster der læser i Esbjerg! Han ved hvad Slot's dåseøl og Aalborg akvavit er. Det gør schweizere ikke. (Random river i Rocky Mountains sidste weekend)(Jeg ser til imens drengene balancere på træstamme over floden. Hæhæ...) Vi ville gerne have lavet noget lidt sjovere end bare at gå ligeud, men der var for meget sne, så det blev til en trilletur langs en flod, som dog alligevel sneg sig op på nogle timer. Det er stadig i starten af sæsonen for hiking, men sneen er heldigvis næsten væk nu. Vi har haft tosset meget nedbør her også, hvilket er ret usædvanligt for Calgary, så føret var tilsvarende dårligere af den grund. Men dejlig tørt i går!

Formåede så også at ødelægge min iPhone i fredags, men jeg må sige at jeg er imponeret over dens ydeevne. Jeg torpederede den ved et uheld ned i mekanismen på en træningsmaskine i vores fitnesscenter og den blev mildest talt blendet dernede da jeg jo trænede for fuld skrue da det skæbnesvange øjeblik indtraf. Men nu er den altså så god som ny igen efter et lille skærm skifte! Jeg blev så ulykkelig da det skete at jeg næsten begyndte at hyle, for her i Canada er der to måder at få en iPhone på: Køb den uden abonnement hos Apple for en formue (som jeg ikke har) eller bliv kreditgodkendt og køb den billigt hos et teleselskab på en to eller treårig kontrakt. Jeg har hverken to år eller en canadisk kreditgodkendelse, så jeg var altså godt klar over at jeg var stillet face to face med en eller anden håbløs Samsung model hvis iPhone var død. Alle jer med iPhone ved hvad jeg snakker om! (iPhone efter mødet med epileptical trainer...)
(iPhone god igen!)

Ja, og så er jeg på vej på ferie. Philippes forældre kommer til Canada på fredag og skal rejse rundt i Alberta og British Columbia og vil altså gerne have os med. Først var jeg lidt stresset over at tage på ferie i en uge når jeg ikke har et job og gerne vil i gang, men efter Philippe fik talt et alvorsord med mig har jeg indset at man ikke siger nej til en uges gratis ferie i diverse nationalparker, Vancouver, Vancouver Island og Victoria. Rygtet siger at min svigermor ikke taler så meget engelsk (hvad skal man også bruge det til) og eftersom mit tyske efter en livslang fortrængning ikke er noget at råbe hurra for, kan det kun blive en succes at møde hende. Måske er manglen på verbal kommunikation en god buffer i den slags situationer, for jeg antager at så er der vel ikke så meget at blive uenige om. Mit tyske er iøvrigt i en form for bedring idet jeg med større eller mindre overlæg ser Schweizer Fernsehen's tagesschau ca. hver aften. Det er planen at jeg efter eksaminerne skal i gang med en uformel tyskundervisning så jeg forhåbentlig kommer lidt op i omdrejninger inden jeg pludselig står på Berns Universitet og skal læse en kandidatuddannelse delvist på tysk! Jo, det er godt med ambitioner.

Arbejdsmarkedet har ringet!

2011-05-20T17:51:00.002+02:00

Jeg sidder i nattøj, det er fredag morgen og jeg har igen sovet til kl. 9 (hvilket jeg selv synes er sent da jeg de sidste ni måneder har været vant til at vågne helt af mig selv kl. 6.30 da det gerne plejer at være heromkring det bliver for varmt at sove i en lejlighed uden AC i Honolulu). Dagen i dag har to formål. Jobsamtale og bacheloropgave. Jeg søgte materialer til opgaven i går, men droppede at tage turen ind til det offentlige bibliotek i Downtown da jeg så på søgedatabasen at de ikke havde særligt meget jeg kunne bruge. Det er løgn. De havde intet. Så må man ty til University of Calgary som ligger lige ved siden af lejligheden, og som jeg heldigvis kan benytte da Philippe (teknisk set) er studerende der. Jeg har brugt hans konto før til bogudlån, hvornår mon de begynder at undre sig over at en biomedical engineering studerende har et relativt stort forbrug af bøger om kultur- og mediediskurser samt globalisering? Han læser der dog ikke som sådan, men arbejder i en forskningsgruppe på byens universitetshospital, men cykler igennem campus området på vej hjem fra arbejde, og vi havde aftalt at mødes ved bibliotekstårnet. Ja, det er et helt tårn. De er dog ved at flytte bogsamlingen, så det viste sig at vi ikke kunne hente noget af det, men måtte bestille det til afhentning. Ellers kan jeg vildt godt lide UofC. Campus er kæmpestor. Det er virkelig sådan en hel by med stier, idrætsanlæg, undervisningslokaler, kæmpe bygninger, kæmpe cafeteriaer, kiosker, slet ikke ligesom HPU i Honolulu eller SDU i Odense. Det regnede i går, og haglede også på et tidspunkt, meget uvant for mig på dette tidspunkt!

Tidligere på dagen havde min telefon ringet imens jeg gik og gjorde rent i lejligheden. Det var arbejdsmarkedet. De ville have fat i mig. Så i dag skal jeg til min første jobsamtale kl. 1pm i Downtown et eller andet sted. Jobbet er som fundraiser. Ja, meget interessant. I beskrivelsen stod der at man bl.a skulle producere kommunikationsmateriale og organisere kampagneelementer. Det viser sig at jobbet består af at stå på gaden 8 timer om dagen og forsøge at få folk til at donere penge til velgørenhed. Og det er det. Ikke vildt fancy, vel? Lønnen er 12 dollars i timen og jobbet er inkl. dental insurance og group health insurance og arbejdstiderne er fra 10am til 6.30pm på hverdage. Med andre ord er det et rimelig okay basisjob, men desværre ikke et arbejde hvor du som sådan kommer til at lære en masse kolleger at kende, og jeg mangler nye venner. Men man kan vel få hørt en hel masse Mads og Monopolet i løbet af sådan en arbejdsdag...

Da Philippe og jeg kom hjem fra biblioteket senere skulle vi have taget et portætfoto af ham til hans CV, som i sammenligning med mit hurtigt afslører hvem der har mest potentiale til at være husstandens nuværende breadwinner. Jobbet som han søger er nærmest en perfekt reflektion af hans CV, og da den slags ingeniører (som derudover snakker flydende fransk, tysk og engelsk) ikke lige hænger på træerne i Europa antager vi begge at han har en decent chance for at virksomheden, som iøvrigt er norsk og med nystarten afdeling i Schweiz, vil være interesseret i ham. Jobbet er i Zurich. At se ham sidde og bakse med at skrive sine første rigtige jobansøgninger og sætte sit CV op får mig til at tænke på min egen uddannelse som jo endnu ikke er færdig, men stadig mangler den der lille, symbolske byggeklods der hedder en MASTER. Jeg håber virkelig at kunne gå i gang til februar, hvor det så end bliver henne. Det er dejligt at være i Canada, og heldigvis er her sådan set nok jobs at få hvis man ikke er så kræsen med arbejdstider, men det er svært at finde noget til mere end 14 dollars i timen, og alt der er ud over basis jobs i servicesektoren kræver gerne nogle års erfaring. Same old story! Når mine sidste eksamensopgaver er skrevet og jeg har fået meritoverført alle fagene fra HPU til SDU skal jeg i gang med at researche mulighederne for at læse min overbygning. Det bliver dejligt.

Der er lang weekend nu, ligesom derhjemme med Store Bededag. Vi har bare en eller anden Victorias Day på mandag. Vi har endnu ikke nogen planer, men mon ikke det kommer til at involvere noget med at sætte sig ind i bilen og køre mod Rocky Mountains, ud i den store baghave.

Forfra og forår i Canada!

2011-05-17T00:54:00.008+02:00

(Vores altan som indtil videre kun er bevilget en enkelt IKEA stol, modellen Jeff, samt vasketøj.)
Hvis det ikke allerede fremgår af min blog, så lad mig for alvor slå det fast nu: Jeg elsker Canada. Da jeg landede i Calgary i fredags ved middagstid og blev sendt direkte ind i immigrationen gik der to minutter, så var min arbejdstilladelse trykt og clipset ind i mit pas. Så let kan det altså gøres! Ingen lange ture på ambassader, ikke en hel masse dokumentation, bare mig og mit pas. Så nu er jeg altså fremme og det er vildt dejligt. Philippe hentede mig i lufthavnen, og så kørte vi ellers hjem. Og i IKEA! Calgary har en IKEA, og det betyder at jeg endnu engang er blevet mindet om hvor meget jeg hader at være i IKEA. Det er som om at der, når man træder ind ad indgangen, får lagt et usynligt dræn i armen hvorefter alt blodet langsomt suges ud af din krop, således at man i takt med at indkøbsturen skrider frem, bliver mere og mere modtagelig overfor ukritisk at hælde plasticklips, elpærer og bordlamper med svenske navne ned i den blå kæmpepose man ellers ikke troede man fik brug for. Men ak, man kan jo heller ikke klare sig uden de der småting i hverdagen, hvordan skal vi fx. kunne undvære et blåt tandbørstekrus i glas, hvad med frugtfadet og spisebordsdugen? Nej, vel. Vi har været i IKEA sammen før. Dengang glemte vi at få en plante med hjem efter vi havde betalt for den.

Til alle de som ikke lige kan kigge forbi til en housewarming øl er her en lille rundvisning i vores nye, fælles hjem! (Det ene skal dog ikke udelukke det andet, så kig endelig forbi hvis i har lyst!)
(Soveværelse)
(Walk in closet, mmm!)
(Til badeværelset findes to indgange, fra gangen foran køkkenet, og igennem walk-in-closet som ligger imellem badeværelse og soveværelse. Det jeg elsker mest ved boligerne i USA og Canada er, at de forstår at man har opbevaringsbehov og tager højde for det.)
(Køkkenet)
(Stuen set fra indgangen. Baren der adskiller køkken og stue skjuler spisebordet og barstolene.)
Weekenden er gået stille og roligt. Først og fremmest med at komme os over henholdsvis en intens eksamensperiode efterfulgt af en 12 timers nedpakningsopgave efterfulgt af en 15 timers rejse der betød at jeg pludselig havde været vågen i 36 timer, usmagligt lang tid, og i Philippes tilfælde, at komme sig over tabet af samtlige fire visdomstænder på en og samme dag. Lørdag var vi til annual book sale hos Calgary Reads, et kæmpe bogudsalg hvor jeg for sølle 13 CAD fik hjembragt både Margaret Atwood (nu er jeg jo i Canada, så skulle man være et skarn hvis man ikke interesserede sig lidt for deres litterater, ikke?), Jostein Garder, John Le Carre og nogle forfattere som jeg ikke vil nævne her fordi det er lidt pinligt (okay, det er Dan Brown og James Patterson. Litteraturens svar på hvidt brød. Vi elsker det alle, men det giver os intet udover en kortvarig fornøjelse.) I dag endte weekenden så, og jeg har haft travlt. Jeg har både haft travlt med at ønske min mor tillykke med sin fødselsdag, finde ud af hvornår jeg skal rejse til Danmark i juli på ferie for at få brugt min returbillet fra NYC, få genaktiveret mit canadiske telefonnummer samt tilmelde mig Alberta Health Care samt få det canadiske svar på et CPR-nummer, et SIN nummer. Det var pludselig en effektiv dag! Heldigvis er Canada dejligt simpelt, så det var bare at hoppe på et C-train som tilmed stopper 500 meter fra min dør, og køre ind til downtown og ordne det.

Nu er det ved at være aften, jeg skal lige vænne mig til de lyse nætter igen. Her bliver først mørkt omkring 21 tiden, på Hawaii går solen ned kl. 6 om vinteren og kl. 7 om sommeren, så der er lidt forskel. Desuden er lysforureningen meget lille helt derude i Stillehavet, langt væk fra alting. På mange måder er Canada meget mere lig Danmark mht klima, men en ting synes jeg er meget underlig. Man er altså meget handicappet uden en bil. Alt infrastruktur er udviklet i forhold til bilister. Så hvis du vil gå et sted hen kan det godt pludselig blive en udfordring at finde vej da man i reglen ikke anlægger fortove eller cykelstier ved siden af de 8 sporede freeways der går igennem byen. Ellers kan jeg godt lide det her, jeg er vild med lejligheden og endnu mere vild med at være i nærheden af min kæreste, langt om længe.

Og ja, hvordan afslutter man sådan en dag? Jeg har tænkt mig at gå en tur i træningscenteret som vi har i bygningen for derefter at lægge mig i blød ude i badekarret med John Le Carre og The Constant Gardner. I morgen skal der søges arbejde.

1 dag, 11 timer

2011-05-11T21:45:00.000+02:00

Er lige godt hvad jeg har tilbage i Honolulu. Kommer jeg mon nogensinde tilbage? Jeg ved det ikke. Jeg har pakket, og til min enorme overraskelse ser det ud til at jeg har plads til det hele. Hvordan det kan lade sig gøre har jeg ingen ide om. Jeg har to finals tilbage i dag, begge i mine kommunikationsfag, og i morgen kl. 21 flyver jeg til Canada - for real! Ikke flere ferier, ikke mere lånt tid, bare hjem. Til den dejlige lejlighed. Som har vist sig at have en spændende bonus. Den ligger lige ved siden af en mormonsk kirke. (Har de et navn?) Philippe er meget optaget af om søndagen at se hvordan mormoner kommer og går lige nedenfor altanen. I søndags var han så interesseret i at beskrive det for mig at jeg besluttede at det kunne være interessant at føre statisik for hvor hyppigt han anvender ordet "mormon" over en længere periode.

Lejligheden her er helt tom efter at mine ting er blevet pakket ned, sofaen er væk, ny ligger der en ekstra tysker derude i stedet for. Det er en af dem der skal flytte ind i stedet for Camilla og jeg. Hun er flyttet ind fire dage inden hun begynder at betale husleje uden dog at tilbyde at bidrage til husholdningen, sige tak for husly eller respektere vores husregler iøvrigt. Siden jeg i forgårs sagde til hende at hun blev smidt på hotel hvis hun røg her igen har hun ivrigt forsøgt at hilse pænt på mig, hvilket ikke ændrer på at jeg synes hun er pisseirriterende. Den anden tysker holder sig dog heldigvis langt væk, og det er godt, for hun er ærligt talt endnu mere øretæveindbydende end den første. Kl. var midnat en søndag aften da jeg blev vækket af deres tyske ævl, og da jeg gik ud i køkkenet i nattøj efter et glas vand stod hun med det samme med udstrakt, svedig håndflade og præsenterede sig på gebrokkent engelsk og insisterede på at jeg fremviste mit værelse, hvor hun altså skal bo. Sagde at kontoret altså var lukket og hun måtte komme igen en anden dag. Ja, jeg er ret træt af boligkonstellationen, men vi bor også tæt her nu hvor vi er fem i en to-et-halvt værelses.

De sidste par uger har været vildt stressende for mig, og jeg får nok ikke helt ro før jeg er kommet til Canada, har fundet et job og er færdig med mine SDU eksaminer. Derefter skal jeg finde ud af hvordan jeg får meritoverført alle fagene fra HPU og så videre. Det bliver skønt når der kommer ro på hverdagen, selvom travlt selvfølgelig også er dejligt. Det er et spørgsmål om tid før det begynder igen med at søge ind på en kandidatuddannelse. Jeg har lige indkøbt krimi til flyveturen i morgen, den skal bare gå stærkt! Både krimien og turen!

Lysten til at trække stikket ud...

2011-04-20T04:31:00.002+02:00

En af Philippes kolleger havde været på en konference i Honolulu over tre dage og kom tilbage til kontoret med kommentaren: "I dont get why youre having her move here when you could just move there"! Javist, Hawaii er ikke noget skidt sted at komme til for en stund, måske især ikke når man har fast adresse i Calgary. Jeg ved også godt at det er et enormt luksusgode der går mig tabt når jeg om ca. 24 dage rejser herfra permanent. Der vil ikke være flere ræsonnementer a la "Pyt med at vejret har været dårligt de sidste ti dage, jeg skal alligevel hjem til Hawaii." Jeg forsøger at nyde det. Men som tiden nærmer sig sæson for finals bliver det sværere og sværere at bevæge sig væk fra stikkontakten: Livlinjen til Macbook Airen og dermed studiet!

Nu er det jo heller ikke så simpelt at han bare kunne flytte herud. Det er jo USA, så det der med bare lige at flytte hertil er lettere sagt end gjort. Jeg må sige at jeg også er godt tilfreds med at komme tilbage til fastlandet. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted, og det hjælper ikke på min manglende tålmodighed at vi nu har fundet en skøn lejlighed som står klar til mig med indbo og kæreste og det hele når jeg ankommer 13. Maj. Faktisk er det så praktisk at vi overtager lejligheden direkte efter et Schweizisk vennepar som lige har fået barn og dermed har fået vokseværk. Det er en dejlig stor 1-bedroom apartment i NW på omkring 75 m2, lige ved siden af C-train og Safeway, fitness faciliteter i kælderen af bygningen og det bedste: Den er ny. Ikke mere klamt kollegiekøkken. Ikke mere renoveringstrængende, evigt beskidt trækøkken med myrer. Det bliver så skønt!

Så ja, nu prøver jeg at trække mig igennem powerpointpræsentationerne, Scantron-testerne (Scantron er sådan nogle ark der kan aflæses ved hjælp af en maskine som man besvarer multiple choice quizzer på - meget amerikansk!) og busturene. Jeg finder en stor støtte i Mads og Monopolet podcasts til sidstenævnte, og så prøver jeg ellers at reflektere over hvor hurtigt tiden går og hvad jeg har oplevet siden jeg rejste. Og det er ikke lige sådan at skære ud i pap. Jeg har oplevet nogle af mit livs absolut lykkeligste dage herude, men jeg har også savnet og følt mig isoleret fra hele omverdenen ind imellem. Sjovt nok er noget af det jeg har været mindst ramt af hjemvé, hvilket jeg frygtede inden jeg tog afsted. Jeg oplever snarere en mere kompleks form for hjemvé; nemlig længslen mod en svunden tid. Danmark og livet før Hawaii er blevet til en tidsbaglomme som fra nu af vil være uopnåelig at genfinde. Stedet er der naturligvis stadig, men selvom jeg tog tilbage ville det ikke blive det samme. Man erkender at have fundet en anden modenhed når man én gang er rejst og har erfaret at det som før var det absolutte hjem nu blot er endnu et sted som det er muligt at befinde sig. Næ, den skønne uskyld som der lå i glæden ved trygheden derhjemme, og overbevistheden om at savnet nok skulle indfinde sig er tilstande som man ikke kan bevæge sig tilbage ind i når man først har brudt dem. Og det er jo heldigvis hverken værre eller bedre, det er bare nyt.

Nu er der 23 dage tilbage og en masse skolearbejde. I mit forsøg på at overspringshandle de to online quizzer jeg skal tage inden midnat i consumer behavior har jeg været nede og købe både Vanity Fair (mit yndlingsmagasin) og The Economist (fordi det føles mere legalt at læse hvis jeg absolut skal være studiebøgerne utro.) Jeg er ind imellem så desperat at jeg går ind på US census bureaus hjemmeside for at læse lidt statistik. Jeg er sågar begyndt at abonnere på blogs om byplanlægning og har bildt mig selv ind at det er min nye, store passion. Hvis det ikke står i pensum er det interessant synes at være reglen. Men nu skal jeg altså tage den quiz.

Sidste runde

2011-04-03T02:36:00.007+02:00

(Kæmpe dino!)
Tiden går unægteligt hurtigt når man glemmer den. Pludselig er det snart april og min spring break ferie er forbi, pludselig har min far været på hawaii og er taget hjem igen, pludselig skal jeg til at tænke på at bestille en one way billet til Calgary… Der sker pludselig meget. Jeg holdt ferie hos Philippe, og det var virkelig ferie. Siden jeg kom hjem fra Canada i januar har der pludselig været meget at se til, søge om arbejdstilladelse til Canada, gæster, studier, praktiske ting… Jeg forstår mildest talt ikke hvor dagene er forsvundet hen. Det er med både stor sorg og stor glæde jeg ser frem til at flytte til Canada og dermed også væk fra Hawaii. På mange måder har det været nogle markante måneder - at flytte til et andet land, oveni købet en ø gruppe som ligger så isoleret som Hawaii, forelske sig hovedkuls på tværs af både landegrænser og nationaliteter for derefter at handle på det og flytte til endnu et nyt land.

Da jeg flyttede til Hawaii troede jeg at jeg kunne lide USA. Jeg har i dag en del forbehold der adskiller USA og mig fra at indgå et permanent kærlighedsforhold. Det giver sig selv at ethvert samfund nødvendigvis må bero på en konformitet blandt dets indbyggere for at kunne finde social sammenhæng, og amerikanernes konformitetskrav er at man skal tilskrive sig Det Amerikanske. Smeltediglen som den så populært kaldes. De kan godt lide at være en smeltedigel, og jeg finder at det Amerikanske i høj grad er en attitude man søger vedligeholdt her. Man kan sige meget om dem; den fede mad, deres ignorant-image, deres store biler og huse bygget i træ, det store, homogene kontinent hvor du overalt, til hver en tid, kan finde en Burger King eller en Wal-Mart uden brug af hverken GPS, kort eller sund fornuft. Alt du skal kunne er at åbne øjnene, så er det der, og det er over det hele.

Meget kan man sige, men amerikanerne er gæstfri, det kan vel dårligt benægtes. Du tilbringer sjældent en dag uden at snakke med en medpassager i elevatoren, ekspedienten eller bag- eller forlommen i køen på Starbucks eller i Safeway. De er hverken bange for at vise interesse eller rose deres omgivelser, og jeg tror virkelig at man oprigtigt skal hade kulturen og befolkningen for ikke at befinde sig udemærket her som tilflytter i en periode. (Det er jo trods alt ikke Danmark hvor man helst ikke bør snakke med folk man ikke kender.) Jeg hverken hader eller elsker Hawaii, og det er netop derfor det er underligt at skulle flytte herfra. Det er både og, men mest væsentligt af alt så er det bare et sted, ligesom alle andre steder. Jeg har haft mine op- og nedture her; Dage hvor Stillehavet syntes at adskille mig fra alt der var vigtigt og væsentligt for mig, og dage hvor øjnene var ved at trille ud af hovedet på mig af ren begejstring over skønheden, letheden og ubekymretheden der er lig med Hawaii. Måske har vi ikke noget akademisk kvarter her, men vi har Island time! Livet her er meget bekvemt hvilket særligt er manifesteret i de daglige rutiner. Man behøver aldrig kigge ud ad vinduet først for at beslutte hvilken påklædning man skal have på i skole, man behøver aldrig besvære sig med at tage overtøj med eller snøre sko, man skal ikke irritere sig over at cyklen manøvreres særdeles dårligt igennem sneen i vintermånederne, dine indkøb bliver pakket ned for dig og bare rolig, skabsplads i lejligheden skal du ikke bekymre dig om! Meget, meget bekvemt.

Måske er det min kritiske, Europæiske sans der taler, men det kan altså også være for bekvemt. Der er ikke noget i vejen med dårligt vejr en gang imellem, intet i vejen med overtøj eller snøresko, slet, slet ikke. Faktisk kan man sige at alle de her ting føles meget rigtige. Ikke fordi det skal være ens overtøj der giver mening med tilværelsen, men de små ting tæller også deres bidrag.
(Hula pige i bilen!)
Om 40 dage flytter jeg til Canada. Om 40 dage er alt pakket sammen, og det jeg har betragtet som min base de sidste 8 måneder vil forsvinde til fordel for noget nyt. Det jeg flytter til denne gang er også nyt, og så alligevel ikke. Philippe er ved at finde et sted vi kan bo sammen i Calgarys NW kvarter, og jeg er ret spændt på hvad vi kommer til at bo i. Det var lettest for ham at opsige sin kontrakt til 1. maj, og da jeg først kommer omkring d. 13-14 maj bliver flytteprojektet mest hans. Heldigvis er det ikke et svært tidspunkt at finde bolig på i byen da det største universitet afslutter sit forårssemester sidst i april og mange flytter for sommeren, så hvis vi er heldige får vi begge en billigere husleje. (Rigtig weekend hygge, bagning af Sonntagszopf efter alle kunstens regler...)Det bliver helt underligt at skulle finde et fuldtidsarbejde igen, det er ved at være nogle år siden jeg har haft fast fuldtidsjob med studierne, men det bliver en dejlig afveksling, og forhåbentlig vil jeg også få lidt mere økonomisk frihed. Det har været et stort savn for mig ikke at måtte arbejde i USA. (Vi ser paa fossiler...)
(...1000 brikker senere...)
Spring break var som sagt ren afslapning - vi fik drukket nogle fadøl og kastede os ud i hvad der skulle vise sig at være et kæmpe projekt - at samle et puslespil med 1000 brikker der alle har de samme farver (stort set da.) Ikke desto mindre var det meget hyggeligt at bruge en time på hist og pist når det enten sneede for meget til at gå en tur osv. Og så havde Philippe fødselsdag så det skulle jo også fejres. Det blev også til en roadtrip til Drumheller - en meget mystisk flække af en by næsten to timers kørsel fra Calgary, hvilket jo ikke er noget at snakke om for en canadier, hvis eneste og største attraktion er the Royal Tyrrell Museum som har Canadas største samling af dinosaur fossiler. Nu glæder jeg mig bare til at komme tilbage og flytte ind i vores nye hjem og tjene mine egne penge og møde nogle nye mennesker!

Næsten tsunami, helt sikkert Spring Break

2011-03-12T04:00:00.009+01:00

(nyhederne viser hvordan tsunamien er på vej til Hawaii som ligger smack in the middle af Stillehavet. Cliffhanger!)
Det var en overraskelse og så alligevel ikke da der torsdag aften i sidste uge blev udstedt tsunami warning i hele Hawaii som følge af det grusomme jordskælv i Japan. Allerede natten til onsdag havde der været højnet opmærksomhed omkring risikoen for tsunamier da et mindre skælv rystede vores næsten-nabo ø stat, men det blev heldigvis ikke til så meget mere. Torsdag aften havde jeg været ude og spise med min far som var på besøg, og havde den sædvanlige kop Starbucks (og ambitioner om en tur i fitness24) i hånden da jeg kom ind ad døren ved 20.30 tiden. Jeg tror Camilla sad og stenede fjerner. I hvert fald var der nyheder om jordskælvet i Japan, og det blev løbende opjusteret på richterskalaen. Der var også udstedt en tsunami watch som det hedder, men det tog vi nu ikke så tungt. Indtil vi så billederne: Enorme vandmasser der skyller ind over Japan og trækker alt med sig. Da vi sad der og så det live begyndte alvoren pludselig at gå op for os. På Facebook kunne vi følge vores Japanske studievenners bekymrede statusupdates og på TV skærmen kunne vi se hele områder blive fuldstændigt splittet ad. Og så kom den naturligvis, den officielle tsunami warning som er det højeste alarmberedskab der findes for tsunamier på Hawaii. Tiden imellem 21 og midnat blev pludselig hektisk og intens. Da Chile blev ramt af jordskælv i februar sidste år sad jeg hjemme hos mine forældre sammen med selvsamme og Jens og Anne og så live på CNN hvordan ø-gruppen aldrig blev ramt af nogen særlig betydelig tsunami, faktisk skete der ikke noget. Derfor var det nærliggende at skyde det fra sig i aftes - der sker jo aldrig noget! Men jeg skal love for at Hawaii tog det alvorligt. Ikke lang tid efter at der var udstedt tsunami warning begyndte folk at myldre ind i ABC kioskerne, Food Pantry og hvad Waikiki ellers byder på, hvor folk hamstrede drikkevand, batterier og dåsemad. Camilla og jeg havde ved 22 tiden bevæget os udenfor for at hæve kontanter så vi havde nogle penge i tilfælde af strømsvigt, og det var første gang jeg nogensinde har oplevet Waikiki på den måde: Luften var mildest talt tung som bly, sitrende og bedøvende som en feber, og Aloha var reduceret til bevidste smil udvekslet mellem fremmede: Dont panic! Alle var på vej et sted hen - og det hed Langt Væk.(Her sidder vi så med vores Budweisers og æder nyhederne råt som var det en anden katastrofe film... TV er noget underligt noget.) Tilbage i lejligheden kunne vi på de lokale nyhedsstationer følge med i via webcams hvordan byens store udfaldsveje var fyldt med biler, hvordan køerne til benzintankene ikke engang kunne rummes på skærmen og hvordan menneskemængden strømmede ud af Waikiki der tilsyneladende var ved at forbløde... I løbet af aftenen skærpedes bevidstheden om den potentielle alvor sig hos os, og da vores tyske roomate og hendes tre tyske veninder flygtede ud til Hawaii Pacifics Loa Campus på østsiden af Oahu i en taxa sendte Camilla og jeg et undersøgende blik frem og tilbage imellem os; Var det nu man skulle få pakket sydfrugterne og skride? På statens evacuation plan kunne vi se at vores lejlighedskompleks lå lige på grænsen af evakueringszonen. Her sad vi på 14 sal, 200 meter fra Stillehavet der langt, langt væk var ved at samle kræfter. Så længe man sad inde i lejligheden og puttede sig i sofaen foran TV'et var det hele okay, men som aftenen skred frem blev det mere og mere uhyggeligt at vove sig ud på først gaden, senere atlanen. Luftsirenerne gik af med jævne mellemrum og varslede om det uvisse, og det var netop uvisheden der var det ubehagelige - ingen anede hvad der var os i vente, men folk forventede tydeligvis det værste. Som natten skred frem imod kl. 3 som var fastsat som tidspunktet den skulle ramme os på opbyggedes der en vis spænding, som kulminerede omkring kvart i fire da vi kunne se i TV at revet ude ved Diamond Head (et landemærke tæt ved Waikiki) havde blotlagt sig totalt - det lignede kort sagt at Stillehavet havde taget en ordentlig indånding og holdt vejret indtil det så ville eksplodere lige op i Waikiki's åbne ansigt. Heldigvis kom ingen til skade, men Hawaii Big Island, som jeg skulle flyve til fredag morgen, havde fået så hård en medfart at vi besluttede at aflyse turen. Vi slap med skrækken!
(Camilla venter i spænding.)
(Jens og Anne i kropssproglig debat om hvem der har ret til at skyde feriebilledet fra Iao Valley State Park på Maui.)
Ellers har jeg haft travlt med alle mine gæster. Efter Philippe rejste hjem kom min far herned to dage senere, og sammen med Jens og Anne har vi tilbragt oceaner af tid på at holde ferie, hvilket mit skolearbejde har lidt en smule under. Vi havde fem regnfulde men dejlige dage på Maui, der som altid var smuk og fantastisk, og det var sjovt at genleve stederne jeg så i august. Som sagt var vi ikke ligefrem velsignede med det smukkeste vejr, men et par dage med solskin fik vi dog ud af det. (Et par glade turister der lige har nydt en vaskeægte Maui solnedgang i selskab med en familie Humpback Whales der lå og hyggede sig lige foran os.) Og så hjalp det jo også på sagen at vi var blevet indlogeret i en lækker ferielejlighed med dejlig havudsigt og køkken på et hotel der havde happy hour på Magaritas og Mai Tais hvor især den ældre generation rigtig fik lagt nogle dollarsedler. (Udsigten fra lejligheden i Kihei på en god dag. Vi stod ofte og kiggede på hvalerne der svømmede rundt ganske tæt på land.)

Og ja, så tog de alle hjem, først Jens og Anne søndag morgen, og så min far onsdag aften. Hvorefter jeg torsdag morgen tog til Canada for at holde Spring Break og langsomt begynde at flytte nogle af mine ejendele med mig. Jeg kom afsted med 55 kg denne gang. Både Steen som kørte mig til lufthavnen, samt Philippe som hentede mig igen da jeg var kommet frem, kiggede en ekstra gang på al oppakningen. Gud, jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde får slæbt mine ting med tilbage over Dammen. Det må blive med postvæsenet eller smuglet ombord af Steen på Korean Air's kargofly til København.
Men det var ikke lige sådan at komme afsted, for der var nogle ting der skulle gøres først - onsdag aften udviklede sig spontant da jeg besluttede at gøre alvor af lang tids overvejelse. Camilla og jeg har længe siddet og tegnet på os selv og hinanden i jagten på den perfekte tatovering, og da jeg kom hjem fra skole kl 21 onsdag var det med den besked at nu kørte bussen altså. Så vi traskede ned til vores på forhånd udvalgte tattoo biks hvor jeg fik min venstre fod dekoreret ganske stilfærdigt og med mådehold, hvorefter vi gik hjem og tegnede videre på Camilla, som endnu ikke er helt klar til at tage springet, men dog følte sig meget inspireret. Jeg havde ikke fortalt Philippe at den var blevet realiseret, så han kiggede med store øjne på mere end blot min baggage ved gensynet i aftes...

På grund af den manglende søvn natten forinden, mit fly afgik kl. 6.50, sov jeg som et lam hele vejen til San Francisco, og fik mig også lige en dejlig skraber igen på vej til Calgary. Da jeg landede var det åbenbart ikke nok at komme igennem tolden, denne gang blev jeg - noget mistroisk - sendt igennem immigrationen. Jeg havde tænkt på at de jo nok ville spørge til min arbejdstilladelse som ligger klar til mig, men som jeg jo ikke vil sætte igang før jeg flytter herop til maj, og det var da heldigvis også bare det de ville - viste det sig efter længere tids udspørgning om hvorfor jeg rejste så meget til Canada, hvor jeg kom fra, hvorfor jeg opholdte mig i USA, hvad min kæreste beskæftigede sig med og hvor han var fra samt om jeg nogensinde havde haft sammenstød med politiet nogen som helst steder i verden. Så nu er jeg hjemme i Calgary, og det føles virkelig som hjemme! Philippe, huset, bilen, byen, klimaet; det hele føles så velkendt og dejligt og jeg kan slet ikke vente med at komme herop. Så nu skal jeg ud og have et canadisk telefonnummer. Adios!

Kauai!

2011-02-24T03:19:00.016+01:00

(Dejlig strand og dejlige bølger på Kauai's north shore)
Kauai er et af de mest regnfulde steder på denne jord, og det var da heller ikke forgæves at vi havde pakket regntøjet da Philippe og jeg tidligt en søndag morgen tog bussen ud til lufthavnen for at nå vores 7:36am flyvning til Lihue, Kauai. Alt var parat; teltet, trangiasættet, soveposerne, det føromtalte regntøj samt insektspray og solcreme og hvad man ellers kan få behov for! (Philippe og en af vores fjerklædte venner...)
Vi havde fået permits til at campe i Koke'e State Park to nætter, og eftersom parken ligger i 1000 meters højde var vi godt klar over på forhånd at nætterne ville blive relativt kølige - ned til 7 grader celcius - og sandsynligvis også fugtige, eftersom højde og nedbør ofte hænger sammen på disse kanter. Det gjorde de også skal jeg love for! Vores første nat var noget af et vandfald. Det regnede faktisk uafbrudt, og da vi havde været så optimistiske ikke at sætte bardunerne fast havde en lille pøl altså dannet sig på taget af teltet og langsomt sevet ind - i min side! Vågnede således kl. 5 og var gennemblødt for derefter at vække Philippe - som altså sov som et lam ved siden af mig, knastør. Selvfølgelig! Fik således reddet mig en god forkølelse og endte med at bruge et par af vores dage på at hænge på forsædet af vores lejebil, totalt dopet på tylenol og aspirin med en feber der sagde spar to. (smuk waimea canyon!)
(waimea canyon en flot morgen...) Ikke desto mindre kom jeg mig da igen lige inden vi skulle hjem, men var stadig ikke frisk nok til vores ultimative plan; at hike ind med alt vores gear til en teltplads på øens nordkyst for derefter at tage en seks mil lang tur ind til et vandfald. Eftersom jeg knap nok var i stand til at holde øjnene åbne blev det ikke til så meget, men vi fik da gået det første stykke af intro-stykket til Kalalau trailet på nordkysten. Kauai's nordkyst er berømmet for sin skønhed og utilgængelighed. (aftensmaden bliver lavet...)
Faktisk er 90% af Kauai totalt utilgængeligt med bil, og kan dermed kun opleves til fods, fra luften eller fra havet. Hele nordkysten er bjerge og klipper og kan derfor ikke rigtigt ses med mindre man tager vandreturen langs kysten (Kalalau) - som hurtigt bliver en mindre ekspedition da man er nødt til at medbringe drikkevand etc. selv, og da turen er relativt lang er man ofte nødt til at have telt med da det vil tage mere end én dag at komme ud og hjem igen. Men nej, ikke for feberramte unge damer! Vi var også uheldige med vejret da vi faktisk kun havde én solskinsdag på hele turen, vi kunne ikke finde brændstof til vores gasbrænder og vi havde glemt at printe vores camping permit inden vi tog hjemmefra. Måske var vi en smule uheldige denne gang? (waimea canyon en våd, diset morgen... og ingen mobilforbindelse!) (Mig og flot udsigt...)
Hjemme i Honolulu igen var der pludselig meget der skulle nås inden Philippe skulle hjem igen. For det første var Jens og Anne kommet herned imens vi var på Kauai, så i sagens natur var der en velkomstdrink der skulle drikkes, jeg havde en prøve i skolen fredag eftermiddag, der var lidt shopping der skulle ordnes, en BBQ aften hos Steen og Maggie, og en cheesecake der skulle prøves - travlhed! Vi fik besøgt Hanauma Bay hvor man kan snorkle og se fantastiske fisk, vi fik padlet 10 km i kajak til den ubeboede ø ud for kysten ved Kailua Bay, Mokulua Island, set Humpback Whales boltre sig i havet, havskilpadder og delfiner og ikke mindst drukket en masse drinks!
(Ice cream after a nice swim on the beach...) (mini-hike i Koke'e State Park, masser af tåge! Stenet!)
(trave, trave...)
(Udsigten over Na Pali kysten)
Så trods vores uheld med min sygdom og de andre småting havde vi endnu engang fået oplevet en masse da Philippe fløj hjem til Canada i aftes. Nu kan jeg så se frem til en masse andre gæster: Som sagt er Jens og Anne og Casper hernede nu, og i morgen aften skal jeg hente min far i lufthavnen - det er skønt med velkendte ansigter! Tiden er fløjet, og pludselig har jeg været væk i et halvt år hvilket lidt er kommet bag på mig. Heldigvis bliver de velkendte hoveder hængende et stykke tid, og så sent som i går bestilte jeg flybilletter til Maui hvor min far og jeg samt Jens og Anne skal over i fem dage og holde den danske mentalitet i hævd! Det bliver skønt! (Island style food, coconut shrimp!)(Det simple liv er dejligt...)
(Vandfald.. eller et par...)

... For der er jo også sket noget andet: Jeg har fået min arbejdstilladelse til Canada og flytter nu derop d. 15 maj. Det betyder Mahalo til Hawaii og Aloha til Calgary. Hvad jeg finder af job må jeg vente og se, men jeg glæder mig enormt meget. Canada føles mere europæisk i mentalitet og opleves for mig som et langt mere åbent samfund for tilflyttere end USA er. Jeg har savnet og savner stadig at have muligheden for at arbejde, hvilket mit nuværende visum ikke tillader. Så lige nu er jeg klar på det hele, men håber selvfølgelig at finde noget der bare er en smule relevant for mig. Under alle omstændigheder har jeg lysten til at læse min Master, og gerne i centraleuropa, men hvor og hvad jeg ønsker at læse er en svær beslutning, hvorimod beslutningen om at se verden og være tættere på Philippe er en meget, meget åbenlys beslutning. Returbilletten til Danmark er i hvert fald sat på standby på ubestemt tid indtil videre - det er altsammen vildt spændende!

Tilværelsen er sød på Hawaii - ikke alene fordi marts byder på en masse Island Hopping med min far som jeg har savnet utroligt - Maui og Big Island - men også fordi Hawaii er et sted som man sætter en del mere pris på når afskeden er i sigte. Stedet er vildt statisk; vejret er altid det samme, det er de samme turister, de samme japanske brude og brudgomme, den samme bustur, den samme palme. Det er som om at man bliver lidt immun. Men det er også som om at man, når man snart skal væk, begynder at se sig omkring på en anden måde. Alle de ting som jeg for seks måneder siden havde ni måneder til at se og gøre, skal snart ses og gøres hvis de skal ses og gøres. Jeg tænker på alle de grå vinterdage (ja, og sommerdage for den sags skyld!) i Danmark jeg har tilbragt med at ønske mig væk til et tropisk klima, et azurblåt hav, en kold drink og en mild brise der løber igennem palmernes blade, og så ved jeg at det ikke er sidste gang jeg vil komme til at drømme mig væk. Der vil komme flere grå sommer- og vinterdage hvor jeg med garanti vil komme til at savne Hawaii; savne at vågne op kl. 6.15 til lyden af en bilalarm der lydforurener Waikiki, trække et par shorts og en t-shirt på og trave ned på Starbucks efter en grande coffee med mælk fordi man ikke kan sove igen på grund af varmen, pjække fra en eftermiddagstime fordi vejret er vildt godt og man vil på stranden, hente Ramen fra mit yndlings japanske spisested, Ezogiku, grine af de japanske trolley busser, få doggy-bagget sine rester på Cheesecake Factory, læse sine lektier ved poolen, grille med Steen og Maggie, stå skulder om skulder med alle de fremmede i bussen.... Jeg kunne blive ved. Man skal elske Hawaii imens man har den! Og man skal ikke tro at man har den for evigt...

Back to school!

2011-01-30T00:01:00.002+01:00

Er tilbage på min pind på Starbucks. Camilla og jeg synes begge der er lidt for mange lektier, og vælger derfor ind imellem at ignorere arbejdsbyrden totalt til fordel for at udleve en pseudotilværelse som udsendte diplomater med fri tjenestebolig. "Vi må lige have IT til at kigge på det på mandag" siger hun da vi opdager at der ikke er flere ledige stikkontakter. Tjenestebolig eller ej, vi er på Hawaii, og semestret er gået i gang.

Som altid er der en masse at lave, men heldigvis er mine fag lidt mere interessante dette semester. Jeg tager fagene Consumer Behavior, Integrated Promotion Management, Human Resource Management, Persuasion, Intercultural Communication og Pool. Det sidste er det jeg holder mest af, men de andre er helt ærligt også spændende. Jeg prøver at nyde skoletiden, for når jeg er færdig til maj går der jo i hvert fald nogle måneder inden jeg kommer igang igen - Uddannelse er sjovt, når du er igang gider du ikke, og når du ikke er igang vil du bare igang igen. Det er i hvert fald sådan jeg plejer at have det. Jeg har lige fået smidt min ansøgning om work visa afsted mod den Canadiske ambassade, det er også lidt fedt at tænke på at jeg skal derop og finde et job om ganske kort tid. Endnu mere spændende bliver det at sende ansøgningen til min kandidatuddannelse. Det er også en smule stressende, for jeg vil gerne finde en back up plan hvis jeg ikke bliver optaget på Uni of Amsterdam.

Bruger busturen ind til skolen på at læse om Kauai som Philippe og jeg skal til om to uger, og Big Island som jeg skal se med min far først i marts. Der er masser af gode ting at se frem til!

Vores tyske sambo er meget tysk. Hun er utroligt sød og meget hjælpsom, tangerende til det overdrevne. Fx spørger hun næsten hver dag om hun skal lave mad til én, hvilket både Camilla og jeg godt kan synes er lidt for meget. Vi arbejder i forskellige strategier om hvordan man kan overvinde fænomenet: Vi er kommet frem til at enten skal vi konsekvent sige ja tak hver gang, for så bliver hun vel træt af det på et tidspunkt, men man kunne også sige at ingen af os nogensinde spiser, og så er det vel også faldet lidt til jorden. Måske er det en kulturel ting med tyskere. Siri, min gymnasieveninde, har en bror som nu er bosat i Tyskland, og hun fortæller at dernede tager de køleskab, komfur etc med sig når de flytter - også fra lejeboliger. Som hun selv siger, hvis nogen skulle gøre den slags, så er det vel tyskere. Vores tysker har købt en ukulele som hun er ved at lære at spille på. Hvorfor tror du fx. at vi sidder på Starbucks lige nu?

Tidskapsler

2011-01-21T18:41:00.008+01:00

Da jeg til morgen vågner op i min seng i lejligheden i Waikiki er det som at vågne fra en meget lang drøm. Jeg kigger mig omkring, og alt er som det plejer. Ja, gulvtæppet er stadig beskidt, det larmer stadig fra gaden, morgenlyset er det samme, natbordet står der sgu også endnu! Har jeg overhovedet været i Canada eller var det bare noget jeg drømte?
(Flot Ø! Her bor jeg, fire måneder endnu.)

Jo, det har jeg vist. 35 dage endda. Hvad gik de med? Hvor forsvandt de hen? Er jeg ikke kun lige kommet derop nu? Tiden er løbet fra mig, og her til morgen er det slet ikke til at bære. Jeg kom hjem i aftes kl. 18.20, og kunne - inden jeg gik det enorme taxa/shuttlebus kaos i møde - nyde den smukkeste indflyvning jeg endnu har oplevet. Det var næsten religiøst! Hvis jeg kunne se Hawaii på den måde hver dag, ville jeg nok forstå bedre, hvorfor Hawaii er så vigtig at elske. På den anden side kan jeg bare kigge ud af vinduet, så ved jeg det. Solen var ved at gå ned, og vi fik nærmest panoreret henover hele sydsiden af Oahu... ikke dårligt! Som regel lander jeg altid når det er mørkt, eller også sidder jeg inde i midten og gider ikke strække hals... Jeg fik efter lang tids venten en taxa som blev kørt af en vietnamesisk mand som snakkede hele vejen fra lufthavnen til Waikiki, og at han dårligt snakkede engelsk afholdt ham ikke. Han var for det første ganske chokeret over at jeg ikke var gift, og var næsten ved at køre galt da jeg fortalte at min kæreste boede i Canada. "Ca-a-da! Is so col! How you want stay from Ca-a-da!" Det blev til en lang, lang enetale af hvilken jeg afmålte en ganske begrænset reduktion i stil med: Forskellige mennesker bor forskellige steder.
(Banff Fairmont. Hvem gad ikke godt bo der for en weekend? Vi var i Banff en weekend i januar for at stå på ski og bade i de 40 grader varme hot springs som området tilbyder. Fornemmelsen af at gå udenfor i bikini i -20 grader og snevejr er naturstridig, men når man først er kommet ned i vandet kan man sidde der for altid...) (Roadtrip, masser af sne og bjerge! Og pickup trucks!)
Men ja, Canada er koldt, og Hawaii er varmt. Da jeg kom hjem var det dermed iført jeans, hoodie, North Face vinterjakke og lune UGG støvler. Skønt... Selvom Calgary var koldt - ind imellem -30 grader - så gjorde de relativt mange solskinstimer op for det. Det er svært at sige særligt meget om byen, for den er ikke nogen glødende metropol, langt fra - det er en olieby. Canada er i besiddelse af den næststørste oliereserve i verden; problemet er blot at olien findes i sandbunden, og udvindelsen er dermed besværlig, og har først kunnet betale sig at gå i kast med relativt sent. Downtown Calgary er næsten rene kontorbygninger som holdes oplyste om aftenen for at det skal se levende ud. Man kan sige meget om Calgary... Til gengæld er der gode muligheder for at stå på ski og drikke øl, hvilket vi benyttede os af. (Poker aften, Philippe og Francisco gør sig begge klar til at tabe - til mig.) Når man ikke står på ski eller drikker øl kan man planlægge sin fremtid, og det var så det jeg gjorde, for det er sjovere end at skrive sin BA færdig. Jeg er dermed i gang med at søge om et arbejdsvisum til det store Canada, for nu skal jeg altså derop når jeg er færdig med min BA til maj. Hvad er pointen i at tage hjem til Danmark og bløde en masse kroner i skat når man kan finde et tilsvarende job i Canada og næsten ikke betale noget som helst i skat? Efter at have gået alle overvejelserne igennem, de rent praktiske altså, er jeg kommet frem til at jeg sådan set hellere vil se noget nyt end jeg vil til Danmark. Hele verden er jo ramt af arbejdsløshed, så hvad er forskellen? Og tanken om at kunne bo tættere på Philippe er jo også noget der helt sikkert trækker mig mod nord.

Ja, og ellers fløj tiden jo afsted med at flytte Philippes ting d. 31 december - det blev en sjov nytårsaften, for når man har flyttet en hel dag har man faktisk kun lyst til én ting: At være ligeglad og at drikke øl. Ja, når jeg lægger det hele sammen kan jeg godt se hvor al tiden er forsvundet hen faktisk. Man har jo lavet en hel masse. Og set en masse. Og mødt en masse. Og grint en masse. Og derfor er det også lidt trist at være hjemme igen. For nu er Canada måske også blevet en slags hjem - som man forhåbentlig kan vende tilbage til om nogle måneder. (Ting, ting, ting... Jeg er glad for at jeg ikke selv skal flytte imens jeg er på Hawaii...) Jeg er - indrømmet - også lidt skoletræt lige nu og er ikke helt motiveret ved tanken om endnu et semester, men det skal jo nok flyve afsted. Jeg har leget med tanken om et sabbatår imellem min BA og MA, men er ikke helt sikker på det længere. Hvis jeg kunne starte i februar 2012 ville det være fint, men at holde fri fra studierne fra maj 2011 til september 2012 er mere end jeg lige har appetit på, så jeg er begyndt at lede efter et universitet jeg gerne vil læse på, og jeg tror jeg har fundet det: Lad mig helt forsigtigt hviske det: UvA i Amsterdam. De har et stort antal unikke masteruddannelser undervist på engelsk, og det er kun en times flyvning fra mors kødgryder. Så det er med stor interesse at jeg er ved at planlægge min ansøgning som skal være universitetet i hænde d. 1. april. (Flot dag i Calgary, med masser af ny sne... Mmm...)
Men skoletræthed er én ting, at blive færdig med sin BA er en anden ting, og jeg er ganske opløftet over at kunne se frem til at blive færdig om fire måneder. I løbet af det næste semester får jeg også en masse dejlige gæster til at holde mig med selskab, og jeg har en god lang ferie på 10 dage i slut marts. (Den berømte spring break.) Min far kommer fra d. 24/2 til den 16/3, og jeg glæder mig helt enormt til at se ham. Vi snakker om at besøge Big Island, og da jeg stadig bliver helt blød i knæene ved tanken om Maui og al skønheden og naturligheden de andre øer besidder, så er det noget jeg ser meget frem til. Og så har Philippe forstået hentydningen i at forære ham et flot luggage-tag med påskriften "ALOHA" - Han kommer i hvert fald herned om 22 dage. :-) Måske en lille tur til Kauai ville være på sin plads...?

Knæk og bræk...

2010-12-29T22:03:00.008+01:00

Ja, jeg er ved at lære at stå på ski... Det er ikke helt let, men heller ikke helt svært, især ikke når man har sin private underviser som faktisk er instruktør og som nærmest er født med ski på. Typisk. Og nej, man kan altså ikke rigtigt stå på ski i Danmark, hvis nogen skulle spørge (navnligt amerikanere og canadiere som ikke ved noget som helst om hvor fladt Danmark er), men vi morer os da ganske godt; Jeg er ikke mere bange for liften men stadig ikke helt glad ved tanken om høj fart ned ad en stejl bakke. Og hvornår er en bakke så stejl? Det er den meget hurtigt når man er fra Danmark. Der ligger en park i Calgary (Canada Olympic Park) hvor vi for det meste kører hen for et par timer, og ellers er Rocky Mountains og alle de store resorter jo kun tre kvarter væk i bilen.
(En flot, udstoppet ulv i Zoo, fotograferet til ære for Conny!)
Ud over det har det jo været juleaften, jeg fik mandlen og mandelgaven (som jeg selv havde købt, så det var måske meget passende), ris a la manden var et stort hit, og hovedretten bestod af fondue chinoise, et schweizisk fænomen som jeg indtog med ganske stor tilfredshed. For mig er fondue for gastronomien hvad Britney Spears er for musikken; Man føler lidt at man har en håneret og på en måde er det lidt et stilmord man nødigt vil vedkende sig i fuld offentlighed, men alligevel stornyder man det ind imellem når der ikke er nogen der kigger med. (Jo du gør så!) Men i modsætning til Britney er fondue smadderhyggeligt, man sidder og tilbereder bite-sizes af forskellig slags kød og grøntsager imens man sludrer om alt og intet, dette og hint, stort og småt. Og det gør man så i timevis.
(Fin fugl...)
(Verdens nok mest akavede fugl...)
Og ellers triller juledagene jo bare afsted med biografture, fadøl, madlavning, ski, ture i zoo, boxing day shopping (en slags Canadisk Black Friday; og for de som ikke ved hvad Black Friday er, så kan jeg fortælle at det er en kæmpe udsalgsdag fredagen efter Thanksgiving) og så videre. I går var vi i Calgary Zoo - det er kæmpe stort og de har masser af interessante dyr. Jeg kan virkelig godt lide zoologiske haver, dyrenes uforudsigelighed er altid stærkt underholdende for mig. Men helt ærligt, hvem elsker ikke at se på dyr? Hvem elsker ikke at koge ud til en eller andet stenet dokumentar på National Geographic om bjerggeders græsningsmønster? Helt ærligt - jeg elsker det. Det er den eneste grund jeg har til at tænde for fjerneren, og eftersom jeg ikke har NG i min basic cable pakke tænder jeg aldrig rigtigt for TV'et derhjemme. (Til gengæld har jeg SoapNet som er meget fascinerende, der sker altid noget i The Young & the Restless!) Vi var i bio for at se 127 Hours hvilket var lidt af en satsning da handlingen i filmen er baseret på virkelige hændelser: En overmodig amerikaner tager - uden at fortælle nogen om hans færden - ud i Utah's rå Robbers Roost landskab hvor han ved et uheld kommer i klemme under en løsreven kæmpesten. Her sidder han så fast i flere dage indtil han endelig beslutter sig for at amputere sin arm med en sløv lavkvalitets lommekniv. Overraskende nok er det faktisk en virkelig god film! Og han overlever endda.
(Julepynt: Fortæl mig så, hvilket flag ser mest rigtigt ud?!)
Ellers går vi og venter på at kunne flytte alle Philippe's ting ind i det nye hus som han har lejet sammen med en kammerat. Og jeg er så småt kommet mig ovenpå en mindre forkølelse. Og så får jeg virkelig trænet mine Angry Birds skills... Ja, der sker virkelig noget. Efter nytår skal jeg i gang med at skrive min BA færdig. Ja, I hørte rigtigt... der er arbejde på programmet!

Mele Kalikimaka fra Canada

2010-12-29T21:08:00.008+01:00

(Risengrøden koger...)
Temperaturer og hukommelser er nogle sjove størrelser. Det er som om de slet ingen berøringsflader har, med mindre bestemte, begivenhedsrige hændelser binder dem sammen. Jeg ved naturligvis godt at der er pissekoldt i Canada om vinteren, men jeg anede ikke at det ville være SÅ pissekoldt i Canada om vinteren. Det var faktisk allerede pissekoldt da jeg trådte ind i flyet til Vancouver, og jeg endte dermed med at sidde forkrampet under min vinterjakke halvdelen af turen. Da jeg endelig kom til Calgary kl. 9.20 a.m. lørdag morgen havde jeg endelig fået varmen da det så var tid til at gå ud til bilen. De forfærdelige -17 grader lammede nærmest min vejrtrækning - Fornemmelsen af kuldegraderne, ens sarte, nygrillede hud der nærmest lader sig stivne under tøjet imens frosten æder hele Hawaii-kuløren af én… Jeg havde bestemt ikke kunnet forestille mig fornemmelsen på forhånd.
(Huset vi bor i er helt tomt lige nu da det er blevet solgt, og derfor kunne Philippe og hans roomies ikke længere leje det. Flytte, flytte...)
Og det er faktisk ganske forfriskende. Jeg savner årstiderne og det er noget unægteligt romantisk over sådan at holde jul i et hvidt vinterlandskab - rejse ud af troperne for at få lidt julestemning, og selvfølgelig se Philippe. Det er med andre ord rigtig, rigtig dejligt at være her, og det er kun endnu mere dejligt at jeg kan være her i mere end en måned. Vi har det altid ufatteligt sjovt sammen, hvor end vi er. Højtiden bringer et nyt aspekt med sig: Mad. Jeg har ganske kort sagt, efter mit møde med æbleskivepanden, haft en ufattelig appetit på danske retter. Så hvad jeg ikke har fået fra hånden efter min ankomst! Frikadeller og kartoffelsalat, risengrød, hjemmebagt rugbrød, pebernødder, æbleflæsk… Heldigvis har Calgary en Danish-Canadian club, og her var vi inde for at spise frokost i går, ganske uventet. Vi ledte faktisk efter en slagter/delikatesse med danske specialiteter der havde adresse lige ved siden af klubben, men vi kunne ikke finde den og besluttede at gå ind i klubben og spørge om vej i stedet. Bestyreren af klubben var fra Odense, og han har nok boet i Canada længe, for vi stod længe og snakkede begge engelsk mere eller mindre uden nogen accent, da han pludselig, ja nærmest konspiratorisk, spørger mig om jeg er fra Danmark. "Øhhh, ja, jeg er fra Esbjerg" hørte jeg mig selv på et pludseligt helt syngende fædrelandskjysk.(Jeg er blevet stolt indehaver af denne lille broche...)
På en eller anden måde blev jeg revet med af hele situationen, den jyske dialekt og Tuborgreklamen og før nogen af os vidste af det var Philippe og jeg installeret ved at dannebrogspyntet bord i færd med at bestille frokost. Eller det vil sige; Jeg var i færd med at bestille frokost. Makrel i tomat, sild i karry, fiskefilet med remo, leverpostej med bacon og sky, rejemad, gravad laks… Jeg havde aldrig troet at jeg på den måde skulle suge til mig af de sanseindtryk som juleplatter og sloganet "Wonderful Copenhagen" afstedkommer, men det skete altså, godt hjulpet på vej af en kold Tuborg. Jeg troede kun det var danskere over 80 der kunne anerkende værdi i disse fænomener, men nej, udlandsdanskere kan bestemt også, især op til jul! Min nye, Odenseanske/Canadiske ven var så venlig at komme forbi vores bord med to små brocher med danske og canadiske flag og hilsnen "hygge hygge" hvilket Philippe nu siger hele tiden ("hygga hygga, jaaa!"). Han kan også sige "frikadeller" men har store problemer med "dadler" og "risengrød". Iøvrigt er jeg ret sikker på at min Odenseanske klub-kammerat troede at Philippe var svensk, for han spurgte mig på engelsk om han var dansk, og når man siger at man er "swiss" på engelsk, så lyder det som om at man siger "swedish" meget meget hurtigt. Og nogle gange kender folk - igen, ofte amerikanere/canadiere - ikke den egentlige forskel på Schweitz og Sverige, og derfor kommenterer folk nogle gange at det da er dejligt at vores fædrelande ligger så tæt når vi nu bor så langt fra hinanden nu. Jeg tror nu godt at ham her kendte forskellen på at være swiss og swedish...
(Rugbrød, mmm...)
Ellers er hverdagen i Canada ganske stille og rolig, jeg kan endda finde vej til Safeway og hjem igen uden at køre på en eller anden motorvej uden afkørsler eller ende et eller andet hul-i-hovedet-langt-væk sted. Det var som sagt også dejligt at komme lidt af øen, især efter en ubehagelig afslutning i Honolulu med en nu eks-roommate uden retfærdigheds- eller virkelighedssans. Den slags oplevelser ærger mig altid, især når det drejer sig om mennesker som man har haft tillid til og som viser sig at være utroværdige og egoistiske. Det er åbenbart the downside af at skulle bo som man nogle gange er nødt til som (study abroad) studerende med mennesker som man ikke rigtigt har muligheden for at lære at kende før man, så at sige, er gået i fælden. Helt generelt har jeg et indtryk af at nogles moralske grænser er anderledes når de er på udlandsophold. Man er i et andet land i en begrænset periode, og måske er nogle mennesker mere ligeglade med hvad deres adfærd afspejler når dem man eventuelt træder på for at hytte sit eget skind, alligevel forsvinder ud af ens liv lige om lidt. Ja, og sådan er det jo nok bare. Ikke desto mindre er jeg iøvrigt glad for at jeg kommer hjem i januar til to nye roommates, for heldigvis er det langt fra alle der forfalder til dårlig opførsel. Og de der gør vil nok altid gøre det, uanset destination.

Julestemning - så småt...

2010-12-14T07:58:00.002+01:00

(Ovenstående billede er ikke taget i mit køkken, desværre. Det er ikke min æbleskivepande. Nej, nej. Men jeg ville godt nok ønske det) På en random shopping spree er jeg blevet opmærksom på en helt ny kategori af forbrug som jeg hidtil har overset - desværre, men med god grund. Williams Sonoma er en retailer der sælger high-end køkkengrej, specialty food items og meget andet lækkert. Der ligger en i Ala Moana - mit andet hjem - og jeg elskede den allerede første gang jeg trådte indenfor i går omkring 15-tiden. Hvorfor har jeg ikke været derinde noget før? Jeg er simpelthen gået forbi denne fantastiske butik mindst en million gange uden at ane hvilket indkøbsparnas der lå dér, så tæt på mig... Ja, men jeg var derinde i går, og jeg kan slet ikke slippe tanken, så jeg var også derinde i dag.

Noget af det jeg savner mest ved Danmark er maden. I New York følte jeg virkelig at jeg spiste fantastisk god mad konstant, men restaurantmaden på HI er ikke vanvittigt god (Cheesecake Factory er dog en sikkert vinder) for de sælger den jo uanset hvad, og fødevarerne generelt er noget lidt sært noget. Konsistensen på yoghurt er helt forkert og de ved ikke hvordan man laver ost eller bager brød. Jeg savner rugbrød, jeg savner leverpostejsmadder med rødbeder, jeg savner min mors juleand. Jeg savner æbleskiver. Så da jeg stod i Williams Sonoma i går og mit vandrende, grådige blik mødte en æbleskivepande midt i mylderet hoppede mit hjerte et par slag over. "Ebelskiver: A traditional Danish pastry". Ja, det kan I bande på det er. Amerikanerne påstår at vi plejer at lave dem med al mulig slags fyld, fx peanutbutter, og at man også kan lave "chocolate-ebelskivers". Jeg kan tilgive dem at de ikke kan udtale "æble" (jeg er jyde, så det kan jeg jo heller ikke selv kan onde tunger påstå) men vi har ved Gud aldrig puttet peanutbutter i æbleskiver! Eller lavet dem med chokolade! Hallo!
Siden i går har jeg forestillet mig hvor meget mere utrolig min jul ville blive hvis jeg havde den æbleskivepande. Så ville jeg stå i Calgary og bage hjemmebagte æbleskiver og sirligt påstå at det gør jeg da hver jul, "dybfrost, naaaaj, naaaj", sneen ville dale uden for vinduet og jeg ville ikke få mel på min lækre Abercrombie & Fitch sweater for mit nye Williams Sonoma forklæde er af en god kvalitet og størrelse.

Jeg sad i bussen i dag da mit bookingfirma ringede med mine nye flybilletter. Min afrejse på fredag er nu fastsat til kl. 21.20. Det vil sige at jeg ankommer i Calgary kl. 9.20 lokal tid lørdag morgen. Uden æbleskivepande. Jeg stod godt nok og sendte den lange blikke igen i dag, jeg samlede også én op og gik rundt med den i butikken lidt, bare sådan for at se hvordan det føltes, men endte med akavet at stille den fra mig midt i en dekoration for derefter hastigt at forsvinde ud af butikken. Jeg har erkendt at når man ikke er permanent beboer så sætter det nogle indkøbsbegrænsninger. Det koster altså en arm at få slæbt sine ting med hjem fra Hawaii til maj, og der er grænser for hvor mange kg jeg kan have med hjem på flyet. Jeg nøjedes med nogle cookie-cutters; et sæt i snefnug-form og ét sæt i hjerteform, og forklædet som til gengæld stadig kan få lov at værne om min stadig ligeså lækre Abercrombie & Fitch sweater.

Det sidste jeg tænker på er dermed marketing pop-quizzes og fremlæggelser; mine største bekymringer handler lige nu om forskellen på dansk gløgg og schweitzisk glühwein (samt hvilken udgave der indeholder mest alkohol), om man kan finde lakridskonfekt og kirsebærsovs i Safeway og så videre. Philippe har opsporet et bageri der bager rugbrød hver fredag, og dér vil jeg være at finde, hamstrende rugbrød, hver fredag de næste fem uger. Fryd!

Én god nyhed, én dårlig.

2010-12-12T09:14:00.004+01:00

(Oprydning...)
Ja, undskyld blog, jeg har ikke fået passet dig så godt som jeg gerne ville… Her kommer så lidt guilty-posting…

Niels og Joachim er draget videre til Alaska, og jeg må indrømme at stilheden efter deres forsvinden udløste mere hjemvé end jeg selv havde forestillet mig. Det er snart jul, og så er det slet ikke rigtig jul, for jeg er på Hawaii! Her er 28 grader om dagen, og sådan er det altså ikke når det er jul... Det har været en meget sær uge indtil videre. Den startede mandag med at drengene tog afsted, tirsdag gik med skolearbejde. Onsdag topper min liste som den mærkeligste dag. Den starter ca. 6.45 med at min far ringer mig op på min mobiltelefon - hvilket er ret usædvanligt, faktisk første gang det sker - og fortæller mig at jeg har fået et legat på 35.000 fra Fondation Idella. Jeg er helt tummelumsk, men forstår godt 35.000-delen og kan slet ikke forstå at det er rigtigt til at begynde med, så glad og overvældet er jeg. Dernæst sker der det at jeg kan høre at mine forældre diskuterer at hunden er syg, og vi afslutter samtalen da de beslutter at køre hende til dyrlægen. De næste mange timer bliver hun behandlet og gennemgår også en længere operation men dør desværre til sidst - Stakkels Emma! Det var ganske ulykkeligt og uventet, og for første gang fornemmede jeg virkelig hvor afskåret jeg følte mig. Jeg kunne ikke lige tage hjem selvom jeg havde lyst til det. Jeg er faktisk ret langt væk! Det er helt underligt at tænke på at hun ikke mere er der til at sige goddag når man kommer hjem... Jeg kan slet ikke forestille mig mine forældres hus tomt og uden gravhund, og det ved jeg at de heller ikke selv kan. Jeg er rigtig ked af at jeg aldrig mere skal kramme hendes lille buttede krop eller snuse til hendes varme pels. Det er noget sært noget med de kæledyr når de dør; man ved jo at det bare er en hund, og at man kun har den for lånt tid, og alligevel gør det ondt når de forsvinder. Især når det er så uventet.
(Niels og Gloria - drengenes afskedsgave til mig; et ballondyr! - hjælper mig med min broadcast assignment)
Philippe foreslog mig derfor at jeg tog til Canada lidt tidligere for at indhente lidt julehumør og aflede tankerne lidt, og det var pludselig ikke en helt dårlig idé (det fik i hvert fald min grødede stemme til at holde op med at vræle "my dog is dead") - min oprindelige flybillet havde udrejsedato d. 21/12, men min skole slutter d. 17, og jeg skal ikke andet, så nu har jeg ændret den til d. 17 om aftenen og venter på at flyselskabet bekræfter den. Udsigten til 35 dage i kolde Canada, sorgen efter at have mistet min yndlings-vaps, de uventede 35.000... Så mange modstridende begivenheder på én dag., så mange tanker. Der var kun én løsning: Shopping! Abercrombie & Fitch, Nordstrom, Levi's, Sephora, Victoria's Secret... Jeg er altså ligeglad med hvad folk siger; Shopping hjælper! Og nu kan jeg også holde varmen med stil imens jeg skriver min BA færdig på diverse Canadiske Starbucks - når jeg da ikke står på ski i Rocky Mountains' lækre resorter eller slapper af derhjemme sammen med Philippe :-) Jeg elsker at shoppe i USA. De pakker alting ind i silkepapir og man får sine ting i fine papirsposer, ikke alt det der billige plasticpose crap som vi kender det i Danmark. Det holder 100! Desværre afstedkommer det også en hel mængde emballage, og jeg er dum nok til at tro at jeg vil kunne anvende det hele igen til et eller andet fantastisk en skønne dag, men sandheden er at man kun har glæde af den slags ting én gang, og det er når man bærer sine indkøb hjem fra butikkerne. Hvilket jeg i dag har måttet sande, hvorefter jeg gik i gang med at rydde op i alle de ting og sager der har hobet sig op igennem de sidste fire måneder.

Oprydningen får mig også til at indse hvor sindssygt stærkt tiden går. Jeg føler lige jeg er kommet herned, og nu er det allerede jul, og mine to roomies, Carina og Malene, rejser væk fra Honolulu et par dage efter at jeg tager til Canada. Det er også allerede en måned siden jeg stak af til San Francisco. Hvordan gik det til? Ikke desto mindre er jeg glad for at det er juleferie om lidt, at jeg skal til Canada og se noget nyt, og mit sidste semester byder på en masse fede ting - besøg fra Danmark bl.a - så der er kun gode ting at se frem til, og sådan har det jo i grunden altid været.

Jeg glæder mig utroligt meget til at skrive min bacheloropgave færdig. Jeg var jo så dum/uheldig at få stjålet min macbook som jeg ikke havde backup af - det vil sige at min 99% færdige opgave gik tabt en uge inden jeg rejste til Hawaii. Der skal heldigvis en del til at slå mig ud, så jeg gik jo i gang med at rekonstruere den med vanlig håbløs optimisme. Det lykkedes også nogenlunde, bortset fra at jeg jo var død utålmodig. Jeg mangler stadig en hel del teori i opgaven, og målet er at jeg i samarbejde med Philippes bibliotekskort til University of Calgary og Starbucks skal færdiggøre opgaven inden skolestarten på Hawaii d. 24/1. Jeg glæder mig meget til fornemmelsen af at have frie tøjler, lade tankerne løbe og fordybe mig. Der er mange ting jeg savner fra det danske undervisningssystem, og mit gamle fagområde inden for humaniora savner jeg især. Undervisningen herovre er speciel på nogle punkter; man samler point sammen i løbet af et semester, og ethvert fag har en pointskala (fx. 1-100 eller 1-1000) som man så bedømmes efter. Man består typisk efter 65% mener jeg det er, men heldigvis kan man indsamle extra credit ved at lave alt muligt underligt. Det giver ikke så meget mening for mig at man kan forbedre sin karakter ved at hjælpe med at uddele flyers en lørdag eller besvare en survey på nettet, men det kan man!

De lider også af det jeg kalder akademisk tunnelsyn; Man får anvist undervisningsmateriale i starten af semesteret, og det er typisk ét hovedværk pr. fag. Og den BOG er så bare BOGEN hvori al sandhed skal findes! Ofte bliver man testet i quiz format, og her handler det mere om at kunne huske/slå op hvad BOGEN siger fremfor egentlig at udvise en selvstændig forståelse af materialet. På den måde bliver en del fag baseret på udenadslære. Jeg er ikke god til at memorere modeller eller ting jeg skal huske (kan sjovt nok sagtens memorere ting jeg absolut intet reelt behov har for at vide) så jeg har haft svært ved enkelte prøver på grund af quiz formatet. Det er ærgerligt at klare sig dårligt når man forstår materialet men ikke kan huske ét eller andet præcist formuleret. Med andre ord synes jeg til tider at de quizzer er noget værre flueknepperi, sådan ord mæssigt.

Visit...

2010-12-11T03:00:00.008+01:00

(Øl!)
Ja, jeg har rigtig fået hygget mig med Niels og Joachim imens de var her. Vi har lavet mad, hængt ud i sofaen, læst Sky Mall kataloget med stor iver, været på roadtrip, og virkelig bare fjollet rundt. Good times! Det har været masser af sjov at have besøg af dem. Vi tog en lille roadtrip på Oahu i ferien hvor en af de mere væsentlige begivenheder var udforskingen af den amerikanske kultur, der særligt manifesterede sig da jeg forsøgte at parkere bilen imens jeg satte halvanden kanelsnegl til livs. Dét, blev vi enige om, er essensen af den amerikanske kultur! Man æder imens man kører bil. Ak ja, meget kan lade sig gøre med automatgear!
(Niels og Joachim leger i turistuniformen)
Derfor er det også lidt trist at de er rejst videre, og det var også lidt træls at de skulle være her i en af de travleste uger jeg hidtil har haft skolemæssigt. Jeg har godt nok haft nogle lange dage ind imellem! Men der blev jo tid til det hele, også afslapning ved strand og pool og middage ude og et besøg i Waikiki Aquarium hvor jeg købte et mægtigt flot delfin postkort til Conny.
(En meget grim fisk i Waikiki Aquarium)
(Mig og Joachim diskuterer hvilket item fra Sky Mall kataloget vi helst ville have - Turtle Bay i Thanksgiving ferien)

Business Time

2010-12-03T02:48:00.006+01:00

(Drengene slapper den)
Der er nok at se til, lad mig starte med at slå dét fast. Vi har ramt den anden side af Thanksgiving, og det betyder at der altså virkelig er kommet gas på skolen her henimod semesterslutningen. Det er en helt anden form for eksamensstress end jeg er vant til - nok fordi jeg aldrig rigtigt har haft eksamensstress. Det er heller ikke så meget prøverne i sig selv, men alle opgaverne, gruppearbejderne og præsentationerne. Det er sådan lidt gymnasieagtigt, bortset fra at det er universitetet. Jeg glæder mig enormt meget til juleferien.
(Niels pakker vores Thanksgiving Dinner ud)
I denne uge har der været fuld knald på, og det fortsætter indtil ferien begynder. Jeg har heldigvis allerede afsluttet ét fag, og på onsdag afslutter jeg et andet, men der er stadig en god del af det hele der falder sammen i denne og næste uge. Marketing er blevet mit utilgivelige hadefag - mest fordi vores underviser har lagt alt for meget ind i vores plan og vi har meget svært ved at nå det vi skal indenfor undervisningstiderne. Ud over alt skolearbejdet, der jo ligesom kulminerer nu, har jeg travlt med at vælge fag for næste semester, ordne praktiske ting i forhold til næste års SU og SU-stipendie, finde en ny lejer til det ene værelse i lejligheden samt at more mig med Niels og Joachim der er i Honolulu lige for tiden. De har været ude og rejse i godt og vel tre måneder i Australien og New Zealand og har et lille stop her inden de skal til Alaska på mandag. Jeg er lidt ked af at jeg ikke har haft bedre tid til at fjolle rundt med dem, jeg kunne snildt have brugt al tiden på at lege "Funny Bunny".. Heldigvis har vi fået tilbragt en masse gode timer sammen, og Thanksgiving ferien blev mere eller mindre brugt på pjat og pjank med drengene, og en vietnamesisk thanksgiving dinner foran fjerneren.
(Joachim havde længe beundret andre mænds mullet-frisurer, så Niels og jeg besluttede os for at opfylde hans store ønske for ham en aften ude på altanen)
Jeg forstår sgu ærligt talt godt at amerikanerne bliver sindssyge. (Well, nogle af dem.) Min dag har været som følger: Brugte morgenen på at lave marketing gruppearbejde som vi skulle fremlægge til timen senere. Kl. 12.30 starter timen, og selvom vi har halvanden time og vi er fem hold der skal lave en fremlæggelse á hver 10 min. er det kun de fire der når det - min gruppe blev der naturligvis ikke tid til, og det er jo skønt når man har siddet og knoklet hele formiddagen og ellers var kampklar. Så giver underviseren en masse modstridende informationer (dem lærer man at ignorere.) Så går man ned og tager en overfyldt bus, står af ved Safeway og køber ind, og det eneste man kan høre imens er Salvation Army-klokkeren der står udenfor døren og er klar til at give dig nedsat hørelse. Ind i ny, fyldt bus, ud igen, op i lejligheden, trække vejret. Man er meget tæt på fremmede mennesker når man kører så meget i bus, og solbriller og musik er et must for at kunne overleve det ind imellem! Man finder virkelig ud af at der er forskellige opfattelser af hvor relevant personlig hygiejne er, og mange andre interessante ting...
(Hjemmeklip er altid bedst: bemærk kærligheden Niels lægger i opgaven.)
Nå, men vi fik altså ikke fremlagt vores marketing opgave i dag. Den kan vi så fremlægge på tirsdag i stedet, hvor jeg i øvrigt også skal fremlægge min individuelle marketing plan i samme fag. Men det er heldigt at jeg ikke sådan behøver sidde og kede mig nu, for i morgen skal jeg fremlægge en anden opgave med en anden gruppe i et andet fag. I weekenden skal jeg lave opgaven til mit online fag, samt lave min del af et gruppearbejde til et advertising fag til mandag. Mandag og onsdag har jeg blandt andet final exams i ét fag, torsdag skal jeg aflevere en stor semesteropgave. Ja, der er nok at se til op til eksamen...

San Francisco tur/retur

2010-11-17T03:09:00.037+01:00

(Smukke San Francisco, ich liebe dich!)
"Did you know that Denmark has the two oldest amusement parks in the world? We invented that whole thing!" ævler jeg løs imens jeg lykkeligt spiser løs af den manchego der lige er blevet serveret. Vi er på en spansk tapas bar et sted omkring Nob Hill, jeg er i gang med min anden Stella Artois og er helt høj over at have fundet rigtig ost - det er en sjældenhed i USA, ligesom godt brød (de kan bare slet ikke finde ud af det).
(Golden Gate nedefra)
Imens vi langsomt arbejder os igennem menuen af spanske specialiteter er jeg nemlig kommet i tanker om denne random information om mit hjemland, som jeg ind imellem desperat forsøger at eksistensberettige når jeg kommer i tanker om at Schweiz har både Røde Kors, chokolade, ost og alle urene. "That's because Denmark is so boring that you just had to come up with something funny to do in order to stand it" griner Philippe af mig - med lidt for stor selvtilfredshed. Jeg giver op. Danmark er jo kedelig, for guds skyld. Vi har hverken bjerge, vulkaner, ekstreme vejrforhold eller Victoria's Secret. Når man sidder i San Francisco savner man ikke Danmark. Når Hawaii er stedet man rejser hjem til når ferien er forbi savner man slet ikke Danmark.

(Golden Gate Bridge)

(kæmpe måge! Ville ønske jeg havde haft en æske tændstikker til sammenligning...)
Torsdag d. 11/11 fejrede USA Veterans Day, og i anledning af den (med vold) forlængede weekend havde Philippe og jeg aftalt at mødes i San Francisco fra onsdag til mandag morgen. Så vi fløj begge til SF onsdag fra henholdsvis Canada og Hawaii; Jeg var i skole inden jeg tog ud til lufthavnen og forsøgte med ringe success at camouflere min Samsonite med min jakke - hvilket i sig selv er dumt da man normalt aldrig har en sådan jakke med sig rundt her. Sagen er den at jeg allerede har holdt fri en hel uge da jeg var i Canada sidst, og med en sygedag ugen forinden var mere fravær ikke lige sagen for goodwill kontoen. De går meget op i fremmøde! Ikke desto mindre var jeg bedøvende ligeglad med fravær og alt andet skolerelateret da jeg få timer efter stod i Honolulu's lufthavn som jeg efterhånden er relativt stedkendt i. Tanken om at komme lidt væk fra øen, opleve San Francisco som alle lovpriser, og naturligvis også se Philippe igen gjorde mig så glad at jeg i total affekt flottede mig med indkøbene af både Time Magazine, National Geographic magazine, en pose M&Ms og en lei - blomsterkrans - som jeg allerede umiddelbart efter købet var i tvivl om formålet med. Før jeg vidste af det stod jeg i SFO. Hawaiian Airlines var okay, men generelt er der ikke så meget sjov ved flyvninger fra Hawaii til Mainland, de fodrer ikke en særligt godt og deres entertainment systems er aldrig særligt interessante. (Delta er meget bedre!) Ved første øjekast var SFO en smule forvirrende. Det lykkedes os ikke desto mindre at finde hinanden til sidst på trods af at være landet i forskellige terminaler, og SFO er forbundet direkte til byen med deres BART tog, så en halv time efter at have sagt hej til hinanden igen stod vi i hjertet af San Francisco. Vores hotel lå perfekt placeret lige ved siden af stationen for både BART toget og endestationen for en af byens cablecars, så vi var ganske tilfredse.
(Sausalito på en smuk efterårsdag)
(Sausalito havde lakridskonfekt! Dette bragte stor glæde; mest hos mig, for Schweizere kender åbenbart ikke lakridskonfekt, og selvom jeg meget begejstret forsøgte at tilvænne Philippe lod det ikke rigtigt til at fange hans interesse. Hvilket betyder at der er mere til mig når vi ses igen til jul.)
(Sausalito's lille havnefront)
Torsdag, den første hele dag vi havde i byen, lejede vi en bil og kørte som det første over den fantastiske Golden Gate Bridge til lyden af det klassiske SF rockband Jefferson Airplane. Hvis dét ikke er én af de ting man er nødt til at gøre før man dør, så ved jeg snart ikke hvad jeg ellers skal sætte på dén liste! Vi er kræsne turister, så vi fik faktisk set broen fra hele tre steder, alle på nordsiden af broen. Bagefter slog vi et smut forbi Sausalito, en hyggelig lille by nord for San Francisco som er utroligt charmerende. Jeg må sige at det stærkeste indtryk jeg har fået med hjem fra byen og området er fornemmelsen af fortidens charme og nostalgi; gamle hippier med deres guitarer og generel laid-backness kombineret med storby. Efter Sausalito kørte vi ud til kysten igennem John Muir skoven som vi opgav at undersøge nærmere på grund af de enorme mængder gæster den dag - det var jo helligdag, så folk var jo taget i skoven. (Napa)
(Pænt nice vingård, hva?)
(Vinmarker, solskin og smukt efterår i Napa Valley)
(Sunny Napa City) Vi kørte videre op til Napa Valley for at smage vin og se solskin - der var vinmarker så langt øjet rakte! Vi stoppede et par steder og købte også lidt, men var enige om at det europæiske marked for vin var generelt var mere intelligent - I Europa behøver god vin ikke koste en arm, men herovre er det som om at de er så imponerede over selv at kunne lave vin at de automatisk går ud fra at de har skabt verdens ottende vidunder. Typical american! (Generelt er vi sjovt nok enige om at Europa er en del sejere and Amerika) Men vi fik da en flaske med hjem, og tog turen tilbage til byen over den smukke Oakland Bay Bridge. Udmattede drog vi derhen hvor vi vidste lykken var: Cheesecake Factory! Det er en kæde, ja ja, men nøj det er godt, man kan aldrig beslutte sig, og man spiser altid for meget.
(Kold, mousserende vin hjembragt fra Napa og hvad spotter mit øje i forgrunden? Er det en pose med chokolade? Ja, det er det faktisk. F-e-r-i-e...)

(Chinatown)
(Cool adults sluppet løs i storbyen; kortet var nu en ret god hjælp.)
(Smuk by. Godt de kører med automatgear i Guds eget land.)
Dagen efter var det tid til at udforske selve byen. Hvis man selv har set det forstår man simpelthen ikke at gader kan være så stejle som de er i San Francisco! At være løber hér må give nogle seriøser plusser på konditionskontoen, og man tænker sig nok om en ekstra gang inden man giver slip på barnevognen - eller noget som helst andet for den sags skyld! Bare det at gå rundt i byen var faktisk en af de bedste oplevelser, for den er så charmerende at man er helt bedøvet (også i benene.) Fisherman's Wharf med Fish'n'Chips og kolde fadøl var til gengæld noget der kunne lindre de ømme fødder. Det er lidt af en turistfælde, men på en solbeskinnet dag kan man ikke lade være med at holde af denne del af byen og Pier 39 med dens friske havluft, massevis af restauranter, og liv og glade dage. I det hele taget var vores ferie velsignet med fantastisk efterårsvejr - milde, solrige dage omkring de 20-22 grader hvilket er helt anstændigt for San Francisco i november.
(Wow, sightseeing by foot er en god workout i denne her by!)
(Fishermans Wharf)
(Mmm... Anchor Steam smager godt... Især i San Francisco.)
(Søløverne ved Pier 39! Der er skræmmende få af dem, for de besluttede sig for at forsvinde for snart to år siden, og de begyndte først at vende tilbage for et års tid siden. De er nogle kære små pølser når de ligger og putter sig. Jeg ville mægtigt gerne have set hvordan de bar sig ad med at komme op, men det fik jeg altså ikke mulighed for til min store skuffelse. Men stadig, dyr i det fri, Fryd!)
(Flot havn, Pier 39)
Alcatraz Island og den gamle fængselsbygning var også noget af en oplevelse. Turene derud er populære, og især aftenturen bliver gerne udsolgt op til flere uger i forvejen. Vi var naturligvis forberedte og havde booket billetter i forvejen, så fredag aften var vi på den mest turistede tur overhovedet! Jeg er ikke meget til arrangerede turistting, men man kan ikke komme derud på andre måder rigtigt, og selvom vi havde vores bange anelser i begyndelsen var det en overraskende god tur. Og oveni kommer der jo en bonus i form af sejlturen! Den var virkelig fantastisk, og vi fik en skøn udsigt over bugten badet i den skarpe aftensol.
(Alcatraz Island!)
(Golden Gate Bridge set fra Alcatraz Island)
Selve indledningen til turen var anledning til megen morskab; vores første guide der bød os velkommen var en rigtig amerikaner og han elskede at høre sig selv! Heldigvis bestod størstedelen af turen i den audiotour der er tilknyttet selve cellebygningen, og novra, det var skummelt! Atmosfæren var virkelig unik og speciel, og synet af de små celler, den kolde belysning, fornemmelsen af cement gulvet under mine fødder var passende uhyggelig. Og så er der jo naturligvis alle de gode røverhistorier!
(Hvad siger du til det, Frk. Frandsen? At stå inde i en af Alcatraz' isolationsceller var ikke ligefrem en behagelig oplevelse! Ikke desto mindre skulle det jo prøves.)
Man kan ikke besøge San Francisco uden at køre en tur i deres søde cable cars. Disse klenodier trækker hver dag læssevis af tykke amerikanere op over stejle bakker fuldstændigt selvdrevne. Det er først rigtigt imponerende når man selv har prøvet at køre i dem - de er absolut bedårende, også selvom de er et trækplaster for turisterne. Endestationerne er altid proppede, så tricket er at man hopper på nogle stop inde på ruten. Da vi først havde gennemskuet fik vi brugt dem en del - da en af endestationerne lå 10 meter fra vores hotel var det jo oplagt at tage den hjem om aftenen når fødderne var færdige.
(Cable car museum demonstrerer meget pædagogisk hvordan de fungerer.)
(Takket være denne lille 3-dages billet til den offentlige transport fik vi skam-kørt byens dejlige cable cars. Vi fandt også ud af hvordan vi kunne undgå de længste køer - de er super populære blandt turisterne.)
(Cable cars! Jubii.)
(Jeg ved godt at det er plat nu, men se hvor fin den er, og den er helt anderledes end de gule brandbiler vi har i Honolulu!)
En anden fed ting ved San Francisco er Golden Gate Parken - den er kæmpe stor! Søndag tog vi bussen vestpå til parken og smed os ellers i græsset med ginger ale og sandwiches. Californians kan godt lide at cykle, løbe og alle de der ting, og parken er fyldt med motionister hvilket i sig selv er hyggeligt. Den er som sagt kæmpe stor så vi nåede kun at se et begrænset udsnit af den. Søndag var velsignet med 25 graders varme - perfekt til en dag i parken! Her fik vi besøgt den fine japanske have - vi syntes at japanerne skulle have en chance mere siden vi begge har udviklet lidt af nogle aversioner overfor dem. De er kort sagt over alt. Især på Hawaii, men gudhjælpemig også i Canada og i San Francisco. De er sjove fordi de er ultra bange for alt; her på øen har kvinderne næsten konsekvent langærmede bluser og lange benklæder på, og man skulle da være en vovehals hvis man glemte sin paraply derhjemme, for hvis man ikke kan bruge den til at holde eventuel pineapplerain borte, så kan man jo passende isolere sig fra sollyset. Nåmen det skulle jo prøves med den der japanske have mente Philippe, og jeg gik lettere modvillig med ind i løvens hule, og hvad er det første vi hører? Lyden af en lang bambusstand med en monteret klokke der stikkes ud af en billetluge og bankes imod kanten: En vimpel siger: "PAY HERE!" Vi kiggede på hinanden med europæisk skepsis og trådte nærmere, og få sekunder senere var vi $14 fattigere.
(Hovsa... Vi var i gang med at diagnosticere hvor kedelig vi syntes den første del af den japanske have var, da den her lille fætter pludselig sad og gloede på os lige foran os. Han var bestemt ikke genert.)
(Te og postkortskrivning i den japanske have i Golden Gate Park; nogle skribenter var mere entusiastiske end andre...)
(Japansk Have. Ja ja, det er da flot, ikk. Men jeg er stadig ikke overbevist.)
... Og så er der jo det med ferier at de slutter. Således vender vi tilbage til tapas baren ved Nob Hill, det danske selvmål i kampen mod Schweiz og de to Stella Artois der blev til tre, der på en mystisk måde pludseligt så sig fordoblede i tre Tom Collins på en bar der var udsmykket med udstoppede egern. Jeg var på toppen og ved at bestille BMW'er (Baileys, Malibu og Whisky i ét sirligt joint venture) da Philippe trak stikket ud og satte mig på en cable car, og det næste jeg husker er at jeg vågner kl. 4.30 og ikke kan huske at jeg er faldet i søvn. Men det var jeg, og lufthavnen kaldte altså på os. Der sad vi så i lufthavnscafeen, morgengrimme, udmattede, med tømmermænd og forvirrede blikke og delte en kyllingesandwich inden vi igen rejste hver vores vej. Lige pludselig var jeg tilbage i Honolulu sammen med alle turisterne; klokken var 12.20 lokal tid, og fem timer efter havde jeg en midterm i mit management fag. Jeg faldt i søvn i bussen på vej til skole, kørte for langt, løb tilbage og kom for sent.

Iøvrigt, hvem køber alle turisttingene? I ved alt det der tingel tangel man kan erhverve sig i diverse souvenir butikker på alle de klassiske destinationer. Hawaii har en masse af det, og San Francisco ligeså. Der er billig stemning for alle pengene med plasticblomster og falske smykker, køleskabsmagneter og kuglepenne og det der er endnu mere ubrugeligt. Her kommer vi over i kategorier som broderede grydelapper, brevvægte og brevpapir. Er det børn der plager deres forældre til det? Jeg kan simpelthen ikke gennemskue det.

San Francisco: Gør det. Det er skønt.
(Lombard Street - upraktisk men hyggelig...)
(Ihh hvor fint...)

Instant efterår i Canada

2010-10-12T18:42:00.013+02:00

Ja, det kan godt være jeg har 18 dages juleferie her om et par måneder, men jeg savnede sådan følelsen af efterår, og så må man altså rejse efter det - hvis man vel og mærke er bosat i Honolulu! Derhjemme - på Hawaii, forstås - er det tætteste man kommer på vinter et opslag i elevatoren hvor det bemærkes at storm season er sat ind, og at man anbefales at opbevare vand, radio, lygter og dåsemad i lejligheden. Jeg er jo håbløs optimist, så hvad der skal kunne ske i 14. sals højde i en moderne storby der kan afhjælpes med Campbell soups og duracell har jeg svært ved at se. Ikke desto mindre er der sket et skift, vinden er nu så stærk at åbne vinduer er svært at praktisere i særligt lang tid.
(Endeløse granskove, endeløse bjerge, endeløst land.)
(Hiking trip!)
(Min globetrotter-partner in crime Philippe)

Jeg tog et par timer fri fra skole og fløj onsdag aften i sidste uge til Calgary for en uges efterårsferie - det er ikke noget amerikanske universiteter opererer med, og så må man altså selv tage det - og her er så smukt, på en helt anderledes måde end Hawaii. Jeg har holdt Canadisk thanksgiving holidays i Rocky Mountains' små hyggelige byer, set læssevis af bjerge - de er sjovt nok over det hele. Jeg har antaget en pizzaovn for at at være en pejs med uoverstigelig begejstring, stået på skøjter, set gletchere (blev meget skuffet over at de ikke kan andet end at smelte og vokse), spejdet forgæves efter bjørnene, frosset, grint og meget meget mere. Jeg rejser hjem igen på torsdag og så er det tilbage til hverdagen og midterms som lurer lige om hjørnet. Jeg har faktisk haft mine skolebøger med, I ved de gode intentioner, men det er som om at den friske luft har fået sit tag i mig. Man glemmer det fantastiske i at få varmen i kinderne efter en gåtur i kølig aftenluft når man bor i heden så længe. Her er ikke blevet rigtig koldt endnu, ligesom her bliver om vinteren, så det har ikke været så svært at omstille sig til det køligere element. Dog har jeg moret mig meget over de insisterende canadiere der i 10 graders kulde stadig mener at vejret er varmt, og dermed stædig ifører sig klipklappere og t-shirts. Nej tak! På Hawaii er de super bange for kulden, og går derfor i lange bukser og sweatshirts hvis det er overskyet og regner lidt - der er stadig 30 grader, men puha en kulde...
(Et vandfald! Dem har de også på Hawaii. Men dem her er nok koldere.)
(De har dyr her! Se! Caribous. Mmm... Minder lidt om Marabou...)

(Bjerge. Bare rolig, de er overalt.

Keepin' busy

2010-09-18T02:58:00.007+02:00

(Kaiulani Ave, home sweet home.)
"In the US it's a necessity to have your nails done, it's not even a luxury, just something you need to get done, like eating or sleeping" siger John imens han med største effektivitet filer løs på mine negle. Han har lige fortalt mig om nogle af de store problemer i USA. "You know, the people who killed JFK - the CIA - they're still controlling the government here, it's just outrageous. I'm tellin' you, who else would have the power to cover up all that crap? It was CIA you know. 9/11 too." Han kigger op og smiler selvtilfreds. Jeg smiler tilbage og nikker undersøgende. "Don't you have any of that back in Denmark?" Hmm. Næ. Egentlig ikke. Hverken CIA eller JFK. Eller LiLo, Tivo eller Brangelina. Nada.

Der er nok at se til her i Honolulu. Jeg står op omkring kl. 7am og går som noget af det første ud i køkkenet hvor jeg sætter kaffe over og laver havregrød. Så smutter jeg i bad, lader håndklædet sidde om håret imens jeg drikker resten af kaffen og prøver at tage mig sammen til også at tjekke nogle nyheder ud på nettet så det ikke bare er rent egotrip med email og facebook altsammen. Så finder jeg tøj frem og vælger med omhu min påklædning efter hvor meget aircondition der er i dagens klasselokaler, smører måske en sandwich og ziploc'er lidt frugt og pakker min taske. Heromkring glemmer/mister jeg mine nøgler/telefon, så når jeg har ledt efter/fundet dem går jeg ud af døren, tager elevatoren ned fra 14. sal - hvilken i virkeligheden kun er 13., men det tør de ikke at skrive at den hedder, så de kalder den bare 14; Jeg har ikke helt afklaret hvad jeg vil lægge i dét endnu - og går hen til stoppestedet 100 meter fra vores lejlighed.

(Waikiki by night set fra vores altan)

Så forsøger jeg at forholde mig til hvor meget jeg i dag vil forholde mig til de hjemløse beboere af stoppestedet; der er plaid-damen som om dagen sidder med det pinke tæppe foldet i skødet, opgivende hvilende albuerne ned i det dagen lang, og om natten er hun gemt væk under det som var det en anden iglo. Der er kasket-manden med vommen som sover inde i beplantningen på en af de der strandmåtter som alle har. Og så er der alle de andre som jeg ikke er blevet nærmere bekendt med endnu, for bussen kommer altid hurtigt og så er jeg på vej imod School Street/Middle Street med linje 2. Måske sidder jeg og læser lidt under den halv time lange tur, måske kigger jeg bare søvnigt ud og registrerer den automatiske stemme: "Kuhio - and - Seaside". "Kuhio - and - Lewers." "Hotel - and - Bishop". Så står jeg ud, går til time, besvarer quizzes og snakker om produkter, target markets og return on investments og hvad det ellers hedder altsammen, og pludselig skal jeg hjem igen.

Måske står jeg af på King Street for at købe ind i Don Quijote. Hvis jeg gør det, og går op ad Keeaumoku, ser jeg helt sikkert kuglepensdamen. Hun bor også i et bed men sidder vistnok mest på kanten. Hun har en kuffert, en papkasse og en kuglepen som hun sidder og skriver ud i luften med. Så køber man ind; æbler koster $2 pr pund og ananas under det halve, cola er billigere end mælk og yoghurt fås i smagsvarianter som "White chocolate and strawberries", "red velvet cake" og smager - på trods af ikke at indeholde nogen kalorier - mistænkeligt præcist af de angivne navne på emballagen. Således er indkøb det rene Alice i Eventyrland herovre.

Men bevares, man kan dårligt have noget imod amerikanerne. Måske er nogle af dem en smule dumme, men det er vist ikke kun deres egen skyld. Amerikanere er opdraget til at få alt at vide - man behøver stort set ikke tage stilling til specielt meget. Der er altid et skilt, en park ranger eller en uniform der gør dig opmærksom på din fejlbarlighed hvis denne skulle vise sit grimme ansigt i offentligheden. Ja, eller i dit private hjem for den sags skyld. Doughnut-politiet (for god ordens skyld vil jeg understrege at de altså er rigtigt politi hvis der skulle herske tvivl efter min lille vittighed) lukkede og slukkede vores Housewarming, uden invitation, efter en underbo havde klaget over støjniveauet. Hun ringede til politiet før det faldt hende ind at hun kunne gå op og banke på. Ligeså passiv-aggressiv som hendes handling var, ligeså passiv-aggressiv så hun ud da hun stod med tre betjente og surmulede foran vores dør. Hun ville ikke engang kigge på mig da jeg undskyldte besværet. Klokken var 23 på en lørdag.

På mange måder får man et indtryk af amerikanerne som et passivt, afventende folkefærd, men jeg har en snigende fornemmelse af at der under det stille ydre ligger en helt anderledes handlekraft: Viljen til at overleve. Måske er det en slags indoktrineret sanktionsangst i dem; at hvis man ikke gør sit yderste hele tiden, så er man solgt til stanglakrids. For det er man jo i princippet. Der forventes, især i de store kæder som Starbucks, Macy's osv., et højt serviceniveau som jeg aldrig har oplevet en dansk ækvivalens til. Det samme oplever man i skolesystemet. Der er forventninger til dit fremmøde, forventninger til din deltagelse, forventninger til dine præstationer - hele tiden. Om systemet så er mere effektivt eller bedre kan diskuteres til uigenkendelighed. For mig betyder det at jeg for første gang er begyndt at forholde mig løbende til min uddannelse. Den er blevet virkelig, relatérbar for mig. Jeg kan sætte den ind i en sammenhæng og en mening. For her, så langt væk fra Danmarks trygge afkroge, kan man for alvor fornemme hvilken beskyttelse man har nydt godt af derhjemme i alle disse år på godt og ondt. Der er ingen fløjlshandsker hér, og det får mig på en måde til at ville noget mere. Som et resultat af mit ophold her lærer jeg ikke blot meget om Hawaii og USA; Jeg lærer en masse om mit hjemland.

(Waikiki Beach by night)

Kort fortalt

2010-09-14T03:38:00.003+02:00

Skolelivet er krævende - Lige nu er jeg ved at gøre mig klar til at komme ud af døren så jeg kan komme til aftentimer. Mandage har jeg først to timer om morgenen, og så har jeg tre igen om aftenen fra 5pm til 8pm. Weekenden fløj afsted - den kom ligeså hurtigt som den gik igen! Jeg havde besøg af Philippe som jeg også rejste med på Maui, han og Christian havde lige halvanden dag i Honolulu inden de skulle hjem til Calgary. Vi var i zoologisk have - aberne gav hinanden knus, det var meget sødt. Desuden var vi på Cheesecake Factory, det var bare afsindigt lækkert!

Ugen kommer til at flyve afsted, jeg er allerede bagud med min læsning i to fag fordi mine bøger er kommet for sent med posten så jeg får nok at se til. Heldigvis bliver i morgen mere overskuelig da jeg bare skal ind til et enkelt fag over middag, så der kan jeg nok nå at få indhentet det meste. Ellers er alt som det skal være - varmt, tørt og solrigt. :-)

Skolestart

2010-09-11T02:42:00.002+02:00

Det måtte ske før eller siden. Man flytter ikke bare lige til Hawaii i 10 måneder uden nogen særlig grund - i hvert fald ikke særligt mange af os. Jeg er her for en grund, en god en endda, men det har været lidt fjernt de sidste tre fire uger siden jeg først kom herover. Tiden er fløjet afsted, der er sket så meget at jeg næsten føler der er gået langt mere end bare den lille måned der rent faktisk er gået. Der er bare sket noget nyt hver dag, jeg har haft så travlt med at se og opleve - med andre ord har det været intenst. Men nu har hverdagen indfundet sig: Jeg er begyndt i skole. Mandag, onsdag og fredag formiddag har jeg to fag; først advertising & PR, dernæst principles of management. Begge fag elsker jeg helt vildt allerede. Tirsdag og torsdag har jeg principles of marketing, også et utroligt spændende fag, men desværre er underviseren ikke ligeså (fænomenalt) god som de to andre. Mandag aften skal jeg have introduction to business fra 17-20, men da det var labor day i mandags har jeg endnu ikke haft det fag. Sideløbende følger jeg et online kursus i kommunikation.

Jeg elsker at gå i skole her. Mine undervisere er engagerede og venlige, har mange års erfaring i toppen af erhvervslivet og forstår at motivere os ved hele tiden at relatere stoffet til virkeligheden og vores individuelle jobmuligheder. Man bliver konstant prøvet af, ikke bare i stoffet, men i ens personlighed. Fx er det normalt at man til de første timer introducerer sig selv, men i vores management fag fik han bare gjort det til en vildt god øvelse: Vi skulle interviewe en medstuderende og derefter skulle vi præsentere vedkommende for klassen, og vedkommende skulle omvendt introducere os. Bagefter fik vi vores første uanmeldte quiz: Vi fik point efter hvor mange navne og informationer man kunne huske om sine klassekammerater. Jeg var en af topscorerne :-) På den måde er man hele tiden på, det er også normalt at vi i løbet af timen får 5-10 minutter til en præsentation om dagens stof som vi derefter skal fremlægge. På mange måder er det gymnasieagtigt - niveauet er bare det højere her. Da jeg først så semesterplanerne var jeg ved at falde ned ad stolen: Vi får karakter - A, B, C, D osv. - efter hvor mange point vi samlet opnår i løbet af semestret. Max er 100 point, og de tildeles ved fremmøde, deltagelse, midterms, finals, og afleveringer i løbet af semestret. Og dem er der nok af! Så til alle jer der tror at et års studier på Hawaii er ren cakewalk, forget it! Man har altså nok at se til. Især hvis man vil klare sig godt.

Der er en del study abroad fra Skandinavien, men derudover har jeg rigtig mange amerikanske medstuderende, så det er rigtig spændende at lære dem at kende - de kommer fra hele USA. Det er virkelig et universitet hvor man får bekendtskaber fra hele verden, og networking er da også noget de går rigtig meget op i. Miljøet er langt mere kompetitivt her end derhjemme, og jeg nyder det. I det hele taget er jeg rigtig glad for at gå i skole her, kurserne er alle meget interaktive og jeg er også meget betaget af mit nye fagområde. Jeg har længe savnet noget mere konkret end dansk.

Ugen er også gået med at finde på plads i lejligheden. Jeg er hurtigt kommet til at føle mig hjemme her, det er skønt. Hawaii er i det hele taget bare skøn! Det eneste der har vist sig at være rigtig træls er at vi ikke har nogle billige supermarkeder i nærheden. Vi har FoodPantry der svarer til en Shell tank på størrelse med en Føtex og med samme udvalg, og det er kun få ting der kan betale sig at købe dernede. Hvilket er mega træls da den ligger 100 meter fra os! Ellers skal man med bus ind til Ala Moana og gå i Don Qijote. Men generelt er der stor forskel på priserne, og imens nogle ting er latterligt billige - en sixpack cola light dåser koster $1.20 - er der andre ting der er latterligt dyre - en liter skummetmælk for $2.20 i WalMart (Gallons er billigere, men jeg bruger kun mælk til kaffen, så den er lidt overkill!)- så man skal lige finde ud af hvad der kan betale sig i forhold til indkøb.

Det har været en fantastisk uge, fantastisk at få lejligheden og Malene herned, starte i skole og få afprøvet alle sine forventninger, men jeg kan også mærke at det er energikrævende. Jeg sover i hvert fald godt og tungt for tiden. Det er næsten som at gå i gymnasiet igen, bortset fra at dagene er kortere og materialet mere interessant. Derfor er det rigtig godt at have weekend nu! :-) På mandag starter det forfra, jeg glæder mig faktisk.

Flyttedag

2010-09-03T00:04:00.010+02:00

(Vores nye lejlighed med pakkenelikker :-))
Endelig fik vi vores lejlighed! I går ved 10 tiden mødtes vi med Sarah, vores rental agent, for at få nøglerne til vores nye lejlighed. Vi havde inden da haft vores hyr med at få hævet penge til husleje - herovre vil de gerne have huslejen i kontanter, og da dette først gik op for os tirsdag aften fik vi ellers travlt med at hæve penge. Vi kan kun hæve 2000 kr om dagen på de danske kreditkort, og vi skulle bruge $2100, men heldigvis kunne mit American Express hæve store beløb, så det hele gik i orden på trods af kortvarig, intens angst for at skulle tilbringe endnu en nat på vores hostel.
(Carina i færd med at øge sigtbarheden fra sit værelse markant - gør amerikanere ikke rent???)
Og så havde vi vores lejlighed. Umøbleret. Heldigvis havde min gamle kammerat, Kasper som bor her, foræret os nogle møbler som han havde stående, og dem skulle vi så hente på et lager ved Honolulu Design Center inde mod byen. Så hvad man når man er to blonde, udmattede, skandinaviske piger? Man ringer til en af sine nye bedste venner.

Vi havde været i byen en fredag aften, og jeg var gået hjem med en anden dansk pige der hedder Trine for at bestille mine billetter til Maui. Nu er Waikiki ikke som sådan et usikkert sted at færdes, men her er mange prostituerede om natten, og da Carina nogle timer senere skulle hjem og gik alene var der pludselig opstået mindre oprør i blandt de letpåklædte. Før hun havde nået at tælle til ti var hun blevet taget under beskyttelse af to amerikanske soldater, der bestemt ikke mente at hun skulle gå hjem alene. Den ene af dem hed Ryan, og han hjalp os med at flytte i går. Ryan er helikopterpilot og er lige kommet hjem efter at have været i Irak i et år, og han mente bestemt ikke at der var noget der ikke kunne flyttes med en pick-up truck og lidt knofedt, så han var så utroligt venlig at køre alle vores møbler fra Honolulu Design Center og hjem til lejligheden og hjælpe med at få det op. Han kørte os endda i Walmart og vejledte os kyndigt i de amerikanske supermarkeders mange mysterier, som fx. hvilket opvaskemiddel der er bedst og så videre. Og hjem kom vi så med vores bjerge af puder, sengetæpper, lagener, vasketøjskurve og hvad vi ellers kunne slæbe. Kort sagt var vi klar til at bygge rede!
(Lejligheden har tre værelser, og jeg vandt det bedste i en lodtrækning. Jubii! Her er mit walk-in closet - stadig lidt tomt, men hey, det skal jeg nok få set på...)
(Min nye seng, jeg har altid ønsket mig en seng med en rigtig ramme og det har jeg så fået. Bemærk mit sengetæppe, købt i Walmart for $30!)
Det går pludselig op for en at man mangler alt, det er faktisk ligesom at flytte hjemmefra én gang til - bare uden at man kan stjæle sine forældres viskestykker og skærebrædder. Jeg skal bo her i ni måneder, så jeg er jo naturligvis interesseret i at gøre lejligheden hjemlig og hyggelig, så vi skal ud og købe ting til den - lidt planter og sådan ville være rart at have. Men hold op den er beskidt. Der er gulvtæppe i det meste af den, undtagen køkken og bad, og det er altså lidt en sær ting. Vi planlægger en rengøringsdag om ikke så forfærdeligt længe, men lige nu er vi bare alle tre i gang med praktiske småting før skolestart. Vi mangler også at få internet i lejligheden, så lige nu sidder jeg på Starbucks - gratis wifi - og surfer.
(Ziploc er min nye yndlingsting - de her fantastiske poser fås i alle størrelser og kan, som navnet antyder, lynes til så alt indholdet bevares. Jeg sværger allerede til dem!)
(Vores stue med den dejlige sofa og sofabordet.)
(Vi har også et fjernsyn - ærgerligt at amerikansk TV er så ringe. Når man ikke engang gider se TV derhjemme, gider man det helt afgjort ikke her.)
Malene kom i øvrigt i går, lige tids nok til at hjælpe med at flytte møblerne, og hun er begejstret over det hele, så det er fantastisk. Det bliver en rigtig pige-lejlighed, jeg glæder mig meget til at bo sammen med dem. Vi er faktisk relativt ens, og alle sammen nede på jorden og lige til, så jeg er sikker på at vi får det hyggeligt sammen. Efter flytningen inviterede vi Ryan på middag, og da vi gik i seng ved midnatstid var vi vist alle sammen totalt ødelagte.
(Vi har en vaskesøjle, og den er bare mega simpel! Jeg elsker den!)
Vores bygning er totalt secured, og man skal have nøgler bare for at tilkalde elevatoren, og sørme også for at kunne køre i den. Det er ret kompliceret i forhold til hvad vi er vant til hjemmefra! I dag skal jeg ind på uni og købe mine bøger til det kommende semester, og derefter skal jeg vist en tur i Sears og se på ting til vores nye lejlighed. Jeg var i FoodPantry i morges - det eneste supermarked i nærheden, det er dyrt men jeg var nødt til at få købt noget ind - og det var altså også lidt eksotisk. Mælk er virkelig dyrt hernede, og der er nogle ting som man ikke rigtig kan finde, meget man ikke rigtigt ved hvad er og så videre. Det føles lidt som om at man er kommet herned på ny, og at have fået lejligheden gør at det hele føles meget mere reelt nu end før da man bare boede i sin kuffert på et beskidt hostel. Alt i alt virkelig dejligt. :-)
(Mine nøgler; bemærk surfboard-nøgleringen :-))

Maui; No ka 'oi!

2010-09-01T11:01:00.064+02:00

Okay, så jeg var lidt træt af at bo på hostel i Honolulu, lidt træt af larmen og byen, og lidt beruset efter nogle øl og en kort tur på natklub. Så hvad gør man når man får en SMS fra nogle af ens nye bedste venner om at man bare kan svinge forbi Maui og rejse lidt med dem? Man skynder sig hjem og bestiller billetten til næste morgen.

Klokken var ca. 1 am da jeg væltede ind på min sovesal som jeg havde beboet de sidste 11 dage. Rundt omkring lå folk og sov, men der sad jeg så ellers midt i det hele og navigerede rundt efter de billigste billetter til Maui: En kærkommen chance for at slippe lidt væk inden jeg mistede forstanden komplet. Hawaiian Airlines tilbyder billige inter-island flights til ca. $60 pr vej, og sådan et par snuppede jeg ellers med afgang fra Honolulu 10 timer senere. Og så ramte det mig: Jeg var nødt til at pakke! Når man har boet ud af sin kuffert i 11 dage begynder alting at blive lidt uoverskueligt, så jeg havde mit hyr med at vurdere hvad jeg ville få brug for undervejs, samt at få ladet alle mine ting op. Da jeg endelig var færdigpakket var jeg så spændt at jeg dårligt kunne sove, og endte med kun at få et par timers shut-eye inden jeg kl. 7.30 sad i linje 20 der kører fra Kuhio til lufthavnen. Her sad jeg så med min Lonely Planet Hawaii guide slået op på afsnittet "Maui", rygsækken ved min side og klar til eventyr.

Philippe og Christian havde tjekket ind på min sovesal en uges tid forinden og var kun i Honolulu nogle dage inden de skulle videre til Maui og senere Big Island. De er begge to fra Schweiz, men bosiddende i Calgary hvor de læser deres masteruddannelser, og var taget på ferie på Hawaii. Jeg mødte dem naturligvis på sovesalen, men det var først en af de senere dage da jeg faldt i snak med Philippe, at vi fandt ud af at vi havde været på den samme sommerskole i Cannes med et års mellemrum. Sådan er verden så lille, og så hurtigt finder man nye rejsekammerater. Da de skrev til mig at jeg bare kunne kigge over vidste jeg både at de nok ikke troede jeg ville komme, men også at det ville være helt ok hvis jeg gjorde - og altså, ellers kunne jeg jo bare selv se mig omkring. Ingen problemer! Før jeg vidste af det var jeg på Maui. Udsigten under indflyvningen var præget af marker, meget ulig hvad man forventer af øen, men allerede da jeg stod ude foran lufthavnen vidste jeg at det var rigtigt hvad de sagde: "Maui no ka 'oi", eller sagt anderledes, Maui er den bedste. Fra midten af landet rejste bjergene sig højt, luften var varm, hvad mere kunne man ønske sig?
(Kort over Maui: 1.) Olowalu, hvor vi sov første nat, 2.) Kipahulu hvor vi sov de sidste to nætter, 3.) Lufthavnen, 4.) Huelo Point, 5.) Wai'anapanapa State Park hvor vi så lava tubes, 6.) Pu'u'ula'ula Summit - 10,023 fod og 3055 meter.)
(Pladsen vi boede på på vest-Maui - Olowalu)
(Teltpladsen - her var super hyggeligt!)
(Udsigten fra stranden vi boede på - Maui har nogle smukke black sand beaches og fantastiske landskaber, hvilket iøvrigt er gældende for alle øerne her.)
Drengene var så søde at hente mig i lufthavnen, og vi kørte ned til deres campingplads ved vestsiden af øen, ca. 45 minutters kørsel fra lufthavnen i Kalihua, som ligger på nordsiden. Man finder meget hurtigt ud af, at Maui er en meget lille ø - det ville ikke tage mere end 2-3 timer at køre kystruten hele vejen rundt om øen. At det så alligevel er umuligt at gøre skyldes udsigten - der er kort sagt dødsmukt, og en ny udsigt lurer altid rundt om det næste hjørne. At der næsten ikke er andet end hårnålesving på hele kystruten gør kun turen endnu mere spændende! Selvom Hawaii øerne er oplagte til camping, er det desværre ikke noget der gøres sindssygt meget i. Maui er primært kendt for sine eksklusive ferieresorter og hoteller, og for det meste vil turisterne befinde sig med base i Lahaina på vestsiden, og bevæge sig ud på daytrips for at se de andre steder. For alle sol- og strandelskere er vestsiden af øen stedet det sker, for her falder stort set ingen regn, strandende er fantastiske og havet er for det meste sikkert at bade i. Nord- og nordøst siden af øen derimod er langt mere regnfuld (og dermed også mere frodigt); vejret er let omskifteligt og kan være meget lokalt, og på denne tid af året er havet voldsomt. At campingpladser dermed er meget primitive, giver næsten sig selv. Vores første plads, Olowalu, var en lille sjov plads der lå gemt væk i noget der bedst kan beskrives som en vissen skov. Her, imellem indfiltrede grene, stod der hist og pist telte - nogle mere permanent etablerede end andre - og i det hele taget var det faktisk bare et fedt sted der lå lige ned til en af de sorte strande. Her var badefaciliteter; To bambushytter uden tag med hver sin kolde bruser, og tro mig, i 30 graders varme er et koldt bad ikke sådan at kimse ad! Min første aften på Maui tog vi ind til Lahaina som ligger ca. 15 minutters kørsel fra Olowalu, hvor vi mødtes med nogle Schweiziske piger der var på ferie her på en lille bar, "Life is a beach". Jeg tror ikke det er helt ved siden af hvis jeg siger at jeg brugte mit første døgn på øen på at måbe og sige "this is so beautiful" og "I love Maui, I wanna live here" omme fra bagsædet, til drengenes store underholdning - som jeg selv senere skulle opdage er denne slags skønhed noget man vænner sig til, og snart måles og vejes de forskellige udsigter hårdt mod hinanden i jagten på det perfekte syn.
(Drengene diskuterer om vi snart skal til at pakke sammen.)
(Og så kom vi afsted - Udsigten ind mod bjergene på Maui's vestside.)
(Hvor skal vi hen i dag? Lonely Planet viser vejen)

Dagen efter startede vi tidligt, ved 7-tiden, med morgenmad på pladsen, hvorefter vi pakkede sammen og kørte mod Haleakala National Park, som ligger placeret i den centrale del af østdelen af øen. Den huser både Haleakala Summit, Maui's højeste punkt, som er en vulkan, samt et stod område ned mod kysten. Vi pakkede vores grej sammen og drog så ellers afsted - på Maui er det en oplevelse bare at bevæge sig fra sted til sted. Alt er smukt og anderledes hele tiden, og søndag blev en lang dag i bilen hvor vi fik set rigtig meget. Vi startede i Foodland i Lahaina hvor vi provianterede. Som sagt er drikkevand noget der ofte er en mangelvare, så vi skulle have fyldt godt op med vanddunke, og vi skulle også have is med - til at holde fødevarer og ikke mindst øl kolde med.
(Vi er i Lahaina's Foodland og er ved at proviantere til to dages camping på østsiden da Philippe og jeg møder en gæst i Foodland - Hawaii har masser af fugle, også duer!)
(Alt er smukt på Maui; selv brandhanerne.)
(Haleakala National Park på østsiden af Maui)

Da vores indkøbstur var vel overstået var det ellers bare derudaf i bilen. Turen op til toppen af Haleakala summit tog godt tre kvarter, og jeg skal hilse og sige at de 3055 meters højde kunne fornemmes. Jeg tror ikke at jeg nogensinde har været så højt oppe, men mine to rejsekammerater derimod er begge er vokset op i Alperne og dermed er vant til højderne. Allerede omkring 2000 meter begyndte jeg at være svimmel, og da vi skulle ned igen var jeg så udmattet at jeg sov hele vejen i bilen - det føltes som om nogen gav mig en strømmende mængde lattergas! Ikke desto mindre var jeg klar i hovedet imens vi var deroppe, selvom der var noget yderst naturstridigt ved at se skyer udenfor bilruden. At her faktisk var koldt er en helt anden sag, omend meget naturlig taget højde i betragtning. Vi var allesammen mere eller mindre iført shorts og t-shirt, og så er det lidt overvældende at træde ud af en varm bil og ind i... et tropisk køleskab. Her var ca. 10 graders varme, og om natten er der frostgrader. Man kan faktisk få en permit til at campere i bunden af krateret, hvor der desuden er mange vandreruter, men det kræver en god sovepose (jeg havde slet ingen med, og drengene havde kun 1-sæsons soveposer med) og mere varmt tøj så det var desværre ikke en mulighed, selvom solopgangen skulle være fantastisk heroppefra. Det var udsigten i dagstimerne nu også.
(Man ved man er højt oppe, når det ser sådan her ud udenfor bilruden!)
(Bedemanden er klar til at se sig omkring, selvom der er lidt koldt heroppe i 3055 meters højde.)
(Udsigten fra toppen - Her ses Hawaii Big Island, den største af øerne. Den lille hvide top er Mauna Kea, Ø-gruppens højeste punkt, hvor der iøvrigt ligger sne året rundt.)
(Maui er kendetegnet ved en utroligt varieret geografi: Områderne i Haleakala er så øde og månelandskabsagtige, at astronauter faktisk har trænet her for at simulere miljøet på månen. Udsigten var fantastisk.)
(Hele øgruppen benyttes på grund af den lave lysforurening midt i Stillehavet til observatorier, hvilke her ses i form af de små hvide bolde.)
Resten af dagen gik med at trille rundt nede i det syd-østlige hjørne af øen, hvor vi da også fandt en campingplads nær byen Kipahulu. Igen boede vi lige ned til stranden, med havudsigten lige foran snuden.
(Det bliver hurtigt mørkt på Maui, og i Hawaii generelt - omkring 19-tiden. Aftenerne brugte vi på at slappe af med kolde Budweisers, spille kort, riste skumfiduser og sludre.)
(Mit transportable hjem tjente mig vel under hele turen; sjældent har jeg haft så gode udsigter fra det som jeg havde på Maui.)
(Vores nye campingplads ved Kipahule på sydsiden, helt nede i den sydøstlige del af øen. Her var hverken vand, strøm eller badefaciliteter, så vi måtte proviantere lidt inden.)
(Maui er naturligvis også tropeparadis, se bare her. :-))
(Jaja, køer findes også på Maui og endda i stor stil. Det var ikke usædvanligt at de græssede i vejkanten.)
(Vores bil og bjergene - her var utroligt tørt og goldt)
(Vi parkerede hér for at spise frokost - udsigten var komplet spektakulær, og som en sjældenhed på Maui havde vi faktisk stedet for os selv. Her er vi på sydsiden af øen.)
(Bare én af de utrolige udsigter man har fra bilen når man roadtripper Maui.)
(Countryside Maui, her græsser køer og geder livligt hvor de kan, og det er nok det skønneste ved stedet - den landlige stemning.)

Dagen efter stod i vandringens tegn. Nær ved vores campingplads var der hiking trails, så vi tog os en udflugt ind mod et af øens mange vandfald. Vi fulgte en sti der hed Pipiwai Trail op gennem Oheo Gulch, et område der er utroligt smukt, men som på grund af de voldsomme regnmængder her falder, også kan være utroligt farligt, og som før har kostet menneskeliv: Flash flooding. Her kan omstændighederne skifte hurtigere end et hjerteslag, og man er nødt til løbende at orientere sig mod himlen for at se om regnen truer. Hvad der er små fredelige vandfald og strømme, kan på få minutter blive til rasende floder.
(Hiking in Maui: En af de første udsigter på turen, mandag morgen. Som altid kan kameraet slet ikke fange storslåetheden.)
(Et flot stort træ - der tilmed havde slået rødder flere steder, og dermed havde mange træstammer der havde plantet sig i jorden.)
(Hiking-spirit! Godt pakket op med granolabars, vand og mosquito repellent og selvfølgelig - badetøj!)
(Læg lige mærke til, hvor små Christian og Philippe er!)
(Et vandfald!)
(Flere vandfald...)
(Endnu et vandfald. Området vi her besøger omtales som The Seven Sacred Pools. At der er 24, og at de aldrig var hellige er en helt anden sag - her var stadig smukt. Hver pool munder ud i et vandfald, der ofte munder ud i en ny pool - på den måde ligger der pools, badesøer, i forskellige niveauer hele vejen fra bjergene og ud mod kysten. Vi badede blandt andet i poolen ovenfor dette vandfald. Jeg fandt en hummer :-))
(Her begynder den mystiske bambusskov som man skulle igennem efter at have fulgt ranken af pools i en fyrre minutters tid. Den bestod primært af bambus i 5-6 meters højde, og når vinden blæste lød skoven som et enormt klokkespil.)
(Philippe på vej ind i junglen)
(Her er det så, slutningen af vores trail: Waimoku Falls! Kort sagt det højeste vandfald på Maui som man kan komme til via et ordentligt stisystem, og så er der endda stadig meget klatren rundt og hoppen over på vejen.)
(En af de mange pools som vi svømmede i.)
(Philippe er meget tilfreds med sin fangst af en kokosnød - den blev iøvrigt anvendt til vores drinks den aften hjemme på campingpladsen. Sådan er livet i paradis.)
(Her er så en af de større pools, hvor der også var en del turister. Her var vi relativt tæt på havet, og man skulle klatre via en del klippevægge for at komme ind til den sidste pool som vi her befinder os i.)

At Hawaii er en populær turistdestination skal man ikke kigge længe efter at få øje på - de er over det hele, turisterne, og selvom vi selv var turister brokkede vi os jævnligt når områder var for pakkede - og fandt faktisk ofte nogle u
(Et lille, charmerende supermarked i den søvnige østkyst by Hana. Hana er kendt som værende slutdestinationen for en af de mest berømmede og populære highways, Road to Hana. Strækningen er populær på grund af sine fabelagtige udsigter og hårnålesvingene, men Hana i sig selv er en stille lille by der lå ca. 20 minutters kørsel fra vores campingplads i Kipahulu.)
(Vi prøver at finde ud af hvad vi skal have til aftensmad - det er ikke helt let!)
(Ja, hvorfor ikke? En naturlig del af varesortimentet i en Hawaiiansk grocery store.)
(Philippe i færd med at sikre aftenens kokos-rom-cola drinks. Det er svært at undvære dem når man først er blevet tilvænnet! Det krævede dog lidt øvelse at åbne dem, men det lykkedes hurtigt meget godt takket være den klassiske Swiss Army Knife. Vi lærte faktisk også hvordan man får hældt rom IND i selve kokosnødden. Se det er overlevelse!)
(Ja, Maui har køer, dermed har Maui også bøffer.)

Tirsdag var min sidste dag på Maui i denne omgang, og dermed skulle vi mod lufthavnen for at smide mig af til mit fly der gik mod Honolulu kl. 20.35. Dermed besluttede vi at køre strækningen op langs østkysten og ind over nordsiden. Men selvom man har et mål med sin rejse er der altid noget man kan stå ud af bilen for!
(Tirsdag morgen nær Kipahulu. Vi er på vej nordpå for at køre Road to Hana - dog den modsatte vej væk fra Hana da vi skal mod lufthavnen. Her stoppede vi ved en strand.)
(Her en af de advarsler der er hængt op ved mange af Hawaiis strande. Her er ofte enormt stærk strøm, og drukneulykker er ikke usædvanlige, som skiltet også fortæller. Ved mange af strandende findes der også advarsler mod hajer - der er altså folk der er blevet gnavet på igennem tiden!)
(Væltet træ på stranden.)
Således kom vi forbi et mindre område hvor der både var caves og lava tubes - det skal man jo selvfølgelig se. Jeg er åbenbart meget attraktiv for myg, så alle mine anstrengelser med at smøre mig ind i mosquito-repellent var nyttesløse - jeg tror de elsker min blodtype, for jeg talte intet mindre end 50 stik på mine ben alene denne morgen. Heldigvis er myggene her ufarlige, men dog stadig irriterende - selvom kløen faktisk gik over hurtigere end jeg havde turdet håbe på. Generelt er der ikke så mange farer her ud over strømmen i havet, flash flooding, og den slags, dyrelivet er ufarligt, med undtagelse af få edderkopper. Her er vildsvin men de er sjældent farlige, her findes skorpioner med deres bid svarer til et bistik, og der findes tusindben på størrelse med salamier, hvis bid til gengæld skulle være særdeles smertefulde.
(Advarsler, advarsler og flere advarsler. Amerikanerne elsker dem. Herovre er man aldrig i tvivl om hvad man må og hvad man ikke må. Hvis det ikke er spærret af, så er der et skilt.)
(En af øens mange lava-tubes, her på østkysten. Lava-tubes er sådan en slags tunneller der formes når lavaen løber ud - fordi det øverste lava hurtigt størkner imens det nederste triller videre, danner det i sidste ende en slags tunnel, som denne.)
(Alt er grønt og smukt på denne del af øen; mange trappenedgange er skabt ud ad udhuggede sten og de kan føre enormt langt op og enormt langt ned.)
(Flere advarsler, her på en vending machine som jeg købte en Diet Coke i. Vi morede os meget over den!)
(Her en af grotterne, selvfølgelig kunne man også bade her! Vandet var krystalklart og flere meter dybt.)
(En af de tre pools ved Three Bears Falls på den nordøstlige side af øen, her badede vi også.)
(Banana Bread, en slags brød der smager mere af kage - Banankage vel og mærke. Meget populært her, og rigtig lækkert. Jeg skal helt klart have bagt noget selv når jeg engang får et køkken.)
(Road to Hana.)
(Udsigten fra Road to Hana - helt utroligt her, 45 minutters kørsel med masser af små broer, skarpe sving og utrolige udsigter.)
(Nummerpladerne i Hawaii! Aloha... Mange biler kører også rundt med skilte hvor der står "Slow it - this is not da mainland".)(En hyggelig lille café ved vejsiden hvor vi fik frokost - crepes med avocado og brie, smoothies, banana bread og friske frugter.)
(Friske ananas fra Maui. De duftede utroligt...)(... Friske papayaer fra Maui...)
(Flere friske frugter fra Maui, her Strawberry Guaranas. De smagte faktisk helt som jordbær, bare lidt skarpere...)
Således gik mine fire dage på Maui slag i slag. Det var fantastisk, og for første gang oplevede jeg hvordan Aloha-spirit gennemsyrer én fuldstændigt. Glæden ved at vågne op til lyden af tropiske fugles sang, Stillehavets bølgebrus og vindens susen var nok til at forsikre mig om at dette ikke var mit eneste besøg på Maui. Og selvom det var trist at skulle flyve hjem til aften, har jeg garanteret morgendagens oplevelser: Vi får vores lejlighed, og Malene - vores trejde og sidste roommate - kommer til Hawaii. Det bliver stort, men også en lang dag, for vi skal have flyttet møbler og købt et spisebord og andre ting, samt gøre rent, så der er nok at se til pludselig. Men jeg glæder mig, og kan næsten ikke udholde tanken om endnu en nat på Waikiki Beachside Hostel - tusind gange hellere tage en nat til i Mauis landskaber.

Transitkvinden, pros and cons

2010-08-28T05:45:00.001+02:00

Jeg har næsten glemt hvordan det føles på egen krop, men man bliver jævnligt mindet om det; Det drysser ind med danskere, svenskere og nordmænd på Oahu og alle ser de lige trætte ud efter den lange flyrejse, som for de fleste tager 24 timer og opefter. Jeg kan godt huske fornemmelsen. Første aften jeg var her var jeg lige chokeret, lettet og overvældet. Da jeg første gang trådte ud i Honolulus aftenluft føltes det som om at nogen med største kærlighed og omsorg pakkede min udmattede krop ind i et lunt vattæppe af varme og mørke, og da jeg snuste ind kunne jeg dufte den pikant krydrede, sødlige duft af ananas som jeg havde hørt så meget om forinden. Men på trods af hele vejen at have haft en underligt tryg fornemmelse af at være på vej hjem, så var det altså en fremmed by jeg kom til. Gaderne så ikke ud som jeg var vant til, der var mørkt, og jeg var, før jeg vidste af det, stuvet ind på et værelse hvor der boede andre fremmede mennesker som jeg tilmed skulle sove sammen med. Den bedøvende træthed gjorde mig lettere angst, tidsforskellen gjorde mig søvnløs, og som en slags levende død traskede jeg kl. 4 om morgenen ned langs Kapahulu efter mit første måltid: Havregrød! Det vidste man da hvad var.

Jeg har endnu ikke lidt af hjemve, afsavn eller andre skavanker, til gengæld er jeg blevet brændemærket med den tvetydige fornemmelse som indfinder sig når man hverken er kama'aina (Hawaiiansk for lokal) eller malihini (turist), men transitpassager her i midten af Stillehavet. "Pub crawl tonight, come join us", "Where are you from, Finland? Sweden? Norway?", "have you taken surf lessons yet", og mere af samme skuffe er alle sammen replikker der bliver kastet efter én når man går på gaden i Waikiki. På denne måde mindes man konstant om at man kun er her på lånt tid, for man kunne ligeså godt være turist. Jeg elsker anonymiteten, at kunne glide ubemærket ind i mængden, og på den anden side ved jeg godt at det ikke er en måde at etablere en reel eksistens på. Så hvad er det jeg laver her, hvad betyder det her underlige transit-fænomen? Her er rigtig mange i transit. Frank, den tidligere lejer af vores nye lejlighed, er fra Texas og er lystekniker og har været i transit i Honolulu i tre år, men var på vej videre til Las Vegas for at transitte lidt der nu.

At jeg stadig bor på hostel understreger transitfornemmelsen yderligere. Mit humør er nedadgående for tiden efter i lang tid at have oplevet en eksponentiel stigning. Personligt er jeg ikke i tvivl om hvad jeg mangler: Privatliv. Overalt er man invaderet, kødranden på stranden, kødranden i busserne, kødranden i soveværelset, der er mennesker overalt og man tvinges hele tiden til at tage stilling til nogen eller noget. Jeg forsøgte i aftes at lufte mit gode humør lidt med et par øl og en meget kortvarig tur i byen, men den blev hurtigt kvalt af en flok klæbrige britiske mænd der var på ferie. (Har en fornemmelse af at Honolulu og især Waikiki er Stillehavets svar på Lloret de Mar eller Sunny Beach.) Hvordan knytter man sig til et sted der med hvert bølgeslag udskifter 50% af befolkningen? Jeg traskede hjem efter den første Heineken, hungrende efter stilhed og fred, og blev hjemme, til min ubeskrivelige skuffelse, mødt af min danske værelseskammerat og hans (danske, selvfølgelig) kammerat der var i færd med at se tegnefilm på en lydstyrke der på en næsten hånlig måde skreg af mig med sine karakteriske overdrevne fraseringer og pseudokomiske lydeffekter. Dér sad de så, to meter fra min seng og 10 decibel fra nedsat hørelse og labbede i sig. Jeg kiggede på uret inden jeg besluttede mig for at være utilfreds, selvom jeg allerede var det, og erklærede med største veltilfredshed at den var 23.20. Overvejede mine muligheder og og forestillede mig sure-mokke-Anne diskutere med cool-afslappede-kan-leve-med-alt-Anne, og da de mødte et kompromis hørte jeg mig selv sige "hvor lang tid tager det der?" Værelseskammeraten, lad os kalde ham dansker 1, som iøvrigt i forvejen havde gjort sig skyldig i min afbrudte nattesøvn natten forinden ved at sætte sig ned på min seng ved siden af min sovende krop ved 3-tiden, ruske liv i den og snøvle med sin alkohol-ånde at vi skulle "sludre", kiggede på skærmen med den samme måben som kun et imponeret barn ellers kan præstere, og vaklede sig kort tid efter frem til "40 minutter... Kan du leve med det?" Jeg sagde intet, men indeni skreg jeg som en anden hysterisk psykiatripatient. Jeg lagde mig ned på min seng og trak vejret koncentreret imens jeg overvejede min respons nøje. Eftersom jeg samme eftermiddag havde fortalt dansker 1 at jeg ville stikke ham en flad på stedet hvis han vækkede mig på den måde igen, var jeg klar over at mit image som cool-med-det-hele-aloha-laid-back allerede var sat en smule på højkant. Da det kort tid efter gik op for mig at jeg jo i realiteten ikke var nogen af delene, men i virkeligheden bare en træt og irritabel ung dame udbrød jeg med største desperation: "Nej, nej, jeg kan ikke! Sluk det for guds skyld!" Hadede straks lyden af min egen, skingre stemme, men hadede endnu mere dansker 1's kommentar: "Nå, du er ikke så meget hostel-menneske, hva?" Jeg vendte øjne under mit lagen og overvejede mit arsenal af giftige kommentarer, men trætheden var for overvældende. Før jeg vidste af det var de to ellers også i gang med at udveksle erfaringer om hostels: "... Jeg har også boet på et hostel i (indsæt navn på random, fattigdomsramt land i Asien) hvor der gik hjemløse, lupusramte mænd rundt og onanerede inde på pigernes sovesal, de var bare totalt cool, undtagen én, hun brød helt sammen", siger dansker 1. Dansker 2 griner imponeret, og jeg ved hvad de begge tænker: At jeg helt klart ville være den første til at bryde sammen ved synet af en lupus-ramt, onanerende hjemløs. Ikke desto mindre fortsatte de begge to med at trumfe hinanden med lignende historier som jeg ikke husker, men jeg er ganske overbevist om at de har involveret skadedyr på størrelse med hønseæg, diarré, åbne kødsår, mider eller andet.

Det er mit næste spørgsmål; hvorfor handler rejser om at gennemgå så mange lidelser som muligt? Jo klammere, mere sølle, forarmet og uhumsk en erfaring man har gjort sig, desto mere street credit udløser den tilsyneladende hos de tilhørende. Fænomenet synes tilsyneladende at have vundet stort indpas i backpacker-miljøet, som jeg endnu selv har til gode at tage del i. Måske er det et udtryk for en vestlig, dårlig samvittighed over ikke selv at være lupusbefængte, hjemløse onanister. I det mindste kan man tage til Asien eller Sydamerika og rage lidt elendighed og dårligdom til sig, eller i det mindste påtage sig en maveinfektion eller en omgang malaria. Jeg researcher for tiden billetpriserne til Asien, da jeg tænker at 3 måneder dér næste sommer vil give mig langt bedre grundlag for at diagnosticere omtalte fænomen, og dermed vil jeg også kunne tillade mig at mene en hel del mere, og det er jo som bekendt altid dejligt.

Indtil videre glæder jeg mig bare til at flytte ind. For jeg er ikke backpacker eller turist, jeg er i transit, og transit kræver lidt mere end jeg har lige nu, ikke mindst fordi jeg har medbragt et omfattende indbo som ingen malihini ville kunne hamle op med. Det er godt at man har en ABC store rundt om hjørnet så man ved hvor man henter de kolde øl - for det er det min aften skal gå med. Når tiden skal slås ihjel er man konstant i aktivering. Fire nætter tilbage til indflytning!

Pearl Harbor, teleproblemer, Hostel-lede

2010-08-27T05:57:00.014+02:00

(Indgangen ved Pearl Harbor)
Var tidligt oppe i dag for at komme ud til Pearl Harbor, og jeg var ikke den friskeste fugl på kvisten... Det er ved at være en anstrengelse at bo på hostel. Jeg bor på et 8-sengs dorm og ens nattesøvn er altså ikke velforvaret bare fordi man har en seng at ligge i skulle jeg hilse at sige. Således blev min nat afbrudt flere gange af en af mine nyeste roommates, en anden dansker, som mente at vi skulle "sludre" da han kom hjem fra byen ved 3-tiden. Det skulle vi bestemt ikke, men det havde set i bakspejlet måske været et bedre tidsfordriv i den efterfølgende time hvor jeg lå og stirrede op i køjesengens øverste madras.
(Mit nuværende hjem - Min "husleje" er $30 om dagen)
Startede dagen med at sove over mig. Vi havde aftalt, Carina, Wiebke og jeg, at vi ville tidligt afsted, da billetterne til USS Arizona Memorial er gratis og uddeles efter first-come-first-served basis. Vi var derude ved ca. 8.20 tiden. Buslinierne kører stort set alle steder her, så vi tog en bus derud, og det tog ca. 1 times tid. Det var spændende at se, og også rørende at læse de portrætter der var hængt op over nogle af de mest nævneværdige soldater sygeplejersker og hvem der ellers havde deltaget. Og så var der en masse japanere - jeg ved ikke hvad det er med dem, men jeg bryder mig altså ikke så meget om dem. Herovre er de overalt, de poserer på totalt latterlige måder foran kameraerne som de jo naturligvis har med, de spritter restaurantborde af før de sætter sig, de snakker anderledes. Om det er anderledesheden der frastøder mig, eller om det er alle de negative associationer jeg får, har jeg ikke afklaret. Helt afklaret er jeg dog med, at jeg synes det er et besynderligt folkefærd. Jeg så for nogle måneder siden den amerikanske Oscar-belønnede dokumentar "The Cove" og blev utroligt grebet af den. Den beskæftiger sig med Sea Life parkernes underholdningsindustri og alle de omkostninger den påfører både dyre- og menneskeliv. Især på Hawaii er det relevant at bevidstgøre sig om, da her er et stort udbud af tilbud om at svømme med delfiner etc. Og det er netop delfinerne der er i fokus: Hvert år fanger Japan ved hjælp af særdeles aggressive metoder over 22.000 delfiner i en skjult bugt ved Taiji, og herfra videresælges udvalgte dyr til trænere og parker fra alle verdenshjørner, og resten slås ihjel på bestialsk vis - alt sammen for at mætte en efterspørgsel fra publikummer i diverse parker. At dette er synd for dyrene da de menes at kommunikere med hinanden på et emotionelt plan er en ting, en anden ting er at de indeholder store mængder kviksølv - de slagtede dyr sælges som menneskeføde i Japan, og ofte under fejlagtige varedeklarationer.
(De flotte US Navy soldater der sejlede os ud til Memorial-sitet. De var flotte i uniformerne syntes vi alle.)
(Indgangen til selve Arizona Memorial der er bygget ovenpå det sunkne skib)
(Et skib.)
Alt dette var blot sidebemærkninger der dukkede op i mit hoved da vi stod og så mini-filmen som vises gratis i forbindelse med besøget ved USS Arizona. Jeg skuede ud over publikum fra min plads bagved, og ca. tredjedelen var japanere. Selve besøget ude ved det sunkne skib var kortvarigt. Det var en anelse specielt at stå midt i et fortidens centrum for en af de største milepæle i nyere amerikansk historie. Amerikanerne er et folkefærd der lægger en usædvanlig stor national stolthed i at minde deres faldne og værne om deres sammenhængsfølelse, hvilket jeg også mærkede da jeg besøgte New York og gæstede Ground Zero og mindevæggen. At de på den måde fremstår som værende et folkefærd i menneskelig affekt, fik under filmfremvisningen Japanerne til at fremstå mere og mere som en effektiv, mekaniseret dræbermaskine, og da jeg så kom i tanker om delfin-filmen, og ikke mindst mine udbrud af gråd undervejs, så jeg mig rigtig sur på dem. Og som Steen siger: "Never trust a guy you can blindfold with a shoelace."
(USS Arizona Memorial set fra luften - man kan se skibets silhouet under det hvide mindesmærke, som er en overbygning man sejles ud til.)
(Billede fra Memorial-sitet - der var meget smukt, og vejret var flot og klart)
(Mindevæggen bagerst i Memorial-bygningen)
(Et kig ned til Arizona - skroget lækker stadig olie)
(Et snig kig til USS Bowfin - som vi desværre ikke fik set i dag.)
(Pynt! Et fint fly.)

Vi tog tidligt hjem fra Pearl Harbor - Der er mange andre ting at se, men da de koster $ og vi alle får gæster senere, skal man jo sikkert derud igen, så vi sprang over. Som ved alle andre turistseværdigheder var der souvenirkiosker, og jeg købte to aviser - det er genoptryk af aviser fra dagene efter angrebet på Pearl Harbor, både lokale og de større som New York Times, det var en ret god souvenir at have med hjem syntes jeg, i hvert fald anderledes interessant end den klassiske køleskabsmagnet eller t-shirt. Spiste frokost på Ala Moana's Food Court og købte ind i Walmart. Fik en kort - og afbrudt - lur hjemme på vores Hostel, som eftersigende skulle møde fuld belægning det næste stykke tid. Hvilket ikke falder i god jord. Jeg er ved at være godt træt af det. Vi har udsigter til at flytte ind i vores lejlighed d. 31, og jeg kan næsten ikke holde det ud længere. Man skal hele tiden tænke på at låse sine værdier inde når man går, og man har ikke så meget privatliv. Til gengæld møder man nye bedste venner hver dag. Lige nu sidder jeg på Starbucks på Kapahulu og kigger ud på aftentrafikken. Her bliver mørkt tidligt, allerede ved 7pm tiden. Man skal lige vænne sig til, at det ikke betyder sengetid, men alle de ting kommer stille og roligt. Carina og jeg har fået en iced coffee, og skal snart hjem til BBQ på vores hostel - Jeg skal have min første amerikanske Cheeseburger med en tilhørende kold Budweiser (ikke den første). Grillmaestroen på vores hostel er en rund, højtråbende amerikaner, og hver aften langes der billige måltider ud fra grillen. Én efter én råbes de sultne backpackere op, "Stephanie, CHICKEN TORTILLA!", "TWO CHEESEBURGERS COMING UP NOOOOW" og så videre. Grilltågerne sætter sig i ens tøj og dufter næsten hjemligt af dansk sommer.

I morgen skal jeg have ordnet min telefon. Min iPhone virker stadig ikke, og hele telefoni-problemet har efterhånden givet mig grå hår. Jeg er dødtræt af det! Så nu skal det bare ordnes. I løbet af weekenden skal jeg på en vandretur, eller et day-hike som vi kalder det herovre, ved Manoa Falls Trail. Det er et lille stykke inde i bjergene, men stadig tæt på byen - og TheBus kører næsten helt ud til der hvor ruten starter. På den måde er vores buskort hurtigt tjent ind igen, man kan bruge det til alt muligt, udflugter, skolegang og indkøbsture. Det er skønt ikke at skulle betale hver gang - busserne her giver ikke byttepenge, så man skal have lige penge med hver gang.

Lidt billeder

2010-08-25T11:03:00.012+02:00

(Det midterste soveværelse. Det er normalt at folk dækker vinduerne til med stof da det isolerer mod varmen og afholder solen fra at blege indboet alt for meget.)

(Det mindste af værelserne er samtidigt også det med den bedste ventilation og den bedste udsigt.)

(Igen det tredje værelse. Bag mig ses udgangen til lanaien (altanen) - hvilket alle værelserne også har.)

(Det tredje soveværelse, placeret for enden af gangen. Det er gode opbevaringsmuligheder til alle værelserne.)

(Gangen ned til det trejde soveværelse som ligger i bunden til højre, badeværelset og vaskesøjle ligger til venstre i bunden. Langs med gangen har vi skabsplads. Set fra stuen.)

(Her ligger lejligheden.)

(Køkkenet i lejligheden)

(Lejligheden set fra stuen. To af soveværelserne kan ses, det mindste og det midterste)

(Chinatown skrammel.)

(Chinatown; har vist fundet min nye pusher. Bare jeg dog havde taget VHS afspilleren med...)

(Mig på Starbucks. "Double, nonfat latté, tall and to go.")

(Ala Moana shopping centeret - det bliver min død!)

Kaiulani Avenue :-)

2010-08-25T08:23:00.008+02:00

(Carina og jeg på vores altan - vi kan se havet!)

"Der var en måge der sked på mig i dag", udbryder Carina med stor glæde i stemmen. Vi sidder i caféområdet på vores hostel, og selvom det har været en lang dag er humøret højt - noget tyder på at vi har haft heldet med os (på flere måder) i forhold til boligen. I dag var vi til check-in på universitetet. Hawaii Pacific University ligger i Downtown området som er et business district med kontorer og banker og den slags. Vores lejlighed ligger på Kaiulani Avenue, som ligger lige mellem Kuhio hvor alle busserne går, og Ala Wai som løber langs med kanalen. Vi tog en bus fra vores hostel og det tog ca. 30 minutter at køre der ind. Busserne her i byen hedder kort og godt The Bus, og rutenettet er veludviklet og lader til at fungere helt ok. Vi kom ind til noget der hedder Frear Center hvor vi skulle tjekke ind og til infomøde, og det var mega amerikansk. For det første blev alt - og jeg mener alt! - skåret ud i pap, for det andet var alt super pædagogisk og... Ja, amerikansk. Det var i hvert fald meget anderledes. Studiekulturen herovre er meget anderledes, og amerikanske studerende lader til at være ret umodne, det fornemmer man tydeligt på den måde man bliver holdt i hånden på.

(Vores swimmingpool ved lejligheden)

Derefter fik vi lavet vores studiekort og købt semesterkort til busserne; det kan man få for sølle $127 og derefter kan man køre i bus som en sindssyg indtil 15/1. Vi fik også set Chinatown - hold op en masse skrammel - og gået en tur i Downtown, men vi skulle ind til vores lejlighed og betale for nogle møbler og fjernsyn vi har købt af de nuværende lejere som alligevel skulle sælge det på Craigslist. Derefter var vi ude på Kapahulu's Bank of Hawaii for at mødes med udlejeren og betale vores depositum på 1900. Alt gik fint! Fik lidt Jamba Juice og drønede hjemad.

(Bygningen set fra Kuhio St.)

Jeg skal ellers love for, at vores hostel er central for danske studerende. Her er mange danskere og mange tyskere. Det er lidt sjovt, for ca. hver dag møder man nye danskere. Min aften i dag er gået med at lade mine penge fosse ud af telefonen. Som sagt er tele-situationen her ret uoverskuelig, og Telia, mit danske selskab, er helt håbløst. Jeg har lige fået låst min iPhone op af SIM låsen så jeg kan bruge mit amerikanske GSM kort i den, men huskede damen i telefonen lige at sige at den skulle gendannes inden jeg kunne bruge den? Nej. Derfor kostede det mig endnu et opkald til Telia fra Hawaii, og ialt har jeg ringet op for $16. Den sidste medarbejder jeg snakkede med var sød og trak 100 kr fra mit abonnement som stadig kører derhjemme - hvilket da også bare manglede.

(Udsigt mod bjergene)

(Udsigten mod vandet)

Finder langsomt ud af at USA er et ret finurligt sted. Man må de sjoveste ting og de mest (for os) normale ting er forbudte. Fx. er der et lookout lidt uden for byen - hvilket dybest set bare er en p-plads med ocean view - og her må man altså ikke holde og nyde udsigten om aftenen. Så kommer der en park ranger og beder en om at forlade stedet. Man må heller ikke drikke øl på gaden, så når man er på vej i byen må man drikke ud inden man går og man må ikke stille sig udenfor kort og nyde sin øl eller whatever. Til gengæld må man gerne sidde bagi en pick-up imens bilen kører. Her er kort sagt mange ting der er lidt sære eller uigennemskuelige.
Jeg er begyndt at glæde mig sindssygt til at flytte ind i lejligheden. Vi har aftalt at vi bruger den første dag på at gøre det hele rent og pænt da amerikanere altså efterlader deres boliger ret nussede i forhold til hvad vi er vant til hjemme. Så skal vi have fundet et spisebord og stole, et sofabord og nogle småting, og især glæder jeg mig til at købe sengetøj og service og indrette mig i mit nye habitat. Jeg glæder mig til at lave mad igen, til at slappe af om aftenen, til at købe ind, ja, til det hele. Lige nu lever jeg af mad fra ABC butikkerne, en slags 7/11 der ligger på hvert hjørne og sælger kiosk-artikler. Yoghurt, kaffe, bananer, Starbucks' salater, og ind imellem regulære måltider på diners eller restauranter. Ikke voldsomt interessant.

(Christian og jeg med hver vores øl - Mmm...)

Waikiki er turistfælden over alle turistfælder. Her er konstant nogen der vil sælge dig noget, om det er Dolphin experiences eller surfing lessons eller Luau-oplevelser, så står der folk og uddeler flyers overalt. Turisterne fylder op, og man kan være rimelig sikker på at hvis man skal bruge vejvisninger er man fortabt, for ingen kender området særligt godt. Til gengæld er her pænt, her er ingen slum, alt er relativt velholdt og man kan gå i sikkerhed på gaderne om natten. Jeg tæller dagene ned til at jeg kan flytte, og dagdrømmer om livets små ting, som fx. hvilke lagener jeg skal købe til min nye seng. Life is still good in Hawaii :-)

BBQ's & Ocean Views

2010-08-24T09:40:00.007+02:00

(Solnedgangen som den ser ud fra Ala Moana Beach Park)

Så lod weekenden sig afrunde! Carina, min kommende roomie eller en af dem, og jeg har efterhånden fået set lidt af hvert. På boligfronten er der sket en del: Vi var i Makiki for at se en 3er i går, og forventningerne var svingende. Den kostede 1700, og vi ønskede desperat at den var fantastisk. Amerikanere er ikke så blufærdige med deres hjem. Når lejlighederne skal fremvises er der ofte rodet og beskidt; én af lejlighederne jeg har set havde dyr i køleren, og lejligheden i går var heller ikke noget at råbe hurra for. Beliggenheden var tvivlsom og værelserne små og snuskede. Skuffede kørte vi hjem til Waikiki og trøstede os med at vi skulle se en lejlighed her i Waikiki mandag aften - i aften. Trætte af vores hostel og den ørkesløse boligjagt - craigslist, portalen der bruges til at slå lejeboliger op på, er et værre gedemarked - hoppede vi på ølvognen og købte en sixpack Budweisers og nød godt af andres selskab på vores hostels caféområde. Da de lukkede ned ved elleve-tolv tiden var vi en mindre flok der gik på bar, og det var vel og mærke den første og den bedste bar. Forventningsfulde og bekymringsfrie betalte vi vores entre, og fik kort efter en lille overraskelse: To ord, mand, stripper og et fuge-e imellem (som vi kalder det i dansk-faget, for nu at demonstrere lidt af den nyttesløse viden universitetet har beriget mig med). Han vred sig på bedste vis, og da vi havde forstået stedets natur købte vi en øl og morede os ellers godt.

(Diamond Head)

Da det jo var søndag blev det ikke videre sent, og så vi gik hjem og sov godt og længe. Min mandag gik stort set med min nye yndlingsbeskæftigelse: At ligge og flyde rundt på en pink luftmadras - min floatie, som de kalder dem herovre - i Stillehavet og arbejde på min tan - den kommer hurtigt skal jeg hilse og sige. Det er en helt anden sag, aldrig har jeg brugt så meget solcreme. Jeg overvejede som joke at skrive det ind som post i mit samlede budget, men kan nu se at det måske ikke havde været en dum ide. Man bruger en del af det. Bedst kan jeg lide sprayudgaven da den er let at få på ryggen når man ikke har en partner in crime ved hånden. Nå, men der ligger man så og flyder rundt. Vandet er klart her, jeg har endnu ikke oplevet ikke at kunne se bunden hvilket i sig selv er nok til at blive svimmel af glæde.

(Sådan ét må jeg eje: Surfboards er for Hawaii hvad cykler er for Danmark. Man er ikke rigtig indbygger før man ejer en.)

Jeg har meldt mig ind i 24 Hour Fitness, og navnet antyder vel i sig selv hvad konceptet dækker - et center der har åbent døgnet rundt. Også hele døgn-åbenheden er en mindre revolution. Walmart har åbent døgnet rundt, og det er der en del ting der har her. Det er en befrielse ikke at skulle begrænses af noget så tåbeligt som åbningstider. Jeg ville have taget en tur på trappemaskinen, men pludselig var tiden løbet fra mig - Carina og jeg skulle mødes halv seks, og vi skulle se lejligheden kl. halv syv. At vi var i mere end god tid opdagede vi hurtigt. Lejligheden lå langt tættere på vores hostel end vi lige havde øjnet, og vi sad på en bænk og ventede i spænding i godt fyrre minutter inden en lille tæt dame dukkede op, snakkende livligt i et headset vi først fik øje på da vi havde sendt hinanden det forundrede blik. Fast forward til øjeblikket hvor vi står i lejligheden og takker ja til den. Kort sagt har vi et sted at bo! Vi bor midt i Waikiki (ingen slum, masser af liv, flotte omgivelser, ingen rigtige indkøbsmuligheder), i en topsecured building hvor vi ligger på 14. sal. Vi kan se havet fra vores store lanai (altan), vi har vaskesøjle, opvaskemaskine, pool, 3 soveværelser og en kæmpe stue for den ringe sum af $1900 om måneden - Vi var absolut lykkelige! Bare lettelsen i endelig at have et sted at bo om en uge! Så vi hoppede og sprang. Man har en dejlig udsigt fra altanen, og faktisk kan vi se vandet derfra til den ene side og bjergene til den anden. Ikke mindst bor vi tre blokke væk fra Waikiki Beach. Fryd!

(Beach-BBQ med familien Jenfort)

I morgen skal vi på HPU, vores uni, for at registrere os og sådan en masse kedelige ting. Det gider jeg ikke rigtigt, men det skal jo gøres. Alle de praktiske ting er generelt død uinteressante, man finder hurtigt ud af at det er meget federe bare at soppe rundt i det lune stillehav, gå ture, grille og grine og se på solnedgangene. Og det går dagene med. Jeg hygger mig med Steen, Maggie og Naomi, dagdrømmer, solbader og så videre. Nu kan man begynde at tænke på sin flytning og finde møbler. Jeg har allerede, takket være Kasper - en gammel kammerat fra Esbjerg der bor her - en seng, en sofa, et natbord og nogle småting, og Carina og jeg glæder os til at komme ud og købe vores første surfboards, sengetøj og andre hyggeting. Jeg er så glad for lejligheden og glæder mig enormt til de næste 9 måneder. Jeg har længe glædet mig til at få min egen lejlighed igen som et tiltrængt afbræk fra kollegiet, og det bliver skønt. Vi mangler et spisebord og stole, men det skal nok komme alt sammen. Nu er der kun en uge tilbage på hostel.

Home, sweet home, where are you?

2010-08-21T20:18:00.003+02:00

Så er min jagt efter et sted at kalde hjem sat ind. Heldigvis har jeg god hjælp: Steen, min fars gamle Maersk Air-kollega, og hans hustru Maggie er kort sagt en uvurderlig hjælp når det kommer til at flytte til Honolulu. De har slået sig ned her med deres datter og har boet i Honolulu de sidste tre år, og kan derfor vise mig byen og fortælle om hvilke kvarterer der er blåstemplede, og hvilke der er no-gos. Og ikke mindst er de rigtig godt selskab. Således har jeg tilbragt de sidste to dage med dem. Takket været dem har jeg nu en checking account i Bank of Hawaii, set store dele af Honolulu fra bilvinduet og har ikke mindst trygheden i at vide at der er gode venner lige i nærheden.

Den lejlighed vi så i går var beskidt, mørk og dyr, og lå lidt langt væk fra alt - ikke lige drømmen, men man begynder så småt at få behov for at pakke sine ting ud og slippe for at bo på hostel. I dag har en "ny" dansk pige, Carina, tilsluttet sig vores boligsøgning, så nu er vi tre. Malene, den tredje, er stadig i DK, og jeg synes det er skønt at have en til at lede efter lejlighed med, så er man ligesom to om frustrationerne. Vi håber at finde noget at bo i meget snart! I morgen skal vi se en lejlighed i Makiki kl. 10. Forhåbentlig er den ikke alt for skod.

Ellers var det hyggeligt i går, vi var på stranden ved Ala Moana og grillede bagefter, og jeg så min første regnbue! Vores aften blev sluttet af med fyrværkeri, det er åbenbart en mindre event hver fredag, og vi havde da også slået os godt ned med campingstolene på parkeringspladsen. Min jetlag er også så småt ved at være aftaget, jeg sover nu på de rigtige tider af døgnet og i tilpas lang tid til at være udhvilet i løbet dagen. Så jeg er ved at være klar til begynde i skole og få en rigtig hverdag her, selvom det er lidt fjernt fra den måde jeg bruger min tid på nu: evige strandture, grillaftener og shopping sessions...

Og som billedet her bevidner så er Hawaii's fugle overalt, og de er ikke sky! Her er der en som får sig lidt peanutbutter fra den sparsomme morgenmadsbuffet på vores hostel. Steen kommer og henter Carina og jeg om en times tid, og så skal vi ud og researche møbel-markedet i byen. Man finder hurtigt ud af at en bil er en kæmpe fordel, men jeg har jo drømme om at backpacke næste sommer, så jeg ved ikke om jeg synes jeg har råd til det, selvom det jo er billigt herovre.
På mandag skal jeg ind på skolen første gang og have ordnet de hængepartier jeg har. Jeg fik faxet mine forsikringspapirer derover, men de kunne ikke læse dem, så det mangler at blive ordnet, og så skal jeg have betalt min tuition - ca. 50.000 kroner lige ud af kontoen... Lidt nedslående, men det er bare et vilkår man må underlægge sig.

New in town

2010-08-19T18:12:00.008+02:00

Så har jeg haft mine første døgn i Honolulu. Hvad der ofte falder mig ind er, at jeg ligner en turist, og opfører mig som turist, men i virkeligheden er en ny indbygger der skal bo her de næste ni måneder. Hvad laver man i Honolulu? Jo, jeg havde jo lovet mig selv en sommerferie ovenpå BA-helvedet, så det er hvad jeg laver: Holder ferie. Dette indebærer postkortskrivelser over lokale kopper Kona-kaffe - Hawaii's helt egen gourmet kaffesort, der er utroligt velsmagende iøvrigt - shoppingture i Ala Moana centeret som er så enormt at jeg flere gange har udmattet mig selv komplet der, aftensmad på strandrestauranterne, strandture, badeture og planlægning af hvad jeg ellers gerne vil se og lave her.

Lad mig først og fremmest slå fast, at Hawaii ER laid-back. Her er intet hastværk. Alle hilser pænt på hinanden med Aloha og Mahalo, bilisterne er tålmodige og holder tilbage, klimaet er mildt og yderst behageligt - varmen er ikke overdrevet, nætterne er lune, og ind imellem falder der en pludselig byge af lunken regn, hvilket aldrig rigtig gør noget da her sjældent er under 22 grader om natten og 28 grader om dagen. Således er Hawaii en lille Stillehavs-vugge der blidt bedøver éns bekymringer. Den eneste bekymring jeg har er at jeg allerede føler mig godt hjemme og tusind gange bedre tilpas end i Odense. Dagene bruger man udenfor langt det meste af tiden, havet og solens stråler holder én jordbunden og opfordrer til ikke at komplicere tilværelsen unødigt, den milde luft fungerer beroligende på krop og sjæl, og jeg tror den kunne helbrede alt.
Ikke desto mindre ser man hurtigt at hjemløshed er et stort problem her, og man kan se at mange af de hjemløse ikke bare er fast gadeinventar, de er mennesker der har haft jobs og familier og ikke længere har kunnet stå imod det høje økonomiske pres der er forbundet med at overleve her. Skal man se på dem eller se væk? De er ligeså meget en del af hverdagens virkelighed som alt andet her, og på flere måder gør det ondt at acceptere. Dels fordi det afslører at øerne ikke er perfekte, dels fordi man fornemmer en underliggende trussel overalt. At man ikke fornemmer dette reflekteret i befolkningen tager jeg som en udtryk for at deres aloha-laid-backness er fuldstændigt oprigtig og sedimenteret. Der er simpelthen ikke grund til at bekymre sig, før der er grund til at bekymre sig.

Der er tusind ting jeg gerne vil. Jeg glæder mig til at opleve resten af øen, og Philip - min danske kammerat fra mit hostel - og jeg har aftalt at vi skal på en trekking tur om forhåbentlig ikke så længe. Jeg har hørt at her skulle findes tusindben på størrelse med salamier, og at de skulle bide, og hverken dem, skorpionerne eller edderkopperne har jeg lyst til at komme i alt for nær nærkontakt med. Indtil videre har jeg kun stiftet bekendtskab med en begrænset del af øens dyreliv, og hermed menes der fuglene - som der er massevis af - kakerlakkerne og fiskene. De helt små af dem. Hele fritidslivet her er baseret på udendørsaktiviteter, og der er masser af dem. I morgen skal jeg surfe for første gang - eller i det mindste forsøge!

Jeg har endelig taget mig sammen til at få mig en telefon og et nummer, og det var lidt af et projekt. Faktisk er markedet for den slags så uigennemskueligt når man ikke er bekendt med det, og iøvrigt er meget mere interesseret i at ligge på stranden eller gå i butikker. Den venlige medarbejder i Walmarts telefoniafdeling forsøgte tålmodigt at forklare mig koncepterne, og til sidst var jeg så frustreret at jeg bare endte med at sige "Ohh, I see!" i et tonefald der til overmåde understregede at jeg nu var klar til selv at sælge telefoner, så godt forstod jeg det. Jeg blev enig med mig selv i at nogle ting skal man bare overgive sig til og ikke bekymre sig for meget over. Mit næste problem er, at en telefon er ikke bare en telefon. En telefon er helst en iPhone, og derfor skal jeg på en måde have fjernet sim-låsen på min iPhone så jeg kan bruge mit nye abonnement på den.

En helt anden åbenbaring er sushien! Det smager milevidt bedre end derhjemme og koster ingenting. Med ingenting mener jeg det halve, for nok er jeg i USA, men jeg er også i den dyreste af delstaterne, og det er svært at finde gode priser i Waikiki området af byen hvor jeg befinder mig mest lige nu. Ikke desto mindre er det danske prisniveau stadig overlegent, og serviceniveauet underlegent. Og så kan man købe alt! Dette er især en af de ting jeg frygter bliver stærkt
vanedannende: Alt er stort set tilgængeligt konstant, fitness, indkøb, mad, og ikke mindst er udbudet tusind gange større. Man kan købe alt i kioskerne, og man finder konstant nye, sjove småting - som man undrer sig over hvem mon køber! (Fx. en sixpack med grønne læbestifter.) Men det bedste er kombinationen af by og strand. Honolulu og Waikiki tilbyder alt man ønsker sig af shoppingmuligheder, uden nogensinde at blive for øredøvende og overvældende. Og stranden er altid lige ved siden af én, og selvom jeg indtil videre kun har set Waikiki Beach, som er ret overbefolket, og Ala Moana Beach Park, så er én ting sikker: Badevandet er varmt og klart og lever helt op til forventningerne. Hvilket de fleste ting egentlig gør. På en lidt mistænkelig måde. Især Waikiki, som er lidt af en turistfælde, ligner netop det syntetiske tropeparadis som øens gæster netop ønsker at se. Den kitschede byggestil og den til tider vulgære dekoration behager turismens forbrugende natur, og står i stærk kontrast til den helt autentiske eksotisme som stedet synes at rumme når man skuer ud mod bjergene der ligger i baggrunden af skylinen. Dette er dermed en af de bedste grunde til at glæde sig til at komme på vandreture, for Waikiki er helt uden tvivl Oahu's fernis. Jeg er godt forberedt på at udforske øen og har udstyret mig med bøger om Hawaii's fugleliv (som er meget rigt), sprogguider til det Hawaiianske, og skrivelser om stedets legender og myter. Så burde man, efter en god, stærk kop Kona-coffee, være klar til at udforske paradiset!

Rejse

2010-08-17T15:28:00.011+02:00

En god kop kaffe i Seattle så man kan overleve de sidste seks timer til Honolulu - Hvor jeg i øvrigt sad foran et evigt skrigende barn.

Der var masser af god udsigt under min indflyvning til Seattle, hvor alle billederne stort set er fra.

Nedenfor den flotte udsigt over Atlanten som jeg nød når skydækket brød op.

Okay. Nu ligger jeg her, på en seng i Waikiki som ligeså godt kunne være en stegepande. Man har i hvert fald varmen.

Da jeg for to timer siden steg ud af Delta flyet i Honolulu og fældede en tåre, var det i lige dele begejstring over endelig at være her, og lige dele lettelse over at være undsluppet den unge med kolik der sad bag mig hele vejen fra Seattle og skreg noget så øredøvende. Jeg læste for nylig en artikel om en kvinde der havde mistet hørelsen under en flyrejse på grund af et skrigende barn, og hver gang det nogenlunde lykkedes mig at falde i søvn blev jeg med det samme viklet ind i mareridtsagtige forestillinger om, at mine ører ville begynde at bløde hvilket som helst øjeblik, hvilket nok vidner mere om hvor træt jeg var fremfor den egentlige risiko for at miste hørelsen. Da vi lettede fra Seattle var jeg så træt, at den søvndyssende lyd af flymotorerne næsten overbeviste mig om at jeg var ved at falde ud af flyet og ned i The Pacific da vi foretog det første sving.

Allerede i Billund var jeg udfordret: Selvbetjenings tjek-ind-maskinen ville ikke tjekke mig ind, men ledte mig dog trofast igennem hele proceduren for blot koldt at afvise mig til sidst. Jeg tjekkede min bagage ind og sagde farvel til mine forældre ved security check, købte $150 og kom med min første forbindelse til Amsterdam uden videre problemer. Da jeg sad i Gaten og ventede på at boarde min første forbindelse var jeg ved at være klar over at jeg skulle afsted nu, tiden var løbet for mig. Nu var der simpelthen ikke noget valg længere. Men ikke engang imens jeg fløj de 18 timer gik det rigtigt op for mig at det var ved at ske.

Noget andet der gik op for mig med stor sikkerhed derimod var betydningen af vekslingen mellem dagslys og nattemørke. Jeg fulgte solens stråler halvvejs rundt om jorden, og det var først en time fra Hawaii at mørket indhentede os. Dette fik mig til at overveje hvor længe man skulle rejse videre på denne måde for at opnå et seriøst nervesammenbrud. Man bliver for alvor bevidst om hvor relativ tiden er, og hvor udflydende et begreb det udgør, samtidig med at ens forståelse af behovet for systematiseringen af den virkelig udbygges.

Flyvningen til Seattle tog evigheder at komme igennem. Jeg sad ved siden af en fyr fra Seattle der var på vej hjem, som venligt oplyste mig om diverse fakta; at man kunne få både is og vodka med baconsmag samt en masse andet ligegyldigt. Amerikanere er nogle lidt sjove størrelser, og faktisk holder jeg især af alle de åndssvage ting ved USA som deres kupon-kataloger fx, baconvodka og den slags. Hele rejsen var meget forladt for oplevelser og tog evigheder, Jeg var nærmest sulten hele tiden af en eller anden mærkelig grund.

En af de mest fascinerende ting ved Hawaii indtil videre er mørket. Man har kort sagt ikke oplevet hvad mørke er før man har været her. Flyet blev lynhurtigt pakket ind i mørket en times tid før landing, hvilket kun tydeliggjorde det egentlige møde med øerne endnu mere: Prik efter prik dukkede de frem fra havet med deres lystæpper, og før jeg vidste af det stod jeg i den milde aftenluft der tilmed bar en helt svag duft af ananas med sig, Min shuttlebus ind til mit hostel blev kørt af en sjov lille asiatisk fyr der så det som sin fornemste opgave at præstere en art standup for os undervejs. Det var mit første møde med Honolulu; nedenfor bussen kunne jeg se mænd i kulørte skjorter der var på vej hjem fra arbejde i deres biler, jeg kunne se pawn-shops og tattoo shops der var befolket af tykke mænd der lå henslægt i standby på sofaer, og jo tættere på vandet vi kom, turister på vej ud.

Mit hostel ligger halvanden blok fra vandet. Det er ikke særligt langt. Måske var det den berusende lyd af bølgerne der afholdt mig fra at sove mere end fire timer, i hvert fald vågnede jeg kl. 3 og var på ingen måde tilfreds med ikke at være udhvilet efter min lange rejse. Jeg dappede ned til den store udendørs café og skypede med mine forældre, og besluttede derefter at gå ud efter morgenmad. Endte på et sted der hedder Zippy's som er Honolulus - efter sigende - mest populære diner. Jeg fik en portion havregrød og gik hjem igen. Jeg havde lige sat mig på min seng da jeg pludselig blev opmærksom på at jeg ikke længere var alene på sovesalen; en stemme med en utydelig, europæisk klang begyndte rustent at snøvle, og imens jeg forsøgte at definere sprogets tilhør, gik det til min store overraskelse op for mig at sproget var dansk. "Øh, hvad?" sagde jeg dumt i mangel på bedre, og fandt hurtigt ud af at det var Philip, en dansk fyr på min egen alder, og at han også skulle læse på HPU. Jeg var næsten helt forvirret, havde jeg ikke lige rejst i 22 timer? Er danskerne virkelig overalt, som en slags husstøvmider? Ja, det er vi åbenbart! Ikke desto mindre har jeg allerede fået mig et par gode venner her, og en masse sjove bekendtskaber. Alt i alt en god start. :-)

Nu er det nu. Nedpakning...

2010-08-15T10:28:00.002+02:00

Min hund har netop forsøgt at få et kig ned i den ene af mine samsonite-kufferter, der begge står som gabende sår på stuegulvet og venter på at lukkes til og komme afsted. Har kort sagt tænkt mig at pakke alt jeg overhovedet kan tænkes at få brug for og ikke mindst også slæbe, og jeg kan ialt have 58 kg med - næsten det samme som jeg selv vejer - hvilket nok burde være rigeligt. Min hovedpude er endda med, der var plads til den og den vejer intet. Lige nu ligger den øverst i den store Samsonite og skiller sig ud fra de øvrige genstande med sit hjemlige udseende (som jeg nok kommer til at sætte pris på senere.) Mit største problem er, at jeg ikke kan gennemskue hvordan jeg forøger mine chancer for at blive upgradet til en førsteklasse-billet på flyene, ud over naturligvis at klæde mig pænt. Tanken om at bruge et helt døgn på at være mast ned i flysæder eller styrte rundt i lufthavne er ikke den mest tillokkende, men ikke desto mindre en kvinddomsprøve jeg må gennemgå. Jeg er mest spændt på min forbindelse i Seattle hvor jeg både skal hente min bagage og tjekke den ind igen, og da det er min port of entry til USA skal jeg også igennem pas-kontrol. Jeg har hørt at man bliver interviewet igen, ligesom man gjorde på ambassaden da man søgte visum, og jeg har alle siderne fra min I-20 med, mit proof of finance, min SEVIS-fee reciept og naturligvis mit pas med visum med. I det hele taget har jeg alle de vigtige dokumenter med i min håndbagage, forhåndsgodkendelserne fra SDU og mine studieplaner. Det er der alt sammen. Jeg har et par timer i Seattle, og de er heldigvis udenfor rush-hour, så jeg tror ikke jeg får problemer med at nå forbindelsen til Hawaii, men jeg får nok heller ikke ligefrem god tid.

Hvad angår min bacheloropgave kan jeg fortælle at jeg gar skrevet lige godt 21 sider ud af de 25 som jeg max må aflevere. 24 ville også være fint. ;-) I hvert fald kommer den til at ligge standby et par uger endnu, for det første er min vejleder ikke tilbagevendt fra sin ferie endnu, og jeg vil lige afvente og se om han har gode råd mht til alle mine mistede kildefortegnelser. Og ikke mindst har jeg skrevet den så hurtigt at den fortjener at blive kigget på senere igen.

Jeg er gået i gang med at søge stipendier, og der er godt nok også mange ting man skal tænke på. Der skal vedlægges budgetter, anbefalinger, transkripter fra uni, udfyldte skemaer, motiverede ansøgninger og optagelsesbreve. Noget af et hyr, men jeg håber det bliver det værd - især efter at have lagt en mindre formue i Fona! Min forsikring dækkede heldigvis den stjålne MacBook, men jeg havde en selvrisiko på et par tusinde, og fik jo også købt nogle andre ting, og så løber det hurtigt op.

Så efterhånden er alt ved at gå op i en højere enhed, og på mange måder bliver det en enorm lettelse at tage afsted i morgen. Der vil stadig være ting som skal ordnes og selvfølgelig skal jeg finde et sted og bo og alt sådan noget, men jeg tager det med ophøjet ro altsammen. Min Honolulu-roomie, Malene, kommer omkring første september, og jeg glæder mig super meget til at hente hende i lufthavnen.

Så nu gælder det bare om at nyde de sidste timer med familien inden jeg rejser. :-)

Ét skridt fremad, to tilbage...

2010-08-10T15:52:00.002+02:00

Det er ligesom med vandrehistorier; det sker altid for en venindes venindes bror eller kammerat, eller måske ens gamle nabos onkel. I hvert fald er det ofte så langt ude, at det ligeså vel aldrig kunne være hændt. Vi havde lige siddet og diskuteret fænomenet i vores tolv-hestes brandert ude i plasticjunglen. Det var lørdag aften, jeg var smurt ind i noget der bedst kan betegnes som kosmetikkens svar på sovsekulør, det var lørdag aften, vi var til afskedsfest og der var godt gang i festen. Og så ramte den mig, vandrehistorien - i levende live. Da jeg ved halv ét tiden kom ind på mit værelse som vi netop havde tømt for indbo og møbler samme eftermiddag, bemærkede jeg straks at det eneste af værdi der egentlig havde været tilbage ikke længere var til stede. Min computer! At jeg har brugt tusind år og en regnfuld sommer på at klage mig over min bacheloropgave er én ting, men at jeg ikke på noget som helst tidspunkt havde gjort mig den tanke at man burde lave en backup af lortet, er en anden: Nemlig det dummeste jeg nogensinde ikke har gjort. Og det blev ikke bedre. Ligegyldigt hvor mange sunlolly-vodka shots jeg sidenhen forsøgte at bedøve mig med, dukkede hverken computeren eller bachelor-opgaven frem igen. Lad mig bare sige at mine tømmermænd søndag var omtrent de værste jeg nogensinde har haft. Jeg var komplet slået hjem. Hvis nogen kunne være interesserede i at vide hvordan den slags føles, kan jeg hurtigt beskrive det: Absolut tomhed afløst af hysteriske raserianfald. Og den fase tager cirka tre dage.

Så i går måtte jeg med tungt hjerte lægge en mindre formue i Fona til en ny Macbook Pro. Og i dag måtte jeg med endnu tungere hjerte gå i gang med at rekonstruere min opgave - uden bøger eller noter. "Altså, du ka´da bare lade som om den første opgave var en slags... kladde", sagde Valentin. Måske er det bare sådan man skal tænke på det. Efter at have genskrevet de første 8 sider føles det i hvert fald ikke så skrækkeligt længere. Jeg håber bare, at den går igennem når den bliver bedømt efter ferien.

Ud over en ny Macbook tog jeg også en beslutning om at forære mig selv en PlayStation 3, og lad mig bare sige - den har været en enorm støtte! Jeg har således spillet Heavy Rain hele dagen i går, og det er fabelagtig underholdning og en genial måde at fortrænge realiteterne på, hvilket er præcist hvad man har brug for, ud over rødvin og chokolade. Jeg er stadig lidt død efter nedturen med den stjålne computer - havde jeg set vedkommende der tog min elskede macbook havde mit temperament eksploderet; Jeg havde vel lavet en Tyson og bidt øret af vedkommende i en blodrus - så de sidste par dage har jeg slet ikke lige tænkt på Hawaii. Nu er jeg heldigvis så småt begyndt at glæde mig igen kan jeg mærke, og jeg tror jeg vil glæde mig eksponentielt i takt med at opgaven bliver færdig.

Og udover det skal det altså siges at lørdag aften trods hård modgang var en succes. Jeg havde nogle rigtig dejlige gæster i rigelige mængder, og jeg fik de sødeste afskedsgaver og hilsner. Og al pynten kom totalt til sin ret. Vi fik faktisk også festet til den lyse morgen, og jeg formåede på en eller anden måde ikke at lade spasseren der stjal min computer ødelægge min fest, og kæmpede dermed bravt videre igennem den endeløse mængde alkohol efterfølgende. Moralen i historien er: DO THE BACKUP! (behøver jeg sige, at det første jeg køber i USA er en time capsule...?)

Slutspurt

2010-08-02T21:56:00.002+02:00

Er kommet tilbage til Odense for sidste gang i denne omgang, og mine ting er efterhånden godt sorterede og pakkede sammen. Her er næsten tomt, men det kan dårligt undgåes at bemærke at her trods alt stadig er ret fyldt: Selvom man tømmer alle sine møbler for ejendele, så fremstår rummet ikke just ubeboet når her kun er 11 kvadratmeter.

Har brugt hele ugen i Esbjerg på ikke at gide skrive mere bachelor, skrive bachelor, spise nutella (nåede næsten til bunds i et glas!), læse forbudte bøger (=alle dem, der ikke handler om medieglobalisering og dansk TV-fiktion) og drikke kaffe. Og sidst men ikke mindst planlægge en storstilet, semi-fiktiv backpackerrejse i Sydøstasien næste sommer! Jeg har jo tre en halv måneders sommerferie, og man skulle da være et skarn hvis ikke man benyttede det samt at man ikke havde faste udgifter. Ikke desto mindre ramte én eller anden form for realitet mig da jeg kom hjem i går; Flyttekasserne stod her jo, min kuffert stod fremme midt på gulvet, og truede nærmest med at opsluge mig komplet. Jo, den er god nok, om to uger rejser jeg. Det er svært at tænke på, ikke fordi det er svært som sådan, men fordi at den slags ting bare er af en særlig kaliber der gør, at de af en eller anden grund bare er lettere at smide sig ud i i stedet for at tænke dem ihjel.

Jeg er ikke klar endnu. Jeg mangler stadig noget på min opgave, og nogle praktiske ting. Ting som jeg længe har vidst jeg skulle, ting som er så små og forankret så direkte i selve afrejsen, at jeg ikke har kunnet gøre det før nu. Det er en lettelse at man nu faktisk kan få afviklet alle disse ting og forhåbentlig lulle sig ind i rejsedrømmene dagene inden. Hvordan mon det bliver? Er der så smukt som man ser det afbilledet? Hvor kommer jeg til at bo? Hvordan er undervisningen? Når jeg allerede er på vej til Kathmandu, Hanoi og Singapore er det jo fordi jeg har været på vej til Hawaii i et år snart. Jeg har gjort mig alle de kåde dagdrømme om min kommende hverdag. Min meget snarligt kommende hverdag. Tilbage er der kun en masse spørgsmål og undren, spørgsmål som jeg ikke kan finde svar på i mine egne tanker - Nu skal jeg også opleve det, og det er heldigvis noget helt andet end at dagdrømme.

Jeg er blevet færdig med at læse Jon Krakauers Op i det Blå, og den kan anbefales - hvilket Carsten Jensen's "Jeg har set verden begynde" også kan. Carsten Jensen beretter om sin rejse igennem Rusland, Kina, Cambodia og Vietnam på en særdeles righoldig, nærværende og vedkommende måde. Han portrætterer hans selskaber og sig selv nøgternt undervejs, og de gryende samfund der er ved at fødes på ny overalt. Vi er stadig kun i Rusland, Carsten og jeg, men jeg håber at vi kan følges ad hele vejen til Honolulu - Hvad mon han ville sige til det?

Lonely Planets guider til hhv. Hawaii og Oahu/Honolulu ligger klar på natbordet og bliver jævnligt bladret igennem. Og på gulvet står min Playstation og summer - vi har haft lidt tømmermænd i dag, så Valentin og jeg besluttede at der var brug for pizza og Tekken. Jeg ved ikke hvorfor, men playstation er bare kanon afslapning. Jeg har en men bruger den ikke så meget som jeg gerne ville (så meget gider jeg det vist heller ikke når det kommer til stykket) men oh fryd at smide sig bagover og lade sine fingre vrides af led mod joysticket i en times tid i ny og næ!

Jeg har også fået set nogle fantastiske film. A Single Man, Tom Fords debutfilm med Colin Firth og Julianne Moore - som må være min absolutte favoritskuespillerinde, eller en af dem - som var så eminent smuk at jeg faktisk er nødt til at eje den selv. Og I Love You Philip Morris der med sin simple og veldoserede humor er den første film siden Burn After Reading som har fået mig til at grine højlydt - De skal ses.

Nu skal jeg bare have sparket mig sammen til at sætte ind til den sidste BA-slutspurt, og så sætte en dag af til praktiske småting, og så vil ugen ellers kulminere med min afskedsfest på lørdag - gæt hvad temaet er. Den lørdag har længe været en milepæl for mig, og det er svært at forstå at tiden indhenter min afrejse så hurtigt - jeg er mere end plukkemoden til Hawaii.

20 dage tilbage!

2010-07-27T16:01:00.002+02:00

... Og jeg er hjemme i Esbjerg endnu engang, efter en rigtig træls uge i Odense der virkelig tog ualmindeligt meget på mit mentale overskud. Det kommer hurtigt tættere og tættere på, og hvis jeg kunne tage afsted i morgen ville jeg gøre det, der er noget pinefuldt over al den ventetid når man nu har ventet så længe i forvejen. Jeg er efterhånden nået dertil hvor jeg forbander min BA langt væk, og ikke engang de sædvanlige "det er bare et stykke arbejde der skal gøres", "det er så spændende at få lov at fordybe sig" og hvad man ellers plejer at kunne ryste ud ad ærmet, kan få mig op i omdrejninger: Det er virkelig dødssygt at skrive opgave når det er sommerferie og man flytter til Hawaii om 20 dage.

Jeg glæder mig efterhånden så ekstremt meget at jeg har svært ved at koncentrere mig om noget andet, og kan ind imellem godt være i tvivl om, om jeg får skrevet min BA færdig denne sommer. Men som man har mere lyst til at skrive den næste sommer! Ud over at jeg er træt af opgaven føler jeg at jeg er kørt rigtig træt i at være i Odense, og gider ikke rigtig være der længere. Heldigvis flytter jeg også ud af kollegiet om 12 dage, og jeg håber på at blive i Esbjerg så længe jeg kan indtil da, selvom jeg er nødt til at tage derover og pakke ned og aflevere min opgave nogle dage inden. Livet herhjemme hos forældrene er simpelt og velkendt, og lige nu har jeg ikke kapacitet til at beskæftige mig med situationer der er andet end simple og velkendte - Nok fordi jeg er træt ovenpå sommeren hvor jeg ikke rigtig føler jeg har kunnet holde fri og bare slappe af med god samvittighed, og fordi jeg ved det går løs om lidt. Føler mig lidt udmattet i glimt, og har lovet mig selv at de to første uger i Honolulu bliver min sommerferie. Det er skønt at vide at alt er ordnet når jeg når frem, jeg skal bare finde en lejlighed og oprette en bankkonto og få et telefonnr og det er det hele. Jeg starter i skole d. 7 september, så jeg har hele første uge i september til at ordne skoletingene og den slags.

Og jeg har prøvet at sejle i kajak! Det var anderledes og sjovt. En af mine gamle kammerater er instruktør i Esbjergs Roklub, og inviterede mig med i går. Min far blev straks misundelig, og han tog derfor med - det skulle han da ikke snydes for! Desværre var det ikke så lang tid han fik på vandet i første omgang, da han efter ca. et minuts sejlads lavede en 180 graders sidelæns vending ned under vandet - så da jeg skulle i vandet med min kajak frygtede jeg at en genetisk svaghed ville åbenbare sig, men jeg blev dog ovenvande - Man bliver forsigtig af den slags øjenvidneberetninger! Jeg føler ikke ligefrem at der lå et spirende talent i mig, men vejret var smukt og lunt, og det var anderledes og super sjovt at forsøge sig med.

I dag har jeg været på stranden ved Vejers, der var som altid smukt og vejret var da også til at leve med; klart, men til den kølige side. Ikke desto mindre skønt med lidt frisk luft. Jeg havde en bog med - fagbog, hvad ellers - men fik ikke læst så meget. Det er dejligt at være hjemme og se en masse gamle venner og nyde roen.

Helt ærligt - e-tickets? Seriøst? Printer man bare et stykke papir ud hjemme på computeren, og så kan man komme til Hawaii ved at vise det i flughaf? Kors hvor smart. Jeg fatter det slet ikke. Det er alt for high-tech til at jeg har tillid til det. Har desuden løst mit pakkeproblem: Jeg tjekker da bare TO tasker ind! Så kan jeg have 46 kg med ud over min håndbaggage på 12 kg! Smart hva! Især når jeg selv skal slæbe det hele rundt i Seattle lufthavnen hvor bagagen skal tjekkes ind igen. Den tid den sorg.

Oprydning og sløvsind

2010-07-22T00:13:00.009+02:00

Ja, jeg er begyndt at grovsortere mine ejendele ret heftigt, og det er ikke så lidt jeg finder i processen! Jeg er den lykkelige ejer af et ordentligt læs bøger, DVD'er og øvrige artefakter. Jeg husede også i lang tid en større VHS samling, men dem smed jeg ud - til min fars store skuffelse - for nogle måneder siden. Han blev iøvrigt meget chokeret over min beslutning om at skille mig af med båndene. "Jamen, den er jo med Ben Affleck", udbrød han da han spottede Pearl Harbor øverst i affaldsposen. "Jamen du må da gerne ta' den", svarede jeg fraværende, uvidende den lavine jeg satte i gang, for mon ikke at min kære far blev overrendt af et nyt chok da han samlede båndet op: "Ej, Anne, det her er jo med Morgan Freeman. Og Brad Pitt!"

Men ud røg de altså. Ikke alle sammen dog! ;-) Min oprydning har dog ledt mig til nogle både mærkværdige og latterfrembringende fund. Her er et par stykker af dem. Vi lægger ud med verdens nok kedeligste bog: An Introduction to Systemic Functional Linguistics. Ja, en stor undskyldning til min SMA-underviser fra 1. år, men hvis jeg skulle udpege ét værk jeg ALDRIG ville vende tilbage til igen, var det nok dette "vidunder".

Hvad har man absolut mindst brug for på Hawaii? Denne skind- og pelshue.

Endnu et guldkorn fra bogreolen - Jeg vil gerne understrege at følgende eksempel ikke er symptomatisk for min øvrige beholdning af litteratur. Jeg læser kun Salman Rushdie og Pontoppidan. Denne interessante fitness håndbog kombinerer et utal af frygtindgydende delelementer, og fortjener helt sikkert en plads på listen over spændende fund på værelse 1025!

... Ja, det er nok ikke til at se, men det er en promilleaflæser til privatbrug. Kollegiet havde fødselsdag, og jeg havde tømmermænd efter en heftig Team Bedemand brandert. Kort fortalt havde vi skubbet grænserne for almindelig sund fornuft en hel del aftenen inden, involverende vodka og Sun-Lolly is ("Man kan slet ikke smage sprutten"), min mobiltelefon gik tabt et sted under vejs, og dagen efter tilbragte jeg stort set med at være dødsyg. Jeg havde slæbt mig op til Connys værelse hvor jeg faldt om i sengen, og da hun tilfældigvis havde en tester liggende mente vi det kunne være interessant at måle hvad min promille var, 12 timer efter endt alkoholindtag. Den kom op og ringe på et imponerende 0.9. Og testen ligger naturligvis stadig i min skuffe...

Jeg har aldrig været i Sverige. Jeg har ikke engang tænkt på, hvordan det ville være at være i Sverige. Eller overvejet at de har en anden valuta. Alligevel har mine forældre udstyret mig med denne frysepose, indeholdende svenske kroner. Jeg har ca. 40. Score!

Her et af de mere interessante fund: En oppustelig hårtørrer. Ja, du læste rigtigt. Hvis du er mand undrer du dig nok ikke så meget, for der findes trods alt urimelige mængder grej til den slags vedligehold. Men ikke desto mindre var dette en god lille indsprøjtning i det gode humør. Man ser håbløst åndssvag ud med den på. Den er naturligvis tyv-stjålet fra en af min mors skuffer - Hun er mester i at gemme på ting og sager der kun er eksistensberretiget ved undtagelser snarere end regler. Iøvrigt blev hårtørreren fundet i selskab med et anatomisk samlesæt forstillende et pelvis i plastic. You see...?

Har jeg nogensinde været på skiferie? ... Nej.

Et autentisk guld Rolex. Indkøbt i China-Town i NY.

Her et af de gode minder fra tiden som danskstuderende. Min første eksamensopgave! Vi skulle skrive 8 sider om en Thomas Kingo salme, og selvfølgelig tog min veninde og jeg os først sammen til at skrive denne lyseslukker af en opgave natten inden den skulle afleveres. Når man har læst side op og side ned om Barokken, så vænner man sig til at alle personnavne er ledsaget af en parentes der fortæller fødsels- og dødsår. Og når klokken er seks om morgenen og man hyperventilerer på grund af al den koffein, så er man rimelig trippet. Eftersom jeg selv var/er levende, var det jo svært at klassificere mit eget dødsår nærmere. Vores censor har venligt noteret en kommentar på forsiden.

Der er masser af gode fund på kollegieværelset; man skal ikke sådan tro at den lille størrelse hæmmer samlergenet. Det værste er at jeg ikke samler. Jeg roder bare! Jeg roder faktisk så meget, at jeg ofte er kommet hjem og har oplevet en stilstand i åndedrættet ved indskydelsen at der har været indbrud fordi det har været så rodet. Det sætter derfor også min bolig i perspektiv at skulle pakke til et år, for i virkeligheden har man jo ikke brug for noget som helst, eller i hvert fald ikke særligt meget. Jeg har fået mig et kælderrum på kollegiet, så mange af tingene ryger derned - og får lov at blive stående når jeg flytter ind igen næste sommer.

Det er underligt sådan at pakke sine ting ned og vide at man flytter ud i uvisheden om 25 dage, til et andet land hvor man ikke aner hvor man kommer til at bo. Jeg har enormt svært ved at koncentrere mig om at skrive min opgave. Jeg glæder mig så enormt meget til at rejse, og tænker så meget på det at det ind imellem blokerer al øvrig tankevirksomhed. I morgen kommer min gode kammerat Mikkel og besøger mig og Conny, og så skal vi lave lidt mad og drikke nogle øl. På lørdag tager jeg på vandretur i Svanninge Bakker på Sydfyn med Conny, og jeg glæder mig enormt meget til det. Vi skal ud og mærke naturen lidt, som de friske bedemænd vi nu engang er, og vi tager tre dage. Er meget spændt på hvor skræmte vi bliver når mørket falder på - Vi er nemlig nogle rigtige hystader! Det hjælper jo heller ikke på det at vi skal bo i en skov hvor et af områderne hedder Helvedes Hule... Det bliver den første rigtige tur med teltet, og jeg er super spændt på det!

Bachelor-toget kører, dagene går, hundene gør

2010-07-18T11:25:00.007+02:00

Ja, nu sidder jeg her foran computeren med bøgerne. Opgaven skriver nærmest sig selv, og de 25 sider får sikkert hurtigt ben at gå på! I færd med at sikre mine sidste 15 ECTS fra danskstudiet er det faldet mig ind at jeg nu bevæger mig ud på det dybere vand. Det var ren sjov og ballade at læse dansk, mest fordi det faldt mig naturligt. Humaniora er et sted hvor jeg i udstrakt grad føler mig hjemme både fagligt og personligt, og fagets metoder føler jeg nærmest er en organisk del af min måde at se verden på. Derfor svømmer jeg også som en fisk i vandet under min opgaveskrivning, for jeg må indrømme at jeg rigtig godt kan lide at skrive større opgaver, især når man selv må bestemme emnet. På den måde er det jo ren leg! Det der er svært er, at jeg på samme tid gerne vil holde sommerferie og bruge tid med min familie og mine venner inden jeg om 29 dage tager til Hawaii. Men hvem tæller...

Jeg får da bestemt også nydt dagene med afslapning. Her er lidt fotodokumentation fra en strand/skovtur med vovserne. Sådan to hunde er kilde til evig morskab! Ud over gåture med de firbenede og opgaveskrivning bruger jeg lang tid på at læse om friluftsliv og dagdrømme mig ud på backpackerture. Jeg har således brugt en halv aften i går på at beslutte hvilke 17 byer jeg vil besøge i USA og Canada næste sommer. Alle gode forslag modtages med kyshånd! Som med alt andet vil jeg derhen hvor vinden blæser, så det når at ændre sig hundrede gange endnu inden jeg tager afsted - hvis jeg da ikke vil bestige Mount Everest i stedet til den tid. Jeg er ved at læse Jon Krakauers 'Op i Det Blå' om den fatale maj måned 1996 på Everest hvor et stort antal menneskeliv gik tabt i snestorme og dårlig planlægning. Krakauer, der også har skrevet Into the Wild, som blev filmatiseret under Sean Penn's hånd nogle år tilbage, var selv medlem af en af Everest ekspeditionerne det år, og stod på toppen få timer før uvejret brød løs. Han er som journalist en glimrende fortæller, og giver et indblik i den helt særlige og fascinerende verden der omgiver bjergbestigningen. Meget fin, uforpligtende overspringslæsning. :-)

Alt i alt er livet relativt ukompliceret her i sommeren, det er livets helt små fornøjelser som mine dage går med! I baggrunden er der dog en bevidsthed om at jeg har nogle hængepartier. Jeg skal stadig have godkendt min forsikring af Hawaii Pacific University, jeg skal have tegnet en elektronikforsikring for alt mit dyre skrammel, jeg skal have planlagt synet af mit kollegieværelse og tømt det, opsagt ting lige fra Fitness.dk, Telia og hvad man ellers har, samt have min Activ-key til netbank op og køre... Suk, der er nok. Og så er der alle de mennesker man gerne vil se inden man rejser, samt forventningens glæde. Der er nok at tænke på, men det er helt fantastisk alt sammen. Efter nogle nætter i teltet og tilhørende madlavning glæder jeg mig endnu mere til vandreturen med min veninde næste weekend. Jeg har efterhånden godt styr på trangia-sættet, og teltet har indtil videre bevist at det holder til nogle solide vestkyst-skyller. Til min udelte begejstring!

Hey, Big Spender!

2010-07-15T20:59:00.006+02:00

Så er der blevet shoppet. Jeg kom til at gå i Friluftslageret i går, og det endte med at blive en dyr overspringshandling! Jeg har længe arbejdet på en ønskeliste over friluftsgear, og efter at have gjort min research online i et stykke tid kom jeg hjem med en masse gode sager! Jeg købte:

Mountain Hardwear Viperine 2 telt
Mountain Hardwear Lamina 20 sovepose
Lagenpose i bomuld/polyester
Deuter Aircontact Pro 55+15 SL backpack
Trangia Kitchen 25+3 UL
Trangia Gas Burner
Light My Fire Meal kit
Black Diamond Orbit Lantern
Pacific Outdoor chair converter
Victorinox Swiss Army knife Trailmaster

Og det er selvfølgelig mit nye telt der er afbilledet øverst! I skrivende stund er jeg udstationeret i mine forældres baghave hvor jeg har lavet aftensmad og kaffe på Trangiaen og hvor jeg iøvrigt skal tilbringe natten. Teltet er umiddelbart meget solidt og modstandsdygtigt overfor vinden, og ikke mindst dejligt rummeligt indeni. Det er noget andet - helt andet - end det hedengangne High Peak telt som desuden var et 4-personers telt, og det er kun godt: Viperine 2 vejer kun 2.1 kg og sættes op på ca. 6 minutter. Og det er råhyggeligt! Soveposen er superlækker og med kunstfyld og vejer lige under et kilo, rygsækken er supergodt indrettet med indvendige lommer, indbygget regnslag i bunden og aftagelig top der kan bruges som separat minirygsæk. Schweizer-kniven er ret kult og har både lock-blade og sav, og lanternen er minimal men lyser fint hele teltet op, og der er endda lysdæmper i. Og sidst men ikke mindst... Jeg havde i forvejen et virkeligt lækkert Pacific Outdoor liggeunderlag (Sirius-patruljen bruger dem, blær blær!), og til dem er der fremstillet en holder, som er et slags lærred der former to lommer, som bliver til en lille lænestol når man folder sit liggeunderlag ind i dem! Det er genialt. Så jeg er meget lykkelig. Alt gearet får sin rigtige ilddåb næste weekend når jeg skal på en weekend-vandretur med min veninde på Fyn, og senere på sommeren har jeg tænkt mig at lokke min gamle far med på en overnatning eller to ude ved vestkysten. Ultimativt er det indkøbt med henblik på trekking på Maui, Kauai, Oahu, Hawaii og de andre øer på den modsatte side af kloden, og eventuelle campingture i USA's store naturparker som fx. Yellowstone, Grand Canyon som jeg virkelig gerne vil se. Jeg mangler stadig nogle småting som kompas, tørresnor og letvægtshåndklæde, men jeg når jo nok det hele. Jeg har i forvejen også en fantastisk, sammenklappelig 10-liters vanddunk som er guld værd når man er afsted!

Jeg er taget til Esbjerg for at undslippe kollegiet, eftersom fluer har indvaderet hele vores køkken og jeg i går tømte to køkkenskabe fordi de havde bosat sig i alt mel og gryn og te, besluttede jeg at jeg pakkede sydfrygterne, macbook pro'en og min bog om medieglobalisering og drog til Esbjerg. Mine forældre er så søde og rare at passe deres nabos gravhund, Brune, og den hygger sig rigtigt med gravhunden Emma, der nu må konkurrere om opmærksomheden. De er så søde sammen, og de er altså ret morsomme at se på indimellem. Jeg nyder at være hjemme, og med en måned til afrejse er det nok en god idé - der går længe før jeg kommer hjem igen når jeg først er smuttet til de varmere himmelstrøg.

Åh nej og Åh ja.

2010-07-13T09:44:00.004+02:00

Jeg kom til Odense i går, og jeg havde ting og sager med! Blandt andet seks rammer øl og en god mængde rom, vodka og tequila til min Hawaii fest. Vejret var smukt, og Conny og jeg havde ikke set hinanden i en hel uge, og vi fik i en snæver vending bikset en grill-aften sammen, med tilhørende planer om overnatning i High-Peak teltet for sidste gang. Som vi selvfølgelig ikke slog ordentligt op fordi vejret var så fantastisk. Så da vi sad midt i grillen, efter to ret heftige rom-cocktails, blev vi mindre overrumplede da teltet pludselig lå oven på os og tordenvejret buldrede løs ikke langt væk. Vi forsøgte at redde os selv og High-Peak, og vi fik da også alle vores ting smidt ind i teltet, som hurtigt besluttede sig at klaske sig ned over os. Her lå vi så, regnen silede ind og vi var gennemblødte, men vi havde jo ligesom gang i en god brandert, der var flere øl og musikken spillede, så hvad gør man? Man fester videre! Kasper, en af mine køkkenmates på HCØ, var ude med linsen og forevigede de to drivvåde Bedemænd som langt fra havde mistet modet ovenpå bygen. Da vi endelig overgav os og besluttede at traske indenfor i ly, havde vi holdt ud i en halv times tid inden teltet, som iøvrigt var temmeligt medtaget. Billedet øverst er taget da vi kommer ud og ser dagens lys. Bemærk rom-flasken i min hånd og det høje humør!
Vi forsøgte senere at overnatte i Conny's 1 kvm store kælderrum, men kunne ikke falde i søvn og endte vanen tro med at falde i søvn til X-Files sammen i Conny's seng. Bedemændene trives godt i hinandens selskab!

Her har vi teltet i dets første fase på vej ned over de to Bedemænd.

... Det er ren limbo!

Men når man er Bedemand, så holder man humøret højt (og åbner en øl til.)

Jeg glæder mig iøvrigt maximalt til både Hawaii - i dag er der 34 dage til - og Hawaii-festen. Jeg har købt en masse pynt til den, men det er desværre på vej til Afghanistan. Eller det var. Jeg tror, jeg fik reddet det tilbage til DK! Ud over det er livet godt, jeg har bare en masse vasketøj og lidt tømmermænd. Det er jo ikke noget man ikke har overlevet før. Er også blevet registreret til de fag jeg vil have på Hawaii, eller det vil sige fire ud af fem. Så nu venter der lidt praktisk oprydning og tøjvask i dag. Min kammerat Valentin på kollegiet kommer til Odense i dag, og jeg har ikke set ham i et halvt år da han har været i Litauen på et praktikophold, så ham er jeg mægtig spændt på at se.

Tour de Force på vådservietter / Roskilde 2010

2010-07-05T17:52:00.002+02:00

Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal starte og slutte. Jeg kunne nok meget passende levere et signalement af mig selv i skrivende stund. Mine øjne har et mat udtryk og befinder sig i gråzonen mellem åbne og lukkede, min mund er lidt opgivende måbende, og det besynderligt forkrampede svaj i min ryg som har indfundet sig er en konsekvens af at jeg stædig har ligget i samme positur i flere timer, og nægter at bruge kræfter på at ændre noget der umiddelbart fungerer endnu. Men jeg er ren; støvet rulles ikke af i store pølser hvis jeg skulle få behov for at klø mig et sted, mit hår er pacificeret og har opgivet kampen og lagt sig ned efter vasken, og under ringe sigtbarhed karakteriseres mine hænder ikke længere af de ti sorte halvmåner der insisterende har indfundet sig gentagne gange under mine negle i de sidste ti dage. Vigtigst af alt har jeg endnu en puls. Med andre ord: Jeg overlevede min første Roskilde Festival.

Da jeg indfandt mig i mit vanlige kollegiehabitat i formiddags kl. 10.00 høstede jeg frugterne af mange dages kamp mod tid, kropslugte og søvnmangel og tog mit første bad siden onsdag. Måske gik der lidt sport i det med ikke at gå i bad, men min Roskilde tent-mate og jeg, som begge var førstegangs festivalister, erfarede meget hurtigt at man blev beskidt og klam hurtigere end man kunne sige desinfektion, og således overgav vi vores kroppe til snavset. Hjemkomsten var især en lettelse fordi vi havde brugt ca. 9 timer på at forsøge at komme hjem, med henholdsvis forkølelser, ondt i ryggene og bronkitis. Stilheden er bogstaveligt talt øredøvende, og jeg kan høre vinden suse og får næsten ondt i hovedet af den manglende støjstimulans.

Men hvad synes denne debutant så om sin første festivaloplevelse? Skal hun på Roskilde Festival igen? Ja, det skal hun. Og alle begynderfejlene er lavet. Fx den fejl hvor man kommer alt for tidligt og tager ti dage i træk på Dyrskuepladsen. Jeg gør det aldrig mere, og det er ramme alvor. Det var lørdag d. 26 juni da jeg klokken 3 om natten stod op og med hamrende hjerte tog tøj på, hægtede backpacken på ryggen og traskede optimistisk derudad sammen med Conny. Da vi gik i seng ved midnatstid havde vi slidt og slæbt i op mod 21 timer kun forudgået af fire timers søvn. Og de fem første dage sad vi så ellers og ventede. Hvad nu? Musikken startede jo først torsdag, og campinglivet kan være noget monotont i så mange dage. Kort sagt handlede det om at få så heftig en tan som muligt, genudvikle sine færdigheder i at sidde på hug og tisse ved et hegn uden at ramme sig selv, og se hvem der kan producere mest affald. Men da Patti Smith åbnede festivalen tordsdag d. 1 juli, vidste jeg med det samme hvorfor folk kom tilbage år efter år, og efter aftenens første koncerter vidste jeg også at jeg selv kom tilbage.

For når jeg tænker tilbage på de sidste ti dage, er det alle de helt fantastiske og mangfoldige musikoplevelser der er i forgrunden. Den lyder billigt købt, men min yndlingskoncert var Nephew fredag nat kl. 1 ved Orange Scene. Imposant repetoire og en unik forståelse af sit publikum og det omgivende samfund er i mine øjne grundende der gjorde det værd at miste stemmen til lyden af Simon Kvamm. Men jeg kunne helt ærligt blive ved; for Dizzy Mizz Lizzy, The Hypnotic Brass Band, LCD Soundsystem, Them Crooked Vultures, Prodigy og Jack Johnson var også store oplevelser. Og nå ja, Prince. For da jeg købte billetten var det primært for at se Prince, og manden var 157 cms rendyrket musikalsk perfektion. 70.000 publikummer lagde sig ned på ryggen for ham gentagne gange, og for gud ved hvilken gang måtte man græde glædestårer da han spillede Purple Rain, hvor klichébefængt det end måtte være. For det var en perfekt aften, og det var generelt en perfekt festival. Der faldt dårligt regn, og aftensolen spillede snart højere end de fem scener til sammen ind imellem... Og helt ærligt, der er ikke mere at sige. Roskilde handler om koncerterne for mit vedkommende og kun i ringere grad de fester der udspiller sig i lejren. Det handler om at grine så meget man kan imens man er der, og hengive sig til stemningen overalt. Og tro mig, jeg har grint!
Selvfølgelig var der også øjeblikke hvor man tvivlede på egen rygrad. For larmen er øredøvende konstant, og ind imellem sættes man på prøver. I går formiddags pakkede vi alle vores ting sammen, i håb om at kunne tage direkte hjem efter Prince. Da vi forlod koncerten og fik hentet vores oppakning gik det efter tre timer op for os at vi havde valget mellem at blive sovende på pladsen endnu en nat eller gå ind til Roskilde Station (umuligt!) da køen til busser og tog fra Festivalpladsen og indtil stationen ikke tog hensyn til de få afgange. Så meget matte og kolde, og med et søvnunderskud af dimensioner slog vi teltet op kl. 3 om natten hvor vi så sov tre timer før vi stod op og fortsatte kampen. Det bringer mig til det værste ved festivalen: Uvisheden og den særlige temporalitet, som på samme tid er det der får en til at hænge i. Hvad der herude i virkeligheden kunne kaldes ti timer, forsvinder på Festival til et åndedrag, og hvad der i den virkelige verden er et åndedrag kan på Festival forandres til ti timer. Folkehavet kan være irriterende når man er træt, og fulde fremmede der invaderer ens intimsfære i mørke øjeblikke kan få en til ubevidst at visualisere en finger på en aftrækker.

Nu ligger jeg som sagt her i min seng igen, og det er næsten så godt som jeg forestillede mig i nat i det iskolde telt. Jeg er nogenlunde ren, og er mærket. Af total forkølelse og træthed. Mine indkøb i dag afspejles af dette; jeg har købt en stak DVD-film som jeg har i sinde at slappe af med de kommende dage (Purple Rain er en af dem), en pakke ostehapsere, petit danone yoghurt, saftevand, parmesanost og suppe. For det er det eneste jeg kan overskue at sætte til livs i dag. Min indkøbstur var ellers ren twilight. Var i Kvickly Extra og havde meget svært ved at tilslutte mig den normative adfærd der prægede de øvrige handlende. For når man ukritisk har smidt alt affald over skulderen i de sidste ti dage og har været vant til at man kunne opføre sig ligeså tosset mærkeligt som man ville, så forstår man ikke rigtigt at det holder op på den anden side af hegnet. Man er lettere retarderet efter den manglende søvn.

Jeg har ført logbog under hele turen, og et tilbagevendende tema har været Hawaii. Roskilde Festival var den sidste store, konkret målbare milepæl inden min afrejse om 42 dage. Nu ligger der kun en bacheloropgave og svæver over juli. Jeg har fået en god øvelse i at holde ud og ikke bare give mig hen til min hysteriske og forkælede trang til at tage hjem NU, når det er mindre sjovt. Fx når man har fået bronkitis af at indånde urinstøv og ryge blå Kings og ikke har sovet i 40 timer. Jeg har nu endnu mere tillid end før til at jeg kan klare alt, og som min kære far siger bliver man klog men sjældent rig af erfaring. Således er min økonomi også mindre ramt efter turen.

Og så faldt alt mirakuløst i orden med mine eksaminer. Min første eksamen, som var en længere skriftlig opgave som kom til verden i en desperat slutspurt to dage inden aflevering, og som jeg selv synes var så dårlig at jeg var decideret pinlig over at nogle skulle læse den, har på forunderligste vis trukket endnu en 10'er hjem, og det er en stor lettelse såvel som overraskelse. Karakterer er ikke altafgørende for mig, men jeg var ærgerlig over tanken om at trække mit gennemsnit ned selvom det jo ikke betyder det helt store i sidste instans.

Og således er jeg hjemme igen. Før man ved af det er det jo slut. Det slår mig altid som noget meget mystisk det med tiden, og jeg har spekuleret meget i koncepter med at spare tid sammen. Hvis man nu kunne ligge i dvale to døgn inden Prince-koncerten, så kunne man måske leve dét mere under den. Gid man kunne. Og så alligevel, måske levede man nok som man gjorde det. Nu skal bedemanden sove.

Sidste eksamen i denne runde

2010-06-23T11:54:00.002+02:00

Så kom dagen endelig - min sidste eksamen. Det var en mundtlig bestået/ikke bestået eksamen i et lille mediefag, og jeg bestod jo naturligvis, selvom jeg må indrømme at det til tider føltes lidt vakkelvornt - jeg trak stik imod al tradition det eneste emne jeg absolut ikke havde forberedt! Der er flere ting som er faldet mig ind: Dels er det min sidste eksamen inden jeg rejser til Hawaii, men det er også min sidste normale eksamen som danskstuderende. Jeg har været glad for studiet og kommer især til at savne vores undervisere som simpelthen har været så søde. Jeg var en smule nervøs i forberedelsen, og en smule flov over ikke at være super godt forberedt på emnet, men efter voteringen og den derefter følgende konstatering af at jeg så afgjort var bestået (med stort B!) faldt snakken med det samme på Hawaii, Roskilde Festival og sommerferie. Det er altid hyggeligt at gå til eksamen på danskstudiet - miljøet er meget nede på jorden og rummeligt, der bliver aldrig pisket en stemning om omkring prøverne, og vores undervisere udstråler altid en meget indlevende lyst til at hjælpe os frem igennem studiet. Nu mangler min bachelor - den ligger klar til efter Roskilde, og jeg tror næppe jeg når at beskæftige mig mere med den inden lørdag.

Jeg mangler stadig at få en karakter for min første eksamen, og den kommer nok under Roskilde Festival. (Jeg har ikke høje forventninger!) Min midterste eksamen gik fint med et 10-tal, så indtil videre er jeg godt tilfreds og har faktisk påtænkt at fejre dagen med lidt shopping - jeg mangler nemlig stadig at købe nogle ting til Roskilde. Der bliver nemlig lovet godt vejr! Vejret i dag er også ganske smukt dansk sommervejr, så mon ikke man skulle udenfor til en middagslur i solen. Min tan har slet ikke haft godt af alt denne læsning indenfor! Det har mit kollegiehjem heller ikke. Mine 12 kvadratmeter værelse er dækket til med gummistøvler, rygsæk, sovepose, kufferter, bøger, ark og tøj. Jeg skal derfor i gang med et projekt praktisk inden lørdag hvor der er afrejse. Tøjvask og oprydning og rengøring så man kommer hjem til noget der ligner et hjem efter 10 hæsblæsende dage på Roskilde. Og ellers er jeg slet ikke i tvivl om hvad resten af dagen kommer til at stå på: Shopping, afslapning, kort oprydning og så skal jeg ellers stene dokumentar hele aftenen, iført nattøj, hårkur og ansigtsmaske! Jeg har alle afsnit af Planet Earth liggende klar, og hvis jeg skulle gå kold i naturdoku kan jeg altid ty til en af de gode bøger på natbordet. Life is sweet! Nu kan jeg for alvor glæde mig til Festival, og lettelsen er slet ikke til at beskrive - det er bare en super fed dag. Så butikker, watch out...

Lidt for meget Bedemand/Skype

2010-06-19T10:42:00.003+02:00

Rundt omkring på kollegiet er folk begyndt at spørge min veninde og jeg om hvorfor vi har mærkater på vores respektive hoveddøre med skriften "Team Bedemand Aps". Jeg kan nok kun sige, at det er internt. Jeg har svært ved at forestille mig at det ville være sjovt for andre, ligegyldigt hvordan man ellers forklarede det. Og jeg fik denne tese bekræftet her til formiddag.

Jeg havde lige sendt en glædes-SMS til Conny om Roskilde Festival da fastnettelefonen (et vidunder som man er udstyret med på kollegiet) ringede, og da jeg kunne høre at det var internt opkald gik jeg straks ud fra at det var Conny, så jeg svarede telefonen med "Du har ringet til Team Bedemand og du taler med Anne Louise Frandsen, fungerende bedemand på stedet, hvordan kan jeg hjælpe dig", sagt med den mest autoritære røst jeg kunne præstere. "Det er post Danmark, jeg har et rekommanderet brev du skal kvittere for." -"Øh - okay"... Jeg lægger på og griner og kan nede ved hoveddøren konstatere at posten bestemt ikke griner med. Hvilket faktisk er ligegyldigt, for det var naturligvis mit pas med visum som han kom med! Så jeg flåede naturligvis konvolutten op med det samme og rettede blikket mod vidunderet. Det er ret cool!

Til en anden side kan jeg fortælle at mine forældre har fået Skype. I begyndelsen var det sjovt, "Ej, jeg kan se dig, kan du også se mig", men nu ringer de op hele tiden og det er så småt begyndt at være irriterende allerede. Så skal man redegøre for, hvorfor man stadig sidder i sengen kl. 16 (jeg har ikke andre møbler) og om man da ikke har læst eller skrevet eller på anden måde været super aktiv. Det værste er, hvis man har nattøj på og tømmermænd på en hverdag (jeg er i disse situationer helt holdt op med at svare opkaldene.) Og i dag irriterende fordi de kommer med forældrekommentarer: "Ja, nu skal du jo ikke sidde og vifte med det visum ude på fælleskøkkenet, så kan det være at der er nogen der render med det", eller "har du overvejet at få det opbevaret i en boks eller noget, sådan et amerikansk visum bliver jo solgt for mange tusinde kroner i østeuropa." Man griner de første gange. Så finder man ud af at de VIRKELIG mener det. Og så bliver man træt af at høre på deres insisteren på at man lejer en bankboks. På den måde er de meget jyske og livrem-og-seler-agtige, og på en måde provokerer det mig at skulle nære mistillid til alle omkring sig, for jeg synes deres bekymringer går ud over den almindelige sunde fornuft og kammer over i hysteri. For jeg har aldrig fået stjålet noget fra mit kollegieværelse, og jeg ved godt nok heller ikke hvorfor jeg burde bekymre mig om at nogen skulle stjæle et visum der tilhører mig. Jeg mener, sandsynligheden for at nogen ville vide hvor det var, nuppe det og på samme tid være kvalificerede dokumentfalsknere er så lille at jeg med ro i sindet har afgjort at der er emner der i højere grad fortjener min bekymring.

Til gengæld er skype med hunden Emma meget sjovere! Hun kan genkende mit ansigt på skærmen, og genkende min stemme, men forstår tydeligvis ikke hvordan jeg er kommet ind i computeren. Dette giver anledning til meget læggen hovedet på skrå, rejste ører og undrende blikke og jeg synes det er bedårende! Jeg kommer til at savne hunden rigtig meget, og er lidt bekymret for om jeg får hende at se igen efter hjemkomsten til næste år, for hun er efterhånden en gammel pige med hjerteproblemer. Og sådan går det jo med de kræ.

I dag er står i Roskilde Festivals tegn. Conny og jeg skal sammen foretage en prøvepakning af vores rygsække og lægge en elaboreret plan for mad. Vi er begge fattige studerende med stor appetit så vi skal have fundet frem til noget konserves som man også gider spise med tømmermænd. Der er en uge til vi tager til Roskilde, og vi glæder os totalt sindssygt vildt.

Besøg på ambassaden

2010-06-17T07:50:00.002+02:00

Så var det endelig i går. Og jeg vil gerne udløse spændingen ved at fortælle allerede nu at mit visum er på vej til mig med posten :)

Jeg har en sær intuition omkring nogle ting, bl.a mine cykler. Ligeså skønt kollegiet er, ligeså skrækkeligt er det, ikke mindst når det kommer til cykeltyverier. Allerede da jeg kørte på motorvejen i torsdags ærgrede jeg mig over ikke at have fået smidt min cykel ned i kælderen, men konkluderede at den jo nok kunne stå der hvor den nu engang stod i nogle dage uden at der skete mere ved det. Og jeg vidste det næsten allerede da jeg kom hjem i forgårs om eftermiddagen, for jeg tog mig selv i at tænke, at nu burde jeg lige tjekke om den var der - jeg skulle jo bruge den onsdag morgen!

Lykkeligt glemte jeg alt om cykler indtil jeg stod og ledte efter den i går morges, og ringede efter en taxa da jeg konstaterede at den var missing in action. Jeg gav mig ikke ordentlig tid til at lede, for jeg ville ikke spilde tid på det; der var 27 minutter til toget gik og jeg nægtede at komme forsent!

Jeg nåede lige akkurat at købe min billet og en stor kaffe, så kørte mit lyntog, og jeg havde endda selskab på vejen af en medkollegianer der også skulle til Kbh. Cyklen var allerede lykkeligt glemt. Faktisk var det hele timet mere eller mindre perfekt, og den amerikanske ambassade ligger små 200 meter fra Østerport, så kl. 10.00 stod jeg i kø - udenfor ambassaden godtnok. Her viste jeg mit pas og vagten tjekkede at jeg havde en aftale kl. 10. Derefter blev min taske båret indenfor og scannet, hvorpå jeg selv blev inviteret med ind. Her gik jeg problemfrit igennem lufthavnstjekket, afleverede min mobiltelefon imod kvittering, og fulgte så anvisningerne jeg fik med i købet om at gå ind ad den første dør og til venstre efter de blå pile. Remsen førte mig til noget der lignede og så sandeligt også var et venteværelse, med fem skranker hvor bag der sad ambassademedarbejdere barrikaderet bag glasruder. Først tjekkede jeg ind hos en hyggelig dame; her afleverede jeg alle mine dokumenter som jeg havde medbragt og dobbelttjekket under næsten hele togturen: Min I-20 form, MRV-kvitteringen, SEVIS-kvitteringen, mit proof of finance, mit pas, mit pasbillede i 5x5cm, og sidst men ikke mindst den frankerede konvolut som mit pas sendes retur til mig i. Og så ventede jeg. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så spændt som jeg var i den ventetid. Hverken eksaminer eller andet kan egentlig hyle mig ud af den, men sådan en tur på ambassaden var da ellers lige noget der kunne få min puls op! Jeg var nemlig klar over at Hawaii Pacific University havde smidt en bindestreg ind imellem mine fornavne, hvilket altså ikke figurerer i mit pas. Jeg er nok lidt uvant i de der situationer hvor alt er streng procedure og bureaukrati, og det skal jeg tage og vænne mig af med kom jeg frem til. Heldigvis var der ikke noget problem; Jeg blev kaldt op og afgav mine fingeraftryk et stykke tid efter, og til sidst blev jeg kaldt ind i et lille rum til den egentlige interview. Her blev jeg spurgt hvor jeg skulle læse henne, og interview-fyren bag ruden kvitterede med et "Oh, that sounds pretty sweet", da jeg svarede Hawaii. :-) Jeg blev også spurgt om hvad jeg skulle læse samt hvordan jeg havde pengene til opholdet. Da jeg havde svaret lød det meget prompte at der ikke var noget i vejen for at mit visum skulle dumpe ind ad døren om nogle dage, jeg fik min SEVIS reciept og mit proof of finance med tilbage, og så kunne jeg ellers smutte ud i det dejlige sommervejr! Da jeg forlod ambassaden havde jeg været derinde i ca. 1 time og fyrre minutter. Det var mit indtryk at jeg ville have brugt væsentligt længere tid på det hvis jeg var kommet kl. 11 eller senere, så jeg var glad og tilfreds.

Resten af dagen gik stille og roligt med hyggeting, jeg mødtes med Mikkel og fik et glas vin og vi snakkede Roskilde Festival, derefter mødtes jeg med min ny roomie Malene som jeg skal bo med på Hawaii. Vi mødte hinanden til pre-departure lunch i torsdags, og jeg synes vi falder ret fint i spænd! Så vi brugte eftermiddagen på at sludre og surfe nettet og især craigslist for lejligheder i Waikiki. Jeg er slet ikke i tvivl om at vi får det superfedt. Da vi gik fra hinanden var jeg igen totalt eksalteret over al Hawaii- og rejsesnakken, og dagdrømte mig hele vejen hjem til Odense, hvor jeg igen blev konfronteret med min udødelighed: Den manglende cykel. Det viste sig dog, at min cykel var stjålet, men dog ikke helt forsvundet. Et opslag på kollegiet fortalte nemlig at politiet havde stoppet en østeuropæisk cykelbande med en ladvogn der var spækket med... Cykler! Jeg satser på at min er deriblandt. :)

Nu kommer noget af dagen jo til at gå med cyklen, men derudover er jeg i venteposition: Kommer mit visum mon med posten, og får jeg mon min karakter i dag? Det er ikke godt at vide. Hvad der derimod er godt at vide, er at jeg skal i gang med mit BA projekt igen. Jeg har slet ikke arbejdet på det i Esbjerg da jeg kunne mærke at jeg bare havde brug for at holde fri i nogle dage med god samvittighed, uden konstant at punke mig selv for at burde noget andet. Så i dag skal det ske, og så kan jeg forhåbentligt tage på Roskilde med god samvittighed om ni dage. Jeg glæder mig sindssygt! Roskilde er et delmål på en måde: Eksaminerne er slut, og når jeg kommer hjem derfra kan jeg fuldt ud hellige mig mit BA-projekt. Når jeg tager afsted er også langt de fleste af mine praktiske gøremål mht Hawaii ryddet af banen.

Til en anden side kan jeg fortælle at min flybillet nu er købt og betalt, og det er super fedt! Nu skal jeg have ordnet min forsikring - jeg tegner den hos Europæiske. Over & out.

Pre-departure lunch

2010-06-11T10:15:00.002+02:00

I går var en lang og spændende dag. Jeg spiste morgenmad i Odense, frokost i København og aftensmad i Esbjerg, så jeg var rigtig på farten må man sige. Jeg var i København for at mødes med en stor del af den flok af danske studerende som også skal til Hawaii næste semester. Og det var ikke så få skal jeg hilse og sige! Vi var i går omkring 30. I løbet af de seneste år har jeg indtryk af at der er sket rigtig meget på den front; flere og flere vælger at rejse ud som individuelle studerende på grund af udlandsstipendiet, og der er organisationer der hjælper til med planlægningen. Jeg var lidt skeptisk på forhånd og var lidt af den indstilling at jeg jo ikke rejser til Hawaii for at møde danskere, men fandt da hurtigt ud af at sådan havde alle det næsten. Det var superfedt - en masse unge mennesker der bare ville ud og se verden og møde en masse fremmede kulturer. Jeg tror ikke umiddelbart der er fare for at isolere sig i en danskergruppe selvom der blev snakket meget om fælles boliger og udflugter, for alle lod til at have stor appetit på at ville møde andre. Og så fik man jo virkelig givet los for snakken om Hawaii! Vi glæder os stort set alle til de samme ting, og kan slet ikke vente. Mange skal arbejde hele sommerferien, hvilket jeg misunder lidt. Tænk at have to måneder til at skrabe penge sammen i. Jeg skal bare hænge over min bachelor-opgave og bruge penge på Roskilde. Hvis jeg glædede mig før i går, så glæder jeg mig tusind gange mere nu, og er mere eller mindre bare klar til at tage afsted, Roskilde og BA kan sgu vente! Selvom jeg da glæder mig til begge dele - det er bare svært at fjerne fokus på Hawaii fordi det er SÅ stort, og SÅ vildt!

Jeg kørte hjem til Esbjerg i aftes, jeg skulle hjem med bilen som jeg har lånt af mine forældre. Så nu sidder jeg her skam igen. Mit American Express kom i går med posten, så nu er jeg da godt dækket ind på kreditkortsfronten :) Dagen i dag står på Body Shop-indkøb, træning og læsning. Jeg skal nok også lige have "screenet" de der Riget episoder så jeg forhåbentlig kan lægge mig fast på hvilke episoder jeg vil koncentrere mig om i min opgave. De er jo bare så gode alle sammen :) Udenfor regner det bare, et ret trist sommervejr. Lad os håbe det bliver bedre, og ellers er det godt at man skal til Hawaii. Min mor har allerede påpeget at jeg ligeså godt kan booke psykolog-samtalerne til når jeg kommer hjem, for jeg tror da det er stensikkert at man bliver deprimeret af at flytte hjem igen når man har haft et år på Hawaii hvor vejret er godt og varmt, og alt er tilgængeligt hele tiden. Suk... Den tid den sorg. :)

Curiosity killed the cat

2010-06-08T21:02:00.002+02:00

Det er tirsdag aften, mine ben er begravet under dynen, jeg har lige indtaget et simpelt og dog storslået måltid mad, og har en god pude i ryggen. Hvad mere kan man begære?

Som om at det ikke også var nok at jeg har svedt over Håndbog i Nudansk i seks timer i dag til min skriftlige eksamen i Tekstproduktion og Sproglig Vejledning hvor jeg omhyggeligt har kommateret og korrekturlæst den ene håbløse tekst efter den anden. Time ind og time ud med metafaglighed om den videnskabelige genre, skriveprocesser og t-endelser i adverbier. Og nej hvor tiden fløj - vi kom bagefter til at snakke om, at eksamen er sådan en mærkelig tidslomme. De seks timer føles som 10 minutter og man tænker så det knager. Jeg var dårligt forberedt på prøven indrømmes det, men jeg føler jeg gav alt hvad jeg havde, og synes også jeg fik en god besvarelse fra hånden og er spændt på resultatet som jeg gerne skulle få om en uges tid. Det er vel komplet unødvendigt at sige at jeg var komplet smadret, helt færdig som bedemand, da jeg endelig kom hjem kl. 15.30 i eftermiddags, efter at have været oppe siden kl. 5.30 og med kun fire timers søvn i bagagen. Det var da også flere gange en fristelse at hengive sig til den salige fantasi om at smide overkroppen hen over bordet og sove mig fra opgaven imens prøven stod på, men jeg modstod dog. Jeg kan rigtig godt lide at gå til eksamen, og føler mig pacet af hele situationen og spændingen på en særdeles positiv måde. Jeg er aldrig nervøs længere, men sover sjældent godt natten inden fordi jeg bliver så voldængstelig for at sove over mig, hvilket stort set altid resulterer i at jeg vågner lang tid før jeg skal op. Jeg har nu én eksamen tilbage, den sidste jeg kommer til at gå til som bachelorstuderende på SDU - gangen efter er det en uspecificeret eksamen på Hawaii, og det er en speciel tanke som får min maves sommerfuglefarm til at baske livligt.

Jeg faldt i søvn da jeg kom hjem, og var meget sur da jeg blev vækket af en fremmed som ringede mig op for at undersøge om jeg arbejdede for kommunen. Jeg svarede irriteret at det gjorde jeg sgu nok ikke og var i et øjeblik så forvirret at jeg kom helt i tvivl, hvilket bagefter kun irriterede mig endnu mere. Og hvad mere irriterende var; rastløsheden sad i min krop, jeg kunne slet ikke ligge stille eller slappe af, så jeg endte med at køre i Bilka hvor jeg tilbragte en hel time, i mangel på bedre. Hvilket kom til at blive skæbnessvangert for min aften: Jeg kom til at købe Barack Obamas selvbiografi, "Mod til at håbe". Jeg blev grebet totalt af trangen til indlevelse og nysgerrigheden som vokser overfor det samfund jeg skal være en del af i et år. Hvad er mere oplagt fritidslæsning? Den amerikanske politik og samfundshistorie har altid ligget som en spirende interesse i mig, men den har aldrig helt fået udfoldelse. Nu er muligheden oplagt. Og er der noget federe end bevidstheden om at man optimerer ens indlæring totalt? Tænk en fryd at lære noget hele tiden, både når man skal slappe af og fordybe sig i interesserne, når man skriver bachelor, går til eksamen og planlægger sit studieophold. Det er lige præcis hvad jeg ønsker mit ophold på Hawaii skal blive hele vejen igennem: Dannelse og indlæring 24/7. Lære at begå sig i en fremmed kultur som både rummer det moderne og det autentiske, lære at begå sig i et totalt anderledes uddannelsessystem, lære at klare mig selv fuldstændigt, lære nye fagområder at kende, lære at lære, lære at leve, lære at opleve. Suk! Så mit nyeste projekt er en indføring i den amerikanske politiske scene og samfundsstrukturen. Og den begynder, meget hyggeligt, under dynerne med Barack. Jeg har altid haft en forkærlighed for at lade sig opsluge fuldstændigt af bestemte emner, og oplevelsen af at kradse i historiefortællingernes fernis er et tveægget sværd: På den ene side uendelige kilder underholdning, og på den anden side uendelige mængder information. Man bliver aldrig færdig med at lære noget som helst i dette liv.

Jeg modtog i dag min ActivKey ting fra Danske Bank, som mest af alt ligner en lille lommeregner, hvilket det næsten også er. Konceptet er at man modtager engangskoder på den til sin netbank, som man dermed har adgang til fra alle computere. Meget interessant. På torsdag skal jeg til København til pre-departure lunch med andre danske HPU-studerende, og selvom jeg ikke tager til Hawaii for at gå i nationalist-mode og barrikadere mig med Piratos, Dannebrog og rugbrød i en danskerkoloni, så er det da spændende at se hvem man ellers risikerer at løbe ind i i Honolulu, og ikke mindst spændende at høre informationerne om studiestarten. Lige nu glæder jeg mig helt ekstremt over ikke at skulle tidligt op i morgen - er der noget jeg hader for et godt ord så er det at stå tidligt op, med mindre det er til kaffe i sengen og en god avis - og synes det er skønt ikke at have andre planer for hele onsdagen ud over at jeg skal videre med min bachelor og til fitness. Jeg føler mig virkelig i mit es for tiden, og sætter stor pris på de friheder jeg tager mig og alle de privilegier jeg er beriget med, fx. muligheden for at kunne rejse til Hawaii i et år. Efter de to store eksaminer er overstået er det som om at intet kan stoppe mig - masser af frihed til at gøre de ting man elsker og fordybe sig i meningsfyldte projekter. Det er en klam kliché, men der er ikke en eneste ting jeg ville ændre i mit liv hvis jeg kunne. Det er skønt og simpelt for tiden.

Solskin og bachelor

2010-06-05T09:07:00.002+02:00

Der er heldigvis sket meget siden sidst.

Jeg har for det første fået afleveret min første eksamensopgave, en 15-sider lang litteraturhistorisk placering, og endda i usædvanlig god tid. Den røg ind allerede tirsdag, og fristen var først onsdag, men eftersom jeg havde en aftale i mine forældres bank, som nu også er min, onsdag formiddag i Esbjerg var den ligesom nødt til at blive afleveret. Og tro mig når jeg siger at jeg allerede har glemt den igen!

Turen i banken gik fint, de ville gerne have mig som kunde og jeg bliver udstyret med en ActivKey ting som er en netbank man kan bruge fra alle computere, et almindeligt visa, et mastercard og til min store fryd et American Express :) Så nu burde jeg være godt rustet på den front. Mine forældre flyttede nogle penge over på min konto til låns så jeg kunne lave min udskrift til ambassadeinterviewet, så i torsdags stod der 210.000 kroner på min konto! Så nu er jeg super klar til mit interview som er om 10 dage! Det var faktisk bare det jeg skulle i Esbjerg, og det tog lige præcis 48 timer fra jeg kom til jeg tog hjem til Odense. Jeg elsker at være hjemme men må også erkende at jeg får læst meget mere i Odense. Så torsdag aften tog jeg bilen hjem til Odense hvor Conny ventede mig, vi fik set Sean Penn's "Into the Wild" og var fuldstændigt rejsekåde efterfølgende!

Vejret har været helt fantastisk, og i går var en skøn dag der bød på varmegrader og højt solskin. Jeg lå udenfor med Conny og bøgerne hele dagen, og vi var inde hos Nickie som havde fødselsdag for at grille om aftenen. Helt fantastisk skøn dag. Og så fik jeg faktisk også shoppet Samsonite i går. Vi var et smut i Rosengaardscenteret for at købe ind, og jeg ville lige en tur i Neye for at se hvad de havde. Og så var der 20% rabat på alt lige i går, så jeg kom hjem med en 144 L Samsonite duffle og en minikuffert til at have med i håndbagagen, plus et væld af TSA-låse, pengekatte og adresseskilte :) Jeg var meget tilfreds! Så nu ligger den næste overspringshandling klar og parat: Prøvepakning af ejendele ned i kæmpetaske! Jeg regner ikke med at få brug for alle 144 L på vej derover, men når den skal sendes hjem om et år er den nok proppet, og mon ikke det så bedst kan betale sig at få den fragtet. Jeg tjekkede priserne på overvægt, og det er en voldsomt dyr affære når man skal helt til Hawaii. Ikke desto mindre må det jo koste hvad det koster. Det er bare endnu en udgift. Jeg håber jeg kan holde mig inden for de 23 kilo men er ikke sikker. Jeg havde åndssvagt meget med hjem fra New York i efteråret, og den var indenfor grænserne, så mon ikke jeg kan. 23 kilo er alligevel en del!

Status på mine flybilletter er at min mors gamle kolleger i rejsebureauet er rigtig søde til at hjælpe, og har indtil videre booket mig på en afgang ud af landet d. 16 august hvor jeg flyver Billund-Amsterdam-Seattle-Honolulu. Men da jeg også skal have en hjemrejse i maj 2011 er der lidt ventetid. Der er nemlig grænser for hvor længe man kan booke ud i fremtiden, og hjemrejsebilletten er vigtig at have selvom man har visum. Min hjemrejse bliver fra New York, så jeg må selv finde ud af hvordan jeg kommer fra Honolulu til NY. Det er bedst på denne måde: Så bestemmer jeg selv hvordan jeg vil rejse på vejen hjem, evt backpacke tværs over landet eller flyve via bestemte byer med ophold. Jeg tror snart det er et spørgsmål om dage før billetten er købt. Behøver jeg sige at det er dødspændende?!

I dag er det lørdag, og det betyder læsedag. Lige nu står den på medier og kultur. Men læsedag i solen! Med Conny. Vi hygger os rigtigt med at have bilen, det er nogle små hyggelige roadtrips vi får os, og man kunne vel sagtens kalde det et slags mobildiskotek - den får ikke for lidt Macarena/Lambada...

Min næste eksamen er på tirsdag, og jeg tager det fuldstændigt afslappet. Jeg er meget laid back med prøverne dette semester, for jeg kunne ikke overskue både at skulle pace mig selv max til eksaminerne og styre alt det øvrige der sker. Jeg føler min BA er en bedre investering af min tid og har iøvrigt klaret mig udemærket til alle mine tidligere eksaminer, så jeg er ikke så bekymret. Til en anden side kan jeg fortælle at mine to plasticpalmer stadig ikke er kommet, og det ærger mig meget! Mine nye plastickort er heller ikke kommet endnu, og jeg må sige at jeg glæder mig lidt til at se det American Express... Jeg glæder mig også til at se mit visum sidde klar i passet om et par uger. Og købe min flybillet. Og pakke tasken... Til gengæld kommer jeg til at savne Conny, min bedemandspartner in crime, rigtig meget. Vi snakker om at hun skal komme og besøge mig i juleferien, så vil vi til Maui og Kauai og backpacke rundt med en lejet firhjulstrækker og bo på strandene. Lad os nu se hvad det bliver til om et halvt år, men en ting er sikkert; Hun er i hvert fald velkommen (Hørte du det, Conny?! Afsted med dig!)

Presset på mine skuldre...

2010-05-29T12:55:00.003+02:00

Ja, så bliver det nok heller ikke mere selvynkende, men jeg må sige at det er der - presset, altså. Jeg er kommet i gang med min eksamensopgave, som skal være færdig om tre dage, og jeg kan allerede mærke at den intellektuelle stress og mine egne høje forventninger som jeg ikke rigtigt er indstillet på at indfri sænker sig som tåger omkring mig. Med tågen kommer sukkertrangen og lysten til rødvin, og jeg ved ikke om det er ren indbildning, men jeg synes jeg tænker klarere ovenpå twix'en, skilpadden og den kvarte pose pingvin-mix. Jeg forsøger ellers at drosle mit forbrug af hurtige kulhydrater ned for at klargøre min krop til den ét år lange strandfest, men min hjernefunktion nyder godt af at få lidt speed kan jeg mærke, idet jeg allerede har udredt en kompliceret dekonstruktion af Villy Sørensen. Og så alligevel - Jeg bliver pludselig søvnig og får lyst til en lille powernap...

Præstationsræset var også lige ved at få taget i mig tidligere da jeg skulle skrive første indlæg til den blog som Kristeligt Dagblad har bedt mig om at skrive. Jeg gav mig i kast med en lang udredning om ligestilling, men endte med at føle mig komplet fremmedgjort mine egne ord og slettede det hele og fik i stedet udgivet et håbløst ligegyldigt indlæg. (Jeg er krukket) Og nu er min geografiske online rejse sluttet her, i frirummet hvor ingen regler gælder og der er fri leg. Forinden har jeg besøgt amazon.co.uk hvor jeg har scannet udbudet af oppustelige plasticpalmer. Jeg glæder mig til dette limbo er overstået på tirsdag - Jeg er meget bedre til de hurtige eksaminer der er overstået på en dag. Dem er der ikke så meget pjat med. Udenfor er vejret mildt og herinde er der... Mørkt. Jeg bor mod øst, så jeg har den tvivlsomme glæde af at vækkes ved den gryende morgensol utroligt tidligt, og resten af dagen og aftenen sidde i mørket og kun kunne gisne om hvordan solens stråler fordeler sig over græsplænen på den anden side af bygningen.

Og så er det sandt hvad en af mine studiekammerater skrev på facebook. Eksamensopgaver bliver skrevet i bølger - det fungerer lidt på samme måde som at kaste op. Jeg tænker også ofte på om jeg mon har en eller anden koncentrationsforstyrrelse (og om den kunne udløse et SU-tillæg), eller om det er ren og skær ugidelighed når jeg i stedet for at læse teksten færdig, sætter "Vamos a la playa" på og hopper i sengen af ren og skær glæde. Who knows, who cares.

Fester, Anne og Conny = Team Bedemand

2010-05-27T21:22:00.004+02:00

Det er torsdag aften på kollegiet, og jeg kan med sørgmodig udlængsel konstatere at der er fest flere steder. HCØ-kollegiet i Odense hvor jeg bor er et fest-mekka på denne årstid. Ikke mindst er der i starten af maj kollegiets fødselsdag, som på trods af at forvolde mig enorme tømmermænd og mistede ejendele, ikke frarøvede mig min appetit på sjov. Men nu har jeg helliget mig de praktiske gøremål efter en lang periode med virkelig mange og gode fester. Ikke desto mindre afholder det mig ikke fra livligt at dagdrømme når min bedste kollegieveninde og vanlige partner-in-party-crime Conny og jeg nyder vores daglige aften-te/kaffe på græsplænen omkring solnedgang. Vi væver flittigt løs på alle de kåde forventninger vi har til vores første Roskilde Festival og ærges ofte over at man ikke bare kan give efter for trangen til en spontan onsdags-fest (igen). Hvis der er noget vi kan, så er det at peake til enhver fest for derefter at rydde puljen i kålbowlings-turneringerne under navnet Team Bedemand. (For de der ikke kender det fantastiske spil kålbowling, kan jeg fortælle at det meget kort sagt handler om at kyle en masse bajere ned.)

Heldigvis har vi fundet ud af at man kan kanalisere meget af begæret ud i planlægningen af både Roskilde og min afskedsfest i august. Og hvad vi ikke søsætter af planer for især afskedsfesten: Leje af rodeotyre, hoppeborge, lasershows, røgmaskiner, slush-ice maskiner med spiritus i, mandlige strippere, body-bowling, indendørs strand, skumfester og så videre. Vi har på en meget eksplicit måde en evne til at rive hinanden med, og jeg er helt sikker på at vi er pisseirriterende for alle andre, når vi med vores skingre grin frydes over tanken om at købe en vandseng og hænge en udstoppet ørn op som uro over den. Vi er totalt hooked på 90'erne lige for tiden og dyrker især musikstilen og den indholdsrige lyrik ("Angels crying when you're far away from me", "Freed from desire, mind and senses purified", "Help me Dr. Dick, I need your love I feel so sick" etc.) synkrondansen, og den symptomatiske anvendelse af potente dyr som ulve, ørne og leoparder - Potent alting er 90'er! Vi har store planer om at materialisere drømmen om en 90'er-tidslomme når jeg kommer hjem fra Hawaii, som vi er blevet enige om faktisk er en slags 90'er tidslomme. Først og fremmest er der lige min afskedsfest, som jo nok mest bare er en vi-ses-fest, og en ting er sikker: Det bliver en potent fest! Jeg er allerede i gang med at støve internettet rundt efter plasticpalmer og syntetisk farvestrålene blomsterkranse... Det bliver rigtig smagløst. Og sådan må man jo styrke sig ved troen og håbet, når lysten til en iskold brandbil med udrykning og en god gammel slager fra Mr. President, E-Rotic eller Sash melder sig. Jeg håber de fester igennem på Hawaii...

Som jeg sidder her og tænker på alle de skønne fester bliver jeg helt vemodig - Der er ikke tal for hvor mange gange jeg har haft mavekrampe af latterudbrud der ingen ende ville tage, og alle de mærkelige oplevelser man kun får med på et kollegie af en ordentlig størrelse. Alle de gode fester, og alle de gange hvor man har trashet fælleskøkkener til uigenkendelighed i uhæmmede festorgier. Tiden vil vise om jeg er mæt af kollegielivet når jeg vender hjem til Danmark igen. Lige nu tvivler jeg stærkt på det.

Budget

2010-05-27T13:43:00.001+02:00

Som tidligere nævnt er det en kostelig affære at læse i USA i et år. Her er mit budget for opholdet der som udgangspunkt varer 10 måneder. Ud over de 10 måneder planlægger jeg at backpacke to måneder på USA's fastland efter mit studieophold er sluttet. Min visum type, F-20, giver mig 60 dages ophold i landet efter mit program er afsluttet inden jeg skal rejse hjem til Danmark igen. De to måneders backpacking er ikke talt med i budgettet - det er en drøm jeg har lige nu, og som kan skifte ansigt undervejs. Derimod har jeg indregnet udgifter med til rejser imellem Hawaii-øerne i ferierne undervejs.

SAMLEDE UDGIFTER
Undervisningsafgift, 2 semestre: 91.176 DKR
Andre studierelaterede udgifter: 18.000 DKR
Forsikringer: 8000 DKR
Flybilletter t/r og hotel de første nætter: 13.000 DKR
Transport i Honolulu: 5000 DKR
Bolig i Honolulu: 58.000 DKR
Leveomkostninger og lommepenge: 40.000 DKR
Udgifter til visum og pas: 3000 DKR
Nyanskaffelser og personlige udgifter: 10.000 DKR
Ture til andre øer, kulturelle oplevelser: 15.000 DKR

Mine udgifter for 10 måneder ialt: 270.000 DKR

INDTÆGTER
SU støtte udbetalt: 50.000 DKR
SU's Udlandsstipendium: 45.000 DKR
SU-lån: 28.000 DKR
Stipendium fra SDU's internationaliseringspulje: 14.000 DKR

Mine indtægter ialt for 10 måneder (indtil videre): 137.000 DKR

Jeg mangler: 133.000 DKR. Budgettet er af gode grunde kun vejledende, og jeg har ved de ukendte udgifter som husleje i Honolulu antaget den dyreste løsning som udgangspunkt. Jeg regner med at leje et værelse i en delelejlighed med andre studerende, og har af pålidelige kilder der selv har været bosat på lignende vis i byen i flere år ladet mig fortælle at det højst skulle koste omkring 1000 USD om måneden hvilket jeg har kalkuleret med. Jeg har opsagt mit kollegieværelse i Odense og får opmagasineret mine ting hos mine forældre. Flytteudgifterne sparer jeg sammen til på forhånd. Jeg har ikke taget højde for at jeg under opholdet skal betale renter af mit banklån da det endnu ikke er klarlagt hvordan det vil blive organiseret. Jeg regner med omkring 6000 DKR til dette formål, som ikke er anført i budgettet.

Jeg håber selvfølgelig at kunne spare penge på fx huslejen, og dermed få råd til at rejse lidt inden jeg tager hjem. Jeg håber naturligvis også at få flere legater og stipendier. Udgifter til fx. telefoni er stadig ukendte, men jeg håber de kan indeholdes i fx mine personlige udgifter/nyanskaffelser og mine "lommepenge". Det bliver spændende at se om budgettet holder - eller rettere sagt, hvor meget det vil komme til at afvige. For mon ikke det vil det.

Eksamen, Udlandsstipendie og finanser

2010-05-27T13:11:00.003+02:00

De er velkendte af langt de fleste studerende, og har deres storhedstid omkring eksamensperioderne - i hvert fald hos mig. Når eksamenslæsningen- eller opgaven rammer hverdagen bliver jeg pludselig uhyre effektiv - på alle andre fronter. Således skinner mit badeværelse af renhed, mit visum-interview er linet perfekt op, jeg spiser en velbalanceret række af nærende måltider, snupper en halv times pilates på de mærkeligste tidspunkter og kommer pludselig i tanker om indkøb jeg har glemt at foretage og som ikke bør vente og samlet materiale til min bacheloropgave. Ak ja, en flittig bi! Men nu er det på tirsdag jeg skal aflevere min 15 siders teksthistoriske opgave om Villy Sørensens Sære Historier, og jeg har endnu kun skrevet en side. Det er som sådan ikke fordi emnet keder mig ligeså grænseløst som andre af fortidens eksaminer har gjort det: Et eksempel på en vaskeægte dræber var min 14-dages opgave i januar hvor jeg udøvede kritisk diskursanalyse på en Helle Helle roman og diskuterede metaforbrug. Jeg brugte så lang tid på alt andet at det til sidst var en ren farce.

Min interesse er eksklusivt tilegnet den litterære del af dansk-faget, selvom jeg var vildt med vores sproglige fag på første år. Således er det ikke så meget manglende interesse i den nuværende opgave som det faktum at der bare er noget der er meget mere interessant og også kræver min opmærksomhed. Tiden nu er virkelig en øvelse i at få multitasket! Hver dag bringer en ny udfordring og jeg er ind imellem nødt til at minde mig selv om mine egen visdomsord om, at alt nok skal falde på plads.

I går modtog jeg støtteerklæringen fra SU der har bevilget mig Udlandsstipendiet på 45.000 danske kroner. Min samlede undervisningsafgift er på omkring 100.000 så det er lige halvdelen. Det var skønt at stå med brevet i hånden, selvom jeg ikke havde haft grund til at tvivle på om jeg ville få det. Det var virkelig en fornemmelse der gjorde det hele værd! Det var et stort skridt på vejen der pludselig var taget. Jeg er kommet til Udlandsstipendiet ved at søge det gennem SU-kontoret på mit hjemuniversitet SDU. Pengene er blevet tildelt mig på baggrund af studienævnet- og det humanistiske fakultets forhåndsgodkendelser af mine læseplaner for de to semestre ved HPU. Se mere om dette i mine øvrige indlæg om emnerne.

Ud over den gode nyhed bød dagen også på nogle udfordringer af mere kedelig art. Min bankrådgiver ringede og fortalte at de ikke kunne låne mig de 130.000 som jeg mangler for at få mit budget til at løbe rundt. Det var en både skuffende og overraskende nyhed, da min rådgiver så sent som i sidste uge mere eller mindre sagde til mig at det ikke ville blive et problem. Faktisk fremlagde jeg så tidligt som september 2009 et budget hvor jeg tydeligt gjorde opmærksom på at jeg ville skulle låne det manglende beløb. Jeg føler mig dermed dårligt rådgivet og har nu planer om at skifte bank. Jeg kunne godt låne pengene hos min nuværende bank, men betingelserne de stillede for lånet mente både jeg og mine forældre var urimelige, og efter flere dårlige oplevelser var jeg desuden slet ikke interesseret i at gældsætte mig hos dem.

Problemet med økonomien er, at jeg ikke ved hvad mine udgifter og indtægter for året har været før jeg kommer hjem om over et år. Det afhænger af hvor mange penge jeg bruger på faste udgifter som bolig, og om der vil være uforudsete udgifter undervejs, samt hvor mange penge jeg modtager i legater og stipendier undervejs. Jeg er dog af den helt klare holdning at selvom jeg vil gøre alt for at søge støtte, så er jeg indstillet på at afholde alle udgifterne selv for at opfylde drømmen, hvis det er vilkåret.
Mine forældre er enorme støtter for mig, både når jeg bare har brug for at skælde ud på bureaukratiet, og også når det kommer til de mere praktiske ting. Jeg føler mig heldig og priviligeret over at de lever sig så meget ind i mine drømme som de gør, og det betyder altså alt at have nogle allierede som bakker en op når det er op ad bakke. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de brænder for at jeg får mit Hawaii-eventyr, og det er fantastisk synes jeg. De er således villige til at låne mig det samlede beløb jeg mangler for at kunne rejse, og selvom jeg altid har svoret at jeg ville holde pengesager ude af venskaber såvel som familieforhold, så ser det ud til at det er den bedste løsning på alle måder. Det var en ret svær kamel at sluge, men efter nærmere diskussion over en kop te med en god veninde kom jeg frem til at jeg måske ikke bør tænke så meget over hvor pengene kommer fra, så længe de selv tilbyder det og vi har klare aftaler om tilbagebetalingen af lånet. Jeg er helt overbevist om, at når jeg kommer hjem om et år så er jeg bedøvende ligeglad og vil sikkert gladeligt have betalt det dobbelte - det er håbet!

Når jeg har afleveret min eksamensopgave på tirsdag er det hjem til Esbjerg for at komme en tur i banken. Jeg er spændt på om det hele falder på plads, og ved godt at det skal det jo nok gøre med mine forældres hjælp. Alligevel var det en anspændt følelse i går - tanken om at alt mit hårde flid og de talløse arbejdstimer ville være spildt var næsten ubærlig! Hele planlægningen er et spørgsmål om helhjertethed: Jeg tror simpelthen ikke man holder procedurene ud hvis man ikke brænder for det. Og endnu mere lid fæstner jeg til, at de eneste begrænsninger man har, er dem man selv sætter. Derfor har jeg besluttet at være totalt cool og laissez faire; for det skal nok gå alt sammen. Still' og rolig. Monstertruck.

Nu sker der noget!

2010-05-25T17:43:00.006+02:00

Det smukke pinsevejr er forsvundet og tilbage ligger kollegiet gemt væk under grå skyer... Jeg glæder mig for alvor til højt solskin og varmegrader!

I dag var den første hverdag efter pinseferien, og det betød en hulens masse praktiske gøremål som helligdagene har udskudt for mig til min store irritation. Således startede min dag med et besøg i Danske Bank hvor MRV (machine readable visa) fee'en skulle indsættes på den amerikanske ambassades konto. Faktisk har noget af det mest frustrerende været at skulle ordne visumpapirerne. For overhovedet at kunne søge et amerikansk visum skal man have en I-20 form af universitetet der har optaget en. Den udstedes på baggrund af et proof of finance fra ens bank som skal dokumentere at man har de fornødne midler til at forsørge sig selv og betale sin uddannelse under hele ens ophold, hvilket for mit vedkommende drejer sig om ialt ca. 250.000 for et års studier. Dernæst skal man betale en SEVIS fee, udfylde DS-160 formularen, betale MRV-fee'en, og endeligt booke en tid hos ambassaden. Det værste var så absolut DS-160 formularen. Jeg brugte ca. 2 timer samlet på at udfylde den 18-sider lange formular, da netværket blev ved med at time-out'e. Det var decideret rædselsfuldt. Hvis man har prøvet at udfylde en ESTA-formular, som er den lille fine én der bruges når man skal rejse ind i USA på ferie, kender man de åndssvage spørgsmål der bliver stillet. DS-160 er ESTA i 10. potens. Jeg svarede på alt fra intentioner/erfaringer med pengevask, prostitution, folkemord, terrorisme, stofmisbrug, frihedsberøvelse og øvrig kriminalitet. Man bliver også pænt bedt om at oplyse alt lige fra ens forældres fødselsdatoer, til tidligere arbejdspladser, beskrivelser af mit ærinde ved SDU (... Gode muligheder for platte vittigheder) etc etc. Jeg har bestilt tid til mit interview tirsdag d. 15 juni og jeg er forberedt: Passet er lige blevet fornyet (pasfotoet har desværre slående ligheder med et mug-shot) og er klar til at rumme nye eventyr, og havet af originale kvitteringer, formularer, returkonvolutter og dokumentationer som man skal have med ligger parate. Det er en skrækkeligt bureaukratisk procedure, og det er det generelt at arrangere sit eget udlandsophold. Jeg er meget spændt på ambassade interviewet; En smule nervøs for at det ikke skal gå som planlagt, og forventningsfuld fordi at jeg, hvis alt går vel, kort efter vil modtage mit visum der giver mig adgang til 12 måneders sjov og ballade i Guds eget land.

Jeg snakkede således også med mit SU-kontor på SDU i dag, og det lød som om hun nærmest behandlede min ansøgning om udlandsstipendiet over telefonen. Udlandsstipendiet er et tilskud man kan søge hvis man selv betaler sin undervisningsafgift ved et udenlandsk universitet, hvilket jeg gør. Det er sådan set tilsvarende den taxametertakst som staten spytter i en tilsvarende uddannelse i Danmark, og humaniora bonner naturligvis kun minimumstaksten på 45.000 for et årsværk, hvilket ca. dækker halvdelen af den undervisningsafgift jeg skal betale - som tilmed er relativt billig for et privatuniversitet. Alt så heldigvis ud til at gå glat - jeg modtager både fuld SU og udlandsstipendium under mit ophold. Resten klarer jeg med lån i banken og ved SU.

Ud over al planlægningen der stadig mangler går jeg til eksamen for tiden. Jeg har tre afsluttende eksaminer dette semester, og oveni er der landet en bachelor-opgave. Min sommer er derfor en smule presset da jeg også skal overleve min første Roskilde festival og nå at se alle de venner som jeg kommer til at savne hele næste år samt flytte ud af kollegiet. Mest af alt glæder jeg mig naturligvis til at sætte mig ind i flyet og rejse ud i den ukendte fremtid i et andet land, men Roskilde festivalen og min bacheloropgave er også ting jeg ser meget frem til at kaste mig udi. Det er længe siden jeg har haft så mange spændende førstegangsoplevelser i vente og jeg nyder det i fulde drag! Det er lidt trist at måtte sige nej til kollegiefesterne som der er højsæson for, men det er nu der skal knokles hvis jeg skal på Roskilde med god samvittighed og afsted til Hawaii uden at forlænge min studietid - der er masser af guldkrukker for enden af regnbuen, men det kan også være lidt af et pres og det kan ind imellem mærkes på mit velbefindende desværre. Jeg sover dårligt og vågner med en akut virketrang fordi der er så meget jeg ved der skal nås. Jeg er heldigvis vanvittigt hooked på min BA som kommer til at handle om Lars von Triers "Riget" set med særligt henblik på medieglobaliseringen. Jeg er stadig kun i materialesamlingsfasen, men regner med at sætte fuld skrue på, når den eksamensopgave jeg skriver lige nu er afleveret.

Og så kan jeg da til slut underholde med at jeg netop har erhvervet mig en epilator, og at jeg, imens jeg købte den, kom til at tænke over at ordet epilator lyder påfaldende meget som navnet på en uddød dinosaur. Men ikke desto mindre en uddød dinosaur der vil sikre mig moderigtigt, permanent skaldede ben og armhuler fremover.

Da det begyndte - Enrique og jeg

2010-05-21T21:51:00.001+02:00

Hvordan går det til at en danskstuderende pludselig er på vej til Hawaii? Det er en langvarig proces at planlægge et udlandsophold på egen hånd og jeg har haft mine op-og-nedture. Det her er vist hvordan det cirka startede.

Inden Hawaii var der sommerferien 2009, og vanen tro var jeg flygtet hjem til forældrene i Esbjerg og det store, lyse, rolige barndomshjem. Jeg var lige blevet færdig med første år på mit dansk-studie i Odense hvor jeg efterhånden havde boet i halvandet års tid. Hjemme i Esbjerg brugte jeg sommerdagene på at kulle ud på vestkystens strande, husets terasse og drømme mig væk til varmere himmelstrøg ved hjælp af en flittig dyrkning af en af mine mange guilty pleasures på iPod’en i skikkelse af Enrique Iglesias. Idéen om at tage til udlandet og læse et semester i løbet af studietiden havde ligget latent i mig allerede fra gymnasietiden, men jeg havde altid - uden at reflektere mere over det - antaget at det først var en mulighed når jeg nåede kandidatdelen af min uddannelse.
Jeg kan ikke længere huske, om det var noget konkret der satte tanken i fødsel den sommer. Måske mangel på bedre at give sig til i provinsen, måske var det Enrique’s retoucherede røst overtrukket lyden af kulisse-Hacienda og påtrængende chartersensualitet. Men på et tidspunkt gik det ikke desto mindre op for mig at jeg faktisk, hvis jeg ville, kunne læse hele mit sidefag på tredje år af min bachelor i udlandet frem for bare at fortsætte i Odense eller København. Det ville være lig med et helt år i udlandet. Jeg gik i gang med det grundlæggende fodarbejde med min vanen tro uoverstigelige iver, og fandt hurtigt ud af, at det var en tidskrævende proces alene at få overblik over de forskellige muligheder jeg havde for at læse i udlandet. Jeg orienterede mig naturligvis ret tidligt i mit hjemuniversitet SDUs liste over udvekslingspladser for det tidligere år, hvor jeg med fryd kunne konstatere at der i studieåret 2009-2010 havde været slået to pladser á 10 mdr. op til et universitet på Hawaii. Nu er vestkysten og dens sandstrande ifølge min mening noget af det smukkeste i Danmark, men min appetit var ikke stillet der; bare smagen af navnet “Hawaii” lå så flot og fyldigt mundret for mig, at duften af solskin og stillehav overtog mine sanser øjeblikkeligt. Hele fornemmelsen emmede af studentios eksotisme og 90’er nostalgi, på en charmerende klichéfyldt Enrique-Iglesias-sk måde der tiltrak mig som bier om en honningmad! Ydermere var jeg nået et eksistentielt nulpunkt i Danmark; jeg trængte simpelthen til luftforandring, et projekt der kunne bære mig videre og holde mig i live vinteren over. Men det var sommerferie og jeg var sat i skak. Selv hvis jeg havde nået at søge de to pladser ved fristen i november 2008 havde jeg ikke kunnet rejse: Mit grundfag i dansk var først afviklet sommeren efter. Jeg væbnede mig med tålmodighed til starten af september hvor de for mig aktuelle studiepladser for studieåret 2010-2011 blev slået op. Jeg kontaktede indtil da universitetet på Hawaii for at få flere informationer og konstruerede lystigt løs på fortællinger om tropetilværelsens nådige vilje overfor unge, eventyrlystne studiner, som jeg drømte om at kunne give liv i en mere nærværende verden ude i en uvis fremtid.
Skuffelsen i september var grel. Der var kun én plads til Hawaii, og den var kun på 5 mdr - Jeg var fast besluttet på at jeg ville afsted i et helt år. Ydermere var den slået så bredt op, at chancen for at jeg overhovedet ville få den hvis jeg søgte, sikkert var nogenlunde jævnbyrdig med risikoen for at blive ramt af et IC4 tog i mit køkken. Jeg omstillede mig dermed fra sommerferiens heftige drømme til hverdagens realiteter og fandt at et universitet i Ottawa havde slået hele 8 pladser op á 10 mdr for mit rejseår - Jeg burde have en god chance for at få en af dem.

I det mindste lige indtil jeg skulle på arbejde. Jeg havde over sommeren fået et godt lønnet studiejob med betalt transport i København, som ud over at være legende let også indebar en masse fed fryns. Skæbnen, eller tilfældet om man vil, ville at jeg lørdag morgen havde været nødt til at tage et tidligere tog mod Hovedstaden. Der var som sædvanligt absolut proppet. En mand kom ind og satte sig lige overfor mig, og jeg bemærkede ham i min kedsomhed over den medbragte faglitteratur straks - Både fordi han havde en særdeles velholdt, naturlig tan atypisk for hvad det danske klima kan fostre, og fordi jeg instinktivt følte at jeg kendte ham i forvejen fra et eller andet sted. Han så sympatisk og rolig ud, og var desuden ung - jeg skød ham umiddelbart til at være i 20’erne. Men jeg kunne ikke umiddelbart placere ham i min hukommelse, der dovent afventende gennemgik listerne af studiekammerater, kollegievenner og bytursbekendtskaber i en forventning om at det nok skulle gå op for mig før eller siden, om jeg prøvede eller ej. Det sad jeg jo så og tyggede lidt på i min morgensøvninge, arbejdssky zombietilstand, indtil svaret på min undren blev serveret lige foran snuden af mig: Billetkontrollen kommer igennem vognen, og den kulørte, måske-fremmede-måske-bekendte trækker en print-selv-billet op ad skjortelommen og lægger den fra sig på bordet imellem os. Mit blik observerer først flygtigt og dernæst manisk stirrende hans navn, som jeg næsten parodisk dumt mimer i en blanding af vantro og ærefrygt samtidig med at jeg læser det. Og i dette øjeblik bliver jeg mig bevidst at det ikke bare er en random, velholdt tan. Det er en ægte Hawaii-tan. Og det er ikke bare en random mand der sidder overfor mig. Det er ham fra universitetet på Hawaii, som jeg via e-mail har været i kontakt med kort tid forinden. Jeg fryser øjeblikkeligt fast i et “what-that” øjeblik. Enten havde han materialiseret sig ud ad min fantasi lige dér i toget, hvilket ville være et tvivlsomt symptom på min hang til dagdrømme, eller også var det utænkelige sandt: Han sad virkelig overfor mig, i dette præcise togsæt, på denne præcise dag, på dette præcise togsæde, på denne præcise afgang - og ikke på den anden side af kloden. Personificeringen af min kåde, klichébefængte Hawaii-drøm! Jeg er ellers hverken kendt for at være sky eller mundlam, men jeg kunne slet ikke samle mig, så usandsynlig fremstod situationen for mig. Og faktisk sad jeg bare og var mundlam i al stilhed indtil han spurgte mig om noget med en iPhone. Jeg kiggede dumt, og svarede sikkert endnu dummere, og fik endelig også spyttet et forvirret spørgsmål ud, om vi mon ikke havde været i kontakt med hinanden via universitetet. Behøver jeg skrive, at jeg havde helt ret?

Jeg har en stor svaghed for impulsens magt, og når den først får sit djævelske tag i mig er jeg rent ud sagt med på den værste. I dét samme øjeblik besluttede jeg at jeg skulle til Hawaii, ligegyldigt hvad. Vi planlagde hoveddelen af min ansøgningsproces som individuel studerende på strækningen mellem Nyborg og København H, hvor vi begge stod af, gav hinanden hånden og aftalte at snakkes ved efter at have udvekslet telefonnumre. Jeg tror slet ikke han var bevidst om hvor fast besluttet jeg var allerede. Der var ingen tvivl: Jeg var på vej til Hawaii. Skæbnens vingesus havde berørt mig. Hvis det her ikke var et hint om at jeg skulle til Hawaii, vidste jeg ikke hvad det var!

Selvom Mickey - den solbrændte fremmede i toget - faktisk har kunnet hjælpe mig kyndigt med stort set alt mellem himmel og jord i forbindelse med min ansøgning, så er det ind imellem en prøvelse på temperament og overblik at planlægge opholdet. Det siger sig selv at det tager tid at arrangere et udlandsophold af et års varighed, men jeg blev særligt overrasket over hvor bureaukratisk universitetssystemer kunne være, og hvor mange forskellige svar man kunne høste på det samme spørgsmål. Ind imellem famler jeg i blinde, og ind i mellem kører det som smurt i olie. Og langt hen ad vejen handler det, at arrangere sit eget udlandsophold om, at tro på at tingene bliver som man forudsiger dem, og gå ud fra at det hele vil flaske sig. Det er en slags sandsynlighedsregning som ind imellem må revideres senere hvis det usandsynlige skulle blive det aktuelle. Og det er mit første, og nok bedste, råd til andre rejselystne studerende: Det hele skal nok gå op i en højere enhed i sidste ende, hvis man vel og mærke gør sit forarbejde grundigt og forbereder sig på det uforberedte.

Kollegiet vs Esbjerg og en nærdødsoplevelse

2010-05-18T09:06:00.004+02:00

Det er tirsdag morgen, og jeg har igen været her i snart en uge. Jeg har diskuteret det med flere veninder; når man tager hjem til Jylland ender man på en måde altid med at være her en del længere tid end man oprindeligt planlagde. Det er næsten som om at man sidder fast i en slags tidslomme her. Jeg ville have været hjem i går, men jeg var så uheldig at udvikle en bronkitis infektion som blev akut livstruende over en periode på to timer ind til jeg faldt i søvn og glemte det. I går morges fik min far så ekspederet mig ned til sin læge som undersøgte mig, og venligt afviste mine autodidakte diagnoser (fx. kold lungebetændelse - problemet er at symptomerne altid kan betyde alt fra AIDS til cancer - Jeg helgarderer og antager automatisk at jeg fejler det hele) med den kontante konstatering at jeg har bronkitis. Jeg har været småsyg længe, og har nok festet mig til min nye diagnose efter en vild fødselsdag på kollegiet over fire dage, hvor jeg blandt andet peakede letpåklædt i en gummibåd på et større springvand i kuling og støvregn og brugte nætterne på at støve omkring i hjemmelavet superheltekostume af rødt velour i en brandert af væsentlige dimensioner. Jeg fik en pakke penicillin og så besluttede jeg ellers at hjemrejsen kunne vente til i morgen, og i morgen er så blevet i dag. Og jeg må indrømme at jeg igen i dag har lyst til at udskyde det. Jeg er træt og uoplagt og kan ikke rigtigt overskue tanken om at skulle forcere lillebælt samt kollegiet der venter mig. Kollegiet er sjovt, ja vel - men jeg når mine mætningspunkter for hvad jeg kan rumme. Jeg har dage hvor jeg simpelthen ikke længere kan overskue at forholde mig til 10 menneskers dialog, spørgsmål og roden rundt i køkkenet. Og sådan havde jeg det i høj grad da jeg tog fra kollegiet. For selv om jeg elsker stedet, og det er dét som gør at Odense er blevet mit hjem, så er det indimellem en kærlighed på godt og ondt.
Det har også været hyggeligt at være hjemme denne gang, jeg savnede virkelig de gamle inden jeg kom her. Jeg synes det er hyggeligt at bruge tiden herhjemme på at dagdrømme US roadtrips og planlægge udlandsophold og lave mad. Iøvrigt en god fornemmelse at komme ud af skotøjsæsken og strække benene i det store hus...

Jeg brugte dagen i går på at tjekke priser på indenrigsflyvninger og Greyhound ruter. Det var selvfølgelig ren dagdrøm for der er et år til at jeg kan rejse rundt på mainland USA - Hvis alt vel og mærke forløber som planlagt og jeg får råd til det. Det med pengene burde dog ikke være det største problem (min typiske indstilling til alt lige fra atomkrig til eksamen), USA er billig at rejse rundt i, og jeg forestiller mig at det bliver på backpacker budget. Lige nu er min store drøm at have 50 dage at rejse rundt i, således at jeg rejser fra Hawaii en uges tid efter skolen slutter 15. maj 2011. Det er tidligt i forhold til de danske semesterplaner, og jeg har 60 dage inden mit visum udløber efter mit skoleophold er slut. Jeg kunne enormt godt tænke mig at flyve ind til Sacramento og så tage Greyhound ned langs vestkysten, igennem San Fransisco, Santa Barbara, Los Angeles og San Diego, ind til Las Vegas. Og så flyve fra Vegas og over til Washington hvor jeg kunne tage Greyhound op langs østkystens store byer; Washington, Baltimore, Philadelphia, New York, Boston og så flyve hjem fra NY. Jeg var i NY i september sidste år og det er en fantastisk by. Den er helt utrolig, og jeg ville næsten ønske at jeg havde til gode at opleve den for første gang - det var stort.

Forhåndsgodkendelserne og valg af fag - Grundig forberedelse!

2010-05-17T14:14:00.000+02:00

Dette er nogle af de forberedelser jeg gjorde frem mod at kunne sende min ansøgning afsted til Hawaii Pacific University. Som det første store projekt når man har valgt det universitet man vil søge ind på, skal man finde ud af hvilke fag man vil læse, og søge sit studienævn ved hjemuniversitetet om at få fagene forhåndsgodkendt til meritoverførsel. Her er lidt om hvad jeg gjorde, samt de udfordringer jeg havde undervejs.

At forhåndsgodkende til meritoverførsel betyder faktisk bare, at sikre at jeg kan overføre point “læst” i udlandet til min uddannelse ved SDU. I starten var jeg spændt på om det ville gå glat - jeg lærte hurtigt at studienævnet ikke er til for at gøre livet surt for de studerende, og jeg havde ingen problemer med at få godkendt mine fag. De er blot til for at sikre, at din uddannelse bevarer en fornuftig, brugbar struktur når du erstatter fag ved hjemuniversitetet med fag ved en anden institution.

Dog var det en noget tidskrævende proces at udfærdige de ialt fire forskellige ansøgninger jeg endte med at sende til henholdsvis Det Humanistiske Fakultet og studienævnet. Ind imellem kunne jeg opleve at stille det samme spørgsmål fem forskellige steder og få fem forskellige svar. Ikke at svarene var uduelige - man skulle bare selv hele tiden sortere i informationerne for derefter at kunne sammenstykke det præcise svar man havde brug for.

Den endelige ansøgning skal oftest indeholde følgende: Et udfyldt skema som ligger klar online eller hos studienævnssekretæren, en oversigt over de fag man vil søge forhåndsgodkendelse til, en fagbeskrivelse af fagene samt redegørelse for det faglige niveau om omfang i både credits og ECTS (USA regner i credits i stedet for ECTS - 3 credits er ca. lig med 6 ECTS). Man kan kontakte det udenlandske universitet for disse informationer. HPU havde alle informationerne i deres online course catalogue, så jeg printede det blot fra nettet og markerede de aktuelle fag. Da man ofte skal søge forhåndsgodkendelsen lang tid før man egentlig ved hvilke fag der udbydes de pågældende semestre man er afsted, må man oftest nøjes med at gå ud fra informationerne for det indeværende studieår, og aftale med studienævnet at man melder tilbage så snart man har de præcise informationer om de fag man skal læse. Det er ikke usædvanligt at revidere i forhåndsgodkendelsen undervejs. Ydermere vedlagde jeg en ansøgning hvor jeg kort forklarede formålet med fagsammensætningen da den i mit tilfælde var lidt alternativ.

På forhånd undskyld - det næste er en smule indviklet, men jeg har smidt det med for at demonstrere de udfordringer man kan have undervejs i projektet. Kort fortalt beskriver det min løsning på at komme til at læse flest ECTS på Hawaii og dermed modtage mest støtte fra SU.
Da jeg læser en humanistisk bacheloruddannelse, skal jeg på mit trejde studieår læse et sidefag på ialt 45 ECTS. Det er dette sidefag jeg skal læse på Hawaii. Der er mange færdige "pakkeløsninger" på universiteterne herhjemme på sidefag (eller tilvalg som det også kaldes) som man kan søge ind på, og følge en fast studieplan i to semestre. Man kan også, hvis man har særlige ønsker, sammensætte et individuelt tilrettelagt tilvalg, hvor man selv håndplukker de fag man ønsker at læse. Det var det jeg gjorde. Titlen på mit individuelle tilrettelagte tilvalg er Marketing, Management & PR. Om et år er jeg forhåbentlig BA i Dansk med sidefag i Marketing, Management og PR! Hvis man er vant til at frekventere det akademiske miljø vil man vide, at et årsværk fylder 60 ECTS. De sidste 15 ECTS på mit tredje år er mit BA-projekt. På mange humaniorastudier, i hvert fald her på SDU Odense, er det normalt at skrive sin BA i sommerferien imellem 2. og 3. studieår. Tilvalget på tredje år tager nemlig ikke højde for at der er en BA - man følger den normale semesterplan på sit sidefag. Sommerferien er muligheden for at hellige sig projektet. I sagens natur kan jeg dårligt sidde på Hawaii og skrive min BA i Dansk/Nordisk, så løsningen er at skrive den inden jeg rejser.
Og det er jo fint nok - bortset fra at SU har nogle klare grænser for, hvor mange point man skal opnå pr semester for at være fuldtidsstuderende under et udlandsophold. Jeg var heldigvis ude i så god tid at jeg nåede at afmelde et valgfag på 10 ECTS på mit tredje semester på Dansk, som jeg så skal læse på Hawaii i stedet. På den måde kom jeg fra 45 ECTS op på 55 ECTS ved HPU. Det betød for det første at jeg ikke ville få problemer med at være betragtet som fuldtidsstuderende, og som følge deraf ville modtage fuld SU i hele perioden, og dernæst at jeg kunne modtage en større del af Udlandsstipendiet. (Udlandsstipendiet gives proportionelt med hvor stor en andel af et årsværk man skal læse i udlandet. Taksten for min uddannelse er 45.000 for et årsværk, og 22.500 pr. semester. Den kontante forskel på at læse mit valgfag i Danmark og på Hawaii er dermed 7.500 kr - Og undervisningsafgiften på HPU er lige godt 90.000 om jeg læser 45 ECTS eller 55 ECTS.) Dette krumspring gjorde dog, at jeg pludselig sad og skulle formulere fire forskellige, men dog afhængige ansøgninger.

- Det Humanistiske Fakultet forhåndsgodkendte min ansøgning om det individuelt tilrettelagte tilvalg på 45 ECTS
- Studienævnet for litteratur, kultur og medier godkendte at jeg overflyttede mit valgfag på 10 ECTS fra Danskstudiet til tredje år
- Både det Humanistiske Fakultet og Studienævnet godkendte det samlede undervisningsforløb på 55 ECTS i min såkaldte "Learning Agreement".

Jeg benyttede mig inden jeg valgte mine fag ved HPU af at konsultere studielederen på den kandidat jeg gerne vil søge ind på når jeg kommer hjem fra USA, Flemming Smedegaard fra International Virksomhedskommunikation (IVK). Flemming er selv gammel student af danskfaget, og var blandt de første, innovative humanister i Danmark der gav Virksomhedskommunikation en akademisk eksistensberettigelse. Der er fremtid i skidtet, for det er et område i rivende udvikling. Han vejledte mig utroligt venligt i mit valg af fag og forvissede mig om at jeg ville have stor glæde af opholdet og fagene, og kunne berette om andre studerendes gode erfaringer med HPU. Jeg konsulterede også formanden for mit studienævn vedrørende valgfaget der skulle erstattes, og stadig have en nogenlunde sammenhæng med mit grundfag da det i princippet er her der hører under. (Jeg endte med at vælge to kommunikationsfag hvilket i forvejen er et af de mange spændende fagområder man beskæftiger sig med på Dansk.) De var begge en stor hjælp at have, da det både sikrede mig en faglig sammenhæng i min bacheloruddannelse, samt en sammenhæng mellem min BA og kandidaten.

Jeg var også i kontakt med et utal af sekretærer og SU medarbejdere, og min erfaring er at alle i høj grad ønsker at hjælpe og er meget positivt indstillede over at man ønsker at læse en del af sin uddannelse i udlandet. Ingen spørgsmål er dumme, og jeg vil anbefale alle der står overfor sådan en planlægning at nedbryde alle blufærdighedgrænser og spørge om al den hjælp man har brug for. Nogle gange skal man lede lidt efter en løsning, som jeg fx. skulle med det praktiske omkring bacheloropgaven og spørgsmålet om at læse nok point i udlandet, men der er næsten altid et svar, og nogle der vil hjælpe. Jeg var glad for SDU inden, men efter er jeg blevet endnu gladere for det, og for det lille studiemiljø. Generelt kan jeg sige at alle mine undervisere, og selv undervisere der ikke engang er mine endnu, er fantastisk hjælpsomme og venlige overfor de studerende. Vi har på Dansk mange undervisere der stort set kan alle navnene på deres studerende - nye som gamle.

Bemærk iøvrigt, at forhåndsgodkendelsen sjovt nok ikke har noget med ansøgningen til det udenlandske universitet at gøre - det er ens egen private garanti for at man kan få merit for de fag man læser i udlandet overført til sin danske uddannelse, samt modtage økonomisk støtte. Vent med at sende ansøgningen afsted til det udenlandske universitet førend du har modtaget samtlige behandlede forhåndsgodkendelser, hvis der er tale om flere.

Det er forskelligt fra studie til studie hvilken frekvens studienævnet afholder møder med, men hvis du kalkulerer med at sende de fornødne ansøgninger halvanden til to måneder før du skal bruge de endelige godkendelser skulle det kunne nås i langt de fleste tilfælde. En god idé er allerede fra start at opsøge informationer omkring studienævnets mødedatoer. Sædvanligvis skal en ansøgning også være studienævnet i hænde en uges tid inden mødedatoen som betingelse for at kunne behandle den rettidigt. Efter mit arbejde med forhåndsgodkendelserne kunne jeg endelig sende dem afsted. Herefter havde jeg min første forsmag på hvad der ventede mig i det store USA: En tiltrængt ti-dages ferie til New York. :-) Ca. en måned efter begyndte de godkendte ansøgninger at dryppe ind i brevkassen herhjemme. Jeg var snart klar til at sende min endelige ansøgning om optagelse afsted til Hawaii!

Ansøgning om udlandsstipendium og nyt pas.

2010-05-12T18:42:00.000+02:00

Dagen er gået som en tornado! Jeg var først på universitetet hvor jeg fik afleveret min ansøgning om SU's Udlandsstipendium. Det var en hurtig omgang i forhold til de ansøgninger jeg hidtil har skullet aflevere, og SU-kontoret havde guidet mig på forhånd. Jeg skulle derfor bare have kopieret en masse af mine dokumenter, alle forhåndsgodkendelserne fra studienævn og fakultet, og så lægge dem sammen med de andre papirer. Det var ganske overskueligt faktisk. Jeg får pengene udbetalt to uger inden betalingen skal være HPU i hænde - det der kaldes den foreløbige tildeling, og skal så give SU-kontoret kvitteringen på betalingen af undervisningsudgiften, hvorefter jeg får den endelige tildeling. Man skal ikke lade sig snuble for meget i den slags begreber, alfa omega er at pengene ryger ind inden jeg skal bruge dem, og de bliver kun trukket tilbage hvis jeg undlader at dokumentere min betaling til HPU. Jeg fik også lige styr på forårssemesteret 2011 - Kontoret herhjemme skal vide hvilke fag jeg læser hvornår, og jeg har givet dem en kopi af min studieplan. Så når jeg have udbetalt støtte til det næste semester efter jul, hvor jeg iøvrigt også skal dokumentere en studiefremdrift (altså at jeg har bestået mine fag planmæssigt) så ligger alle mine papirer klar igen. Jeg fik at vide at der var kort behandlingstid på ansøgningen, og selvom jeg ikke føler mig usikker på at modtage udlandsstipendiet bliver det dejligt at få vished.

Bagefter var det ned at få taget billeder til mit nye pas samt billeder til ambassade-interviewet. Det stod naturligvis ned i stænger og jeg var gennemblødt da jeg trådte ind i fotobutikken! Jeg lignede en druknet mus. Ikke så heldigt, men jeg gad simpelthen ikke være forfængelig. Næste udfordring var billederne til ambassaden. Der er simpelthen nogle meget præcise krav til hvordan det billede skal fremstå i mål. Det skal være 5x5cm og skal tages lige fra, ørene skal være synlige, og bla bla. Da disse fotos kostede 100 kr pr stk at få taget - Jeg var ved at tabe både næse og mund men lod det urimelige beløb drukne ned i det samlede budget hvor det pludseligt bliver ligemeget. Ikke desto mindre blev jeg da pludselig meget opmærksom på, om målene var korrekte. Fotografen postulerede at have ekspertstatus på området og virkede grundig, men jeg tvivlede meget: På ambassadens hjemmeside stod der, at ansigtet skal dække halvdelen af billedarealet, og i butikken sagde fotografen at ansigtets højde blot skulle udgøre den halve højde af billedet. What? Jeg var meget forvirret, men havde ikke tid til at bekymre mig mere da jeg skulle have bestilt mit nye pas på borgerservice. Jeg må finde ud af inden mit visum-interview om billederne er gode nok. Det skal ikke være dét der går galt da!

På borgerservice måtte jeg sige farvel til mit pas med mit fine pasbillede som jeg har været glad for de sidste seks år. Jeg fik det da jeg var 18, så det skulle fornyes i oktober i år hvor det ville udløbe - men da jeg skal have mit visumstempel og et gyldigt pas i hele rejseperioden blev levetiden forkortet markant. Det var en noget interessant affære at bestille det ny pas, da medarbejderen virkede til at have en betydelig vævefejl i kysen."Hvornår vil du have det nye pas" spørger hun mig i en monoton stemme der føres langsomt. "Så hurtigt som muligt", svarer jeg imens jeg roder efter min pung og har tusind ting i tankerne, men det var åbenbart ikke det svar den monotone ville høre og jeg får hurtigt samlet koncentrationen omkring nuet, for hendes kvittering er meget skrapt "Hvornår er det?" - Jeg bliver lidt forvirret men beslutter mig for at være kæk og svarer "på fredag, tak", velvidende at det nok ikke vil ske eftersom det i dag er onsdag. "Der kan du ikke få det", siger hun og kigger næsten anklagende op, og fortsætter som var det en gåde: "Hvornår vil du så have det?" Hun skyder hagen frem og kigger afventende. Jeg ser hende koncentreret i øjnene og svarer kontant "På mandag" imens jeg spekulerer over, hvor længe denne mærkværdige leg vil fortsætte. "Der kan du heller ikke få det." Jeg kigger ned i bordet og skal lige til at remse "Sesame, luk dig op" op, da jeg smiler og spørger hende hvornår jeg så kan få det ny pas. "Tidligst om 14 dage" siger den monotone, og jeg forsikrer hende om at det er udemærket og forsøger ikke at tabe kæben på disken af forbavselse over den kuriøse samtale. Oplevelsen fortsætter sin hidtidige standard da hun, efter en lang pause med indtastning, spørger mig om hun skal annullere mit gamle pas. "Øhh, skal du ikke det før du kan bestille et nyt?" Spørger jeg, og er lige ved at tilbyde hende at overtage hendes indtastningsarbejde, da hun lidt forvirret svarer "Jo." Jeg tager en dyb indånding: "Jamen, ved du hvad, så synes jeg faktisk bare det er sådan vi gør det."